White Noise
Udgivet 6. apr 2005 | Af: Benway | Set i biografen
Efterhånden tegner der sig et svagt billede af hvad det er Anna forsøger at sige, og ved hjælp af de oplysninger får Jonathan mulighed for at hjælpe andre der er i livsfare. Stemmerne han optager bliver dog mere og mere truende og Jonathan kommer i tvivl om præcist hvad det er han hører.
Filmen starter ret interessant. Hele beskrivelsen af Jonathan og hans begyndende besættelse er godt formidlet, og også ganske tankevækkende. Han bliver opslugt af de morbide optagelser, og befinder sig efterhånden i en tilstand hvor han bruger mere tid i de dødes rige, end i det ægte liv der forekommer omkring ham, bl.a. i form af hans forsømte søn. Filmen leverer også et par effektive chok efterhånden som de aggressive stemmer og forvredne ansigter dukker op, men den vækker aldrig nogen egentlig frygt. Det giver et sæt i tilskueren og så er det glemt igen.
“White Noise” overbeviser i et stykke tid om at den er en intelligent psykologisk thriller, men det er den imidlertidigt ikke. Som handlingen skrider frem bliver den mere og mere ulogisk og selvmodsigende, indtil den når et yderst skuffende klimaks der synes at være taget direkte fra en billig gyserfilm.
Plottet virker også meget urimeligt flere steder undervejs. Der bliver brugt meget tid på at forklare at det kun er når man afspiller optagelserne af baggrundsstøjen, at man kan høre de dødes stemmer, man kan ikke høre det direkte, men hvordan kan det så være at gespensterne kan tale over mobiltelefoner m.m.? Hver gang Johnathan gør en ny opdagelse skifter stemmernes betydning – først er de stemmer fra det hinsides, så varsler, osv.. til sidst tvivler man på at der er nogen form for rød tråd overhovedet.
Hvis filmen ikke ender som en fuldstændig ligegyldighed, skyldes det først og fremmest Michael Keatons gode præstation. I denne rolle viser han endnu engang hvorfor han engang bar masken med de spidse ører i Batman filmene. Det er trist at han så sjældent er med i gode film. Denne gang er han det heller ikke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet