Fin afrunding af edderkoppeeposEdderkoppemandens filmiske eventyr blev fra starten af en stor succes med instruktør Sam Raimi bag roret og Toby Maguire i rollen som den netsvingende helt, der udover at skulle bekæmpe alverdens superskurke også må takle almindelige dilemmaer såsom kæresteproblemer. De to første film havde vind i sejlene både kritisk og økonomisk og derfor undrer det heller ikke nogen, at der i kølvandet på den tredje film, som oprindeligt står til at afslutte trilogien om Spider-Man, nu snakkes om flere efterfølgere. Der er da også mulighed for at bygge videre på historien, selvom “Spider-Man 3” på fornem vis binder alle de foregående tråde sammen i en forrygende gang underholdning, der dog synes en anelse overlæsset til tider.

For der er ellers nok at se til i dette (muligvis) afsluttende epos. Peter Parker og Mary-Jane starter ud som lykkelige kærester, hvor han bekæmper forbrydere i sit kostume, og hun spiller hovedrollen i en musical på de skrå brædder. Begge deres drømme er tilsyneladende gået i opfyldelse, men drømme er nu engang gjort af luftigt stof, og Mary-Janes karriere har ikke samme luft under vingerne som Spider-Mans. I takt med at Parker bliver forblændet af sin nyfundne succes, knager det i deres forhold, da Mary-Jane bliver fyret fra teatret. Men andre farer lurer i skyggerne, for Peters bedste ven, Harry Osborn, bebrejder stadig Spider-Man for sin fars død, og har taget det på sig at videreføre arven fra farens alter ego, The Green Goblin.

Derudover viser det sig, at onkel Bens rigtige morder, forbryderen Marco Flint, stadig er på fri fod, og denne forvandles ved et uheld til superskurken The Sandman. Som om det ikke var nok, trues Parker på sin professionelle front også af fotografen Eddie Brock, der forsøger at tage hans plads på The Daily Bugle, og som får færten af Parkers nye identitet som den sorte Spider-Man. For en symbiot fra rummet har udset sig Parker som sit næste offer, og i takt med, at hævnfølelser og hovmod overvælder vores helt, bliver han fristet af de mørke kræfter, som denne parasit giver ham, og som truer med at lede ham ud over kanten… og så har vi stadig ikke nævnt Venom. Kort sagt, scenen er sat til konflikter en masse!

Man får næsten åndenød af de mange handlinger og karakterer, som skal introduceres. Men i det store hele er det lykkedes Raimi og manuskriptforfatterne at balancere alle de mange konflikter samtidig uden at falde igennem. De passer alle ind i det overordnede tema, der drejer sig om Peter Parkers afklaring af sin egen usikkerhed og Spider-Mans endelige konfrontation med sine indre dæmoner. For overskuelighedens skyld og for at give mere plads til de nye karakterer, samt konflikternes dybere rodfæstning, burde man måske have udeladt én eller to af handlingsforløbene, men det står til filmens fordel, at det næsten synes umuligt at gøre, uden at fjerne vigtige elementer fra den overordnede historie.

Alligevel burde man nok have taget ved lære af devisen om, at mere ikke nødvendigvis er bedre, og kigger man på de første film i serien, så viste de, at et enkelt, fokuseret plot faktisk kan være det stærkeste og mest rammende.

Tendensen til overvægt viser sig også i action-scenerne i “Spider-Man 3”, der ganske vidst er forrygende og hæsblæsende i deres forsøg på at toppe forrige spektakulære effekter, men som ofte ender for meget i computerspilsgrøften i al sin CGI-vælde. Alt i alt er filmens effekter ganske overbevisende, men på det tekniske plan er det faktisk Christopher Youngs score, der gør det største indtryk, og han løfter fornemt arven efter Danny Elfman, som forlod projektet grundet uoverensstemmelser med Sam Raimi.