Kulturer mødes og spænding opstår. Det er en ældgammel skrøne, som er blevet fortalt talløse gange, og som i hvert nyt tilfælde sjældent lykkes at tilføre den klassiske formular noget nyt. Det lykkes heller ikke helt i engelske Ken Loachs fortælling om kærlighed på tværs af religion, kultur og familie i Glasgows gader; “Et dristigt kys”.

På overfladen ligner filmen en typisk og typisk prædikende film om tvangsægteskabernes umoralske natur og den splid, de kan skabe imellem mennesker. Men i modsætning til andre film, der har tacklet det selv samme emne, såsom svenske “Jalla! Jalla!”, virker personerne i “Et dristigt kys” mere modne, komplekse og generelt bare ældre, hvilket burde sikre filmen en fortjent større fanskare. Og så tapper “Et dristigt kys” ikke den bundløse sirupbrønd nær så ofte, som så mange andre film omhandlende besværlige romancer gør.

Bortset fra en munter åbningsmontage, hvor filmens pakistanske families kiosk bliver plaget af op til flere urinerende hunde, holder “Et dristigt kys” fat i en mere alvorlig tone, og det gør den bare endnu mere intens og følelsesmæssigt involverende. Pakistanske Casims stædige og restriktive familie synes at have større interesse i familiens ære og traditioner end deres børns egentlige ve og vel. Det resulterer i en følelsesstrøm af frustration hos seeren, fordi Casims forelskelse i den irske musiklærerinde Roisin fremstår så virkelig og stærk. Og for en gangs skyld er det ikke kun den ikke-vestlige families verdensopfattelse som står for skud og skaber røre. Roisin får også problemer på jobbet, da hendes katolske omgangskreds erfarer, at hun har indledt et forhold til en muslim.

Man fornemmer nogenlunde fra start af, hvor filmen bærer hen ad, og der er også øjeblikke, hvor den synes at køre lidt rundt i cirkler, mens Casim periodisk svinger mellem at prioritere familien og kærligheden. Men Eva Birthistle og debuterende Alla Yaqub formår at få deres turbulente forhold til at udstråle en så stærk følelse af ægthed og realisme, at man glædeligt hopper i deres vanskelige suppedas med begge ben.

VideoPræsenteret i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format.
“Et dristigt kys” ser smuk ud på dvd. I nogle af filmens mørke scener kan billedet virke en smule grumset, men dog aldrig i virkelig distraherende grad. Billedet står skarpt og er blottet for stort set alle de plager, et dvd-transfer kan være uheldig at blive ramt af. Vældig imponerende.

AudioLydsporet på “Et dristigt kys” er ganske nydeligt, rent og effektivt. Det stærkt frontbaserede DD5.1-mix byder på en smule musikalsk aktivitet i venstre og højre baghøjtalere, men derudover er der ikke den store forskel på discens DD5.1 og DD2.0 lydspor.

EkstramaterialeLigesom en af SF Films andre nyere udgivelser, “Evig kærlighed”, byder “Et dristigt kys” dvd’en på klip fra filmen under deres eget menupunkt på dvd’en – hele 8 af dem. De tager alle unødvendigt plads op på dvd’en, som f.eks. kunne være blevet brugt på at forbedre filmens lyd- eller billedkvalitet endnu mere.

Der er korte interviews med instruktør Ken Loach, producer Rebecca O’Brien og skuespillerne Eva Birthistle, Atta Yaqub, Shabana Bakhsh og Ghizala Avan. Interviewene er meget korte men byder på mange interessante kommentarer, såsom Atta Yaqub, der fortæller en smule om forholdet mellem filmen og virkeligheden, og Ken Loach der taler om at skyde filmen i kronologisk rækkefølge.

“B-Roll” er lidt over 9 minutters blandede klip fra optagelserne af filmen. Guf for enhver filmoptagelsesvoyeur, men lettere kedsommeligt for alle andre.

“The Making of ‘Ae Fond Kiss'” (23 minutter) er ekstramaterialets hovedattraktion. De fleste af interviewene kan desværre allerede findes under dvd’ens interview-sektion, så der er ikke så forfærdelig meget nyt at finde her, især ikke når den har så kort en spilletid, hvoraf en pæn del er tildelt klip fra filmen. Det bliver hurtigt klart, at både interviewene, klippene og b-roll optagelserne, som alle er på dvd’en, er blevet smidt på discen i en pærevending for at få mængden af ekstramateriale til at fremstå langt større, end det egentlig er, da det alt sammen er blevet skabt til brug i denne lille dokumentar. Derved har man let kunne tage de individuelle bidder, separere dem fra dokumentaren og markedsføre dem som selvstændige dele af bunken af ekstramateriale. Det er et billigt og ineffektivt pr-trick.

Ken Loach er manden bag den vellykkede kærlighedshistorie “Et dristigt kys”, hvor især det problemfyldte forhold på tværs af religioner mellem de to hovedpersoner, muslimen Casim og katolikken Roisin, funkler.

“Hvor mange fætre har du?” Således spørger den katolske kvinde Roisin sin muslimske kæreste Casim, da han endnu en gang beder hende dukke hovedet, når de passerer en af fætrenes take-aways. Familien er stor og fast besluttet på Casims kommende bryllup med kusinen Jasmine. Det er Casim ikke. Tvangsægteskabets uomtvistelige og evindelige dilemma.

Casim virker udadtil indforstået med brylluppet og hjælper med tilbygningen af huset, der skal huse hans kommende hustru. Problemerne opstår, da Casim afhenter sin stædige søster Tahara efter skole. Tahara går med oprejst pande og skjuler ikke sine standpunkter, men at være åbenlys fan af fodboldklubben Rangers på en katolsk skole i Glasgow er dømt til at skabe problemer, og tilsæt de vanlige problemer ved at have en anden hudfarve, så får man omfanget af Taharas kvaler. Banden “The Celtics” mobber Tahara, der i raseri jagter dem gennem skolen. Jagten ender i skolens musiklokale og her dumper Casim ind i den charmerende “goree” (en hvid kvinde) Roisin.

Affæren udvikler sig hurtigt til et seriøst og oprigtigt forhold. Replikkerne mellem de to forelskede er velskrevede og leveres med en dejlig ironisk tone. Roisin og Casim sviner hinanden til på den kærlige måde, som kun nyforelskede kan gøre det. Ken Loach har før vist, at han formår at blande humor og alvor. Især med “My Name Is Joe”, hvor den fortvivlede Joe Kavanagh roder sig ud i nogle gebommerlige problemer. Humoren i “Et dristigt kys” kammer til tider over i det farceagtige, og minder lidt om humoren vi så i den svenske “Jalla! Jalla!”, der havde en mere sarkastisk tilgang til det ømfindtlige emne, tvangsægteskab. Tonen i starten af filmen er farceagtig, bl.a. scenen, hvor Casims far tager meterskridt gennem morens blomsterbede, for at tage mål til tilbygningen, holder ikke helt trit med de efterfølgende sceners alvor.

Casim er i et uløseligt dilemma. Hvor langt kan man gå for egen vindings skyld? Åbenlyse valg er der ingen af. Familien på den ene side og sin livs udkårne på den anden. Filmens største force ligger i udviklingen af forholdet mellem Roisin og Casim. Trods nyforelskelse skaber Casims bagland gedigne knaster i forholdet. Det skaber heftige diskussioner mellem Casim og Roisin, der er fortvivlet og grædefærdig over Casims families urokkelighed. Frustrationerne får frit løb i diskussionerne, og disse scener ryger direkte ind under huden. Eva Birthistle har en stor andel i scenernes intensitet, for hun spiller Roisin med stor autoritet.