Stort set alle film, der omhandler amerikanske præsidenter eller bærer deres navn i titlen, synes at blive opslugt i en malstrøm af kritik, der peger mod filmenes mangel på historisk autenticitet. Sådanne film har selvsagt næsten altid en politisk dagsorden, og derfor bliver det let at skråle højt om propaganda og manipulerende sludder, også selv om filmene har noget virkelig værdifuldt på hjerte. “Attentat på Nixon” har dog ikke nogen partipolitisk dagsorden. Ingen dramatiske konspirationsteorier. Ingen store armbevægelser eller strygerbetonede, tåreinducerende patriottaler. Det er en særdeles minimalistisk og kortfattet fortælling om en velmenende amerikansk borger, som vælger at lade sine stærke frustrationer gå ud over sin tilsyneladende diametrale modsætning, som viser sig at være de forenede staters leder.

Sin Generations Bedste Skuespiller™, Sean Penn, spiller Samuel Bicke (virkelighedens Samuel hed Byck), hvis kone og finansielle sikkerhed langsomt smuldrer mellem fingrene på ham. Han er på mange måder en godhjertet helt i et kynisk og delvist kapitalistisk samfund, hvor der bliver lagt stor vægt på at lyve og bedrage. Denne uetiske indstilling til tilværelsen står i stærk kontrast til Bickes moralkodeks, men uanset hvor hjælpsom og arbejdsom han forsøger at være, vender verden og dens indbyggere ham alligevel ryggen. Sean Penn gør uden problemer Bicke til en stærk sympatisk karakter, hvilket gør det endelige, voldsomme klimaks til en af årets mest nervepirrende scener.

Desværre besidder ikke alle filmens scener klimaksets stærke intensitet. Debuterende instruktør Niels Mueller har virket for opsat på at sammenkæde sine fiktive ideer med virkelighedens realiteter, og derfor er “Attentat” en ofte lettere ujævn oplevelse. Klicheer begynder langsomt at hobe sig op, og filmen truer flere gange med at udvikle sig til en ganske ordinær og klassisk “lille-mand-mod-systemet” beretning. Adskillige præstationer er lidt anonyme, og flere af filmens personligheder er for grå og optræder for sjældent til, at man virkelig får dannet sig et indtryk af dem. Det gælder bl.a. Bickes kone Marie (Naomi Watts) og hans bedste ven, mekanikeren Bonny (Don Cheadle).

Men der er stadigvæk mange ting at beundre. Ligesom den gennemsnitlige præsidentperiode har “Attentat” både sine enerverende lavpunkter og eksplosive højdepunkter. Penn er mageløs og gør det til en udsøgt fornøjelse at se filmen helt til ende. Og teknisk set er “Attentat” en særdeles flot produktion. Steven Sterns musik (som ofte læner sig op ad flere klassiske værker samt Philip Glass) er stemningsfuld og dejligt følelsesbetonet. Og på trods af filmens minimale budget (som bl.a. Alexander Payne og Leonardo DiCaprio bidrog til) er det lykkedes at skabe en fuldstændig troværdig 70’er-atmosfære.

Hvis du vil se en episk præsidentfilm omhandlende det 20. århundredes mest udskældte og berygtede amerikanske præsident (Bush begyndte først for alvor at gå amok i det 21. århundrede), så smid i stedet Oliver Stones stærkt undervurderede epos “Nixon” i afspilleren eller muligvis “All The President’s Men”. “Attentat på Nixon” er et mere mådeholdent portræt af en ualmindelig almindelig mand, hvor Nixon blot fremstår som troldmanden, der trækker i trådene bag kulisserne, og slet ikke er så betydningsfuld, som man skulle tro.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format.
“Attentat” ser formidabel ud på dvd. Kontrasten er perfekt, farverne afkølede og dejligt distinkte efter hensigten. Filmens mange mørke afkroge står tydeligt og flot frem. Der er ikke skyggen af komprimeringsfejl, digital støj eller edge-enhancement, der kan trække ned i vurderingen her.

Audio”Attentat” byder både på Dolby Digital 5.1 lydspor og et DTS-lydspor. DTS-sporet lyder bestemt en del mere fyldigt og rummeligt. Det besidder en lidt mere solid bund, der hjælper med til at skabe en mere troværdig lyd-atmosfære. Men DD5.1 sporet er trods alt også godt mixet. Hverken baghøjtalerne eller subwooferen bliver brugt særlig meget på nogen af sporene, men lyden er både ren og ofte stærkt effektiv, og en flittig brug af hele kanal-spektrummet havde nok blot knust den fine 70’er-stemning.

Ekstramateriale5 trailere (“Attentat på Nixon”, “Hostage”, “Sahara”, “The Jacket” og “13th District”) var alt det kunne blive til i denne omgang. En sand skuffelse af Watergate-proportioner. Sådan cirka.