Incest må siges at være et af de mest ubehagelige emner, en film kan vælge at tackle. Det kræver mod, styrke og overbevisning, fordi det selvsagt ikke lægger decideret op til storsalg af billetter eller begejstrede jubelskrig fra det biografpublikum, der blot ønsker et par timers underholdende fravær fra virkelighedens tumult. Når det en sjælden gang imellem er blevet gjort, er det oftest blevet gjort på stærk og prisværdig vis, såsom i film som Tim Roths “The Warzone” og naturligvis Thomas Vinterbergs “Festen”. Og her er endnu en særdeles nævneværdig tilføjelse til denne lille skare af film. “Anklaget” er en filmisk mavepuster, der tager én fat ved kraven og først giver slip til allersidst med et altoverdøvende brag.

“Anklaget” er klipperen Jacob Thuesens debut som instruktør på en spillefilm. Hans erfaring som klipper har tjent ham godt i forbindelse med hans arbejde på “Anklaget”. Tempoet synes aldrig at sagtne eller tage overhånd. Dermed skal man naturligvis ikke fjerne al opmærksomhed fra filmens reelle klipper, Per Kirkegaard, som med et par uhyre velplacerede jump-cuts formår at intensivere filmens allerede anspændte og nervepirrende stemning, der ofte får en til at vride sig i sædet af ubehag, dog uden nogensinde at gøre en i stand til at forlade filmen. Desuden er det et genialt træk af filmens bagmænd at vente med at vise en af filmens vigtigste personer, indtil næsten halvvejs igennem filmen. Det er endnu en beslutning, der medvirker til at piske en anspændt og lettere mysteriøs stemning op, der både styrker koncentrationen og interessen.

Faktisk er hele den tekniske side af “Anklaget” et fantastisk supplement til filmens mageløse skuespillerbesætning og Kim Fupz Aakesons velstrikkede manuskript. Lydsiden og kameraarbejdet indgyder en form for klaustrofobi i publikum, som blot intensiveres af de mange personer, der optræder i fortællingen. Og så er Nikolaj Egelunds musik (på trods af et par utvivlsomme lån fra Pieter Bourke og Lisa Gerrards fremragende musikalske arbejde på Michael Manns “The Insider”) også særdeles stemningsfuld og dejligt underspillet. Hele emnet bliver behandlet med den respekt, det påkræver, og der bliver aldrig taget nogen smutveje udenom de rystende dilemmaer og hjernevridende problemstillinger.

Troels Lyby er en sensation i rollen som Henrik, mand til Laura (Sofie Gråbøl) og far til Stine (Kirstine Rosenkrands Mikkelsen), der får sig en slem overraskelse, da han en dag bliver informeret om, at hans generte og usnaksalige 13-årige datter har anklaget ham for at have haft sex med hende et par år forinden. Pludselig har kollegaerne det dårligt med at se ham i øjnene, hans forhold til sin bedste ven bliver anspændt og tid i spjældet en realitet. Her får han koldt at vide fra en anonym, nedstirrende fængselsvagt, at de andre fængslede vil spytte på ham, i hans mad og tæske ham sønder og sammen, hvis han ikke holder sig for sig selv.

Det her er en af filmens største bedrifter. Det er lykkedes Thuesen at omringe Henrik med et vidt sortiment af personligheder, alle spillet eminent takket være et af de sidste mange års bedste danske skuespillerensembler, der alle fremtræder enten besynderligt ligeglade, uvidende eller frustrerende usamarbejdsvillige i forbindelse med Henrik og hans situation. Aakesons dialog er ofte knivskarp, og man kan i samtlige scener se og mærke personernes følelser koge og syde bag øjnene og under huden. Især Søren Malling som Henriks forsvarer og Michael Asmussen som betjenten, der arresterer Henrik, er opsigtsvækkende.

På trods af, at manuskriptforfatter Aakesons hånd tidligere har omfattet letbenede og letfordøjelige manuser til film som “Den eneste ene”, “Mirakel” og “Se til venstre, der er en svensker”, så har han alligevel fundet dét i sig at sammenfatte denne særdeles mørke og chokerende historie, som er blevet fornemt filmatiseret. For dem der er blevet trætte af den udødelige pruttehumor, som ofte har truet med at tage dansk film som gidsel igennem de sidste mange år, er “Anklaget” et velkomment alternativ.

VideoPræsenteret i 1.85:1 Anamorphic Widescreen format.
“Anklaget” ser smuk ud. Den har et særdeles passende køligt look og feel, der bliver vedligeholdt igennem hele filmen, og som bliver præsenteret på fineste vis på denne dvd. Farverne fremstår drænede, og langt størstedelen af scenerne byder på stærke skygger eller slugende mørke, ofte selv i dagtimerne. Det her er et generelt virkelig godt transfer, som virker meget filmagtigt og tro overfor de oprindelige intentioner.

AudioLigesom billedsiden virker lydsiden ofte en anelse minimalistisk, hvilket blot er med til at underbygge og styrke den stærkt ubehagelige stemning. Lyden er meget frontbaseret, men der er små herlige auditive øjeblikke, hvor subwooferen overraskende sætter lidt ind, og hvor nervepirrende stemningslyde får lov til at fylde baghøjtalerne ud og omslutte seeren. Musikken bliver også præsenteret ganske fint. Ligesom størstedelen af lyden er musikken også frontbaseret, men de dybe strygere får også lov til at folde sig en smule ud i de to baghøjtalere, hvilket bevirker at den føles ekstra fyldig og bred.

EkstramaterialeKommentarsporet med Troels Lyby, instruktør Thuesen og manuskriptforfatter Aakeson er ganske godt. De er alle sammen dejligt velformulerede, og der er meget få pauser. Men grundet filmens tunge tema skal man ikke forvente noget højspændt og morsomt kommentarspor, hvor tre gutter morer sig over at være sammen igen for første gang siden optagelserne. I stedet bliver der lagt vægt på brugbare, håndgribelige informationer om filmens tilblivelse og struktur, og der bliver ikke tid til særlig meget pjat. Der bliver bl.a. talt om forsøget på at gøre Henrik så sympatisk som mulig før anklagerne, filmholdets forberedelser på filmens sidste konfrontation mellem Henrik og Stine, og så får vi også den anekdotiske guldklump, at filmen oprindeligt skulle have heddet “Troldens navn”! Det skal selvfølgelig også lige siges, at der bestemt ikke skal lægges øre til sporet, før man har set filmen.

“Bag om ‘Anklaget'” (22 minutter) giver os et detaljeret og oprigtigt indblik i filmens tilblivelse. Det starter med, at en af filmens skuespillere har brækket benet, og hvordan det bliver håndteret. Som konsekvens bliver Troels Lyby hyret i stedet, hvilket må siges at have været et klart tilfælde af held i uheld. Vi ser bl.a. skuespillerne og Thuesen mødes inden optagelserne og diskutere vigtigheden af filmens tema. Interviews med skuespillere og Aakeson samt en hel del bag-om-kameraet optagelser bliver også vist, og på trods af dokumentarens relativt korte spilletid og inkluderingen af en håndfuld klip fra filmen bliver der stadig tid til at levere en masse informative godbidder.

“‘Anklaget’ ved Berlin Film Festivalen” (7 minutter) er et kort program, tilrettelagt af Filmlands Søren Høy, som stiller skarpt på filmens deltagelse ved årets filmfestival i Berlin – som titlen antyder. Thuesen og hans to hovedskuespillere taler om oplevelsen af at være i Berlin og promovere filmen, hvilket var svært, idet at pressefolkene helst ville høre om filmens slutning, som Thuesen nødigt ville afsløre, af frygt for at ødelægge filmen for dem, der endnu ikke havde set den.

Til slut indeholder dvd’en en masse storyboards, der er blevet klippet sammen til en 27-minutter lang montage, samt filmens biograftrailer.

“Anklaget” er et intenst familiedrama, der æder sig gennem marv og ben på tilskueren, og holder én fast i et jerngreb hele vejen igennem filmen. Den er lige så knugende som den er uforudsigelig, og vi får serveret en historie, der er både kontroversiel i sit emnevalg, men også i formidlingen af selve handlingen. Kim Fupz Aakeson har stået for manuskriptet, der er hans bedste til dato. Her er ingen nemme løsninger, skabelonagtig fremdrift eller formildende hverdagshumor – kort sagt en historie, der udfolder sig som en labyrint, og hvor usikkerheden venter bag hvert et hjørne. Det er en film, hvis handling ikke bør uddybes, af frygt for at røbe for meget, men det er noget af det bedste dansk film har set længe!

Dette er Jacob Thuesens debut som spillefilmsinstruktør – han har før hovedsagelig arbejdet som klipper, bl.a. for Lars von Trier på “Riget” og Thomas Vinterberg på “It’s All About Love” – og hvilken debut! “Anklaget” er både i sin fortælling, sit skuespil og i sin tekniske udfoldelse suverænt udført, og det er især forfriskende at se, at instruktøren har turde eksperimentere med lyd og billede. Hele historien er centreret omkring Troels Lybys karakter Henrik og det mareridt, han snart befinder sig i. Dette understreges af både lyddesign og fotografi, som til tider antager en næsten subjektiv form. F.eks. forstærkes rummets naturlige lyde og anden baggrundsstøj i mange scener, hvilket er med til at bringe tilskueren ind i hovedet på Henrik og det kaos, han oplever.

I det hele taget er lydbilledet i “Anklaget” meget fremtrædende og særdeles elegant udført. Det tilfører filmen en grad af nærvær, som kan mærkes på kroppen. Lyddesignet væves smukt sammen med filmens score, som er tilpas afdæmpet, men dog alligevel enormt fængende i sit skift mellem mere melankolske passager og følelsen af snigende uro. Indimellem leder det sågar tankerne hen på lydsporet fra en David Lynch film.

Filmens visuelle del spiller fint sammen med lydsiden, og kameraet giver sig tid til at komme tæt ind på sine objekter. De lange glidende kamerature, opfindsomme billedbeskæringer, den malende lyssætning samt brugen af elementer ude af fokus, markerer alt sammen, at den klassiske dogme-fotografering har fået et forfriskende ansigtsløft og tilfører filmen en slags poetisk ro og eftertænksomhed. Især brugen af dvælende øjeblikke, hvor man f.eks. iagttager lysets langsomme vandring over bordet i arresten, virker næsten magnetiske i deres tiltrækningskraft.

Skuespillet er solidt, og især Troels Lyby markerer sig stærkt i den altdominerende hovedrolle. Det er en svær rolle, da det er en karakter med mange lag og et meget ambivalent følelsesliv, men Lyby spiller Henrik med en fin fornemmelse for alle facetterne, og gør ham både troværdig og medrivende. Det er en kraftpræstation som lyser op på lærredet, selv i de mere stille scener. Sofie Gråbøl giver ham flot modspil som Henriks kone Nina, der finder sig selv fanget i et ubehageligt dilemma, men prøver at holde sammen på stumperne. Derudover udmærker både Paw Henriksen og Kirstine Rosenkrands Mikkelsen sig som henholdsvis Henriks trofaste ven og kollega Pede og Henriks og Ninas datter Stine.

Det er modigt af “Anklaget” at behandle et så alvorligt og ubehageligt emne som incest. Men det er dog sagens udvikling og de mange drejninger plottet tager, som gør filmen særlig og adskiller den fra andre af slagsen. Det er en film om skyld og løgn, men den er ikke ensidig, og der tages ikke entydigt parti. Det er samtidig i ligeså høj grad et portræt af en mand, hvis tilværelse ramler sammen, og hvor konsekvenserne af en retssag spreder sig som ringe i vandet. Historien er til tider rå og ubehagelig i sin skildring af personerne, men den er ærlig og tør belyse emnet fra flere sider. Filmen viser med al tydelighed, at dansk film, og især nye danske instruktører, efterhånden tør give sig i kast med historier og stilistiske virkemidler, som er forfriskende anderledes.