Being Julia
Udgivet 14. apr 2005 | Af: chuck | Set i biografen
Julias kompleksitet er filmens force, det er ikke sådan ligetil for filmens andre personer at se, hvornår følelserne er ægte hos Julia eller hvornår hun spiller. Det kræver unægtelig noget af et skuespiltalent at skabe den diversitet. Talentet får Julia brug for i sin kamp om stjernestøv med det nye unge stjerneskud Avice Chrichton, som både den unge Tom Fennel og Julias ægtemand Michael Gosselyn (Jeremy Irons) er betaget af.
Følelserne flyver på kryds og tværs i filmen, og personerne gemmer deres følelser godt bag masken, men når maskerne endelig falder får følelserne frit løb. Det er i skuespillet de ægte følelser er gemt – således beretter Julias mentor den afdøde Jimmie Langton, der i skikkelse af den altid indtryksvækkende Michael Gambon fortæller direkte til kameraet om skuespillets kunst. Langton er et fremmeligt fortællekneb fra instruktøren István Szabós side. Langton vurderer hele tiden Julias skuespil på scenen så vel som udenfor, så vi som tilskuere ikke er i tvivl om, hvornår noget er spil for det så ofte omtalte galleri.
Intriger, magtkamp og jalousi opbygges personerne imellem, det hele udløses i en fængende finale, der er filmens absolut bedste scene, for her falder maskerne på alle personerne, og Julia viser sit sande ansigt. De involverede parter må enten klappe, grine eller græde over Julias magtdemonstration i skuespillets definitivt fineste kunst.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet