Efter at have spillet en undertrykt homoseksuel cowboy i “Brokeback Mountain”, prøver Heath Ledger denne gang kræfter med, hvad der omtrent må siges at være den direkte modsætning: rollen som den særdeles heteroseksuelle libertiner Casanova, hvis drifter er alt andet end undertrykte. Tværtimod raserer hans libido for fuldt tryk blandt kvinderne, i et sådan omfang at han efterhånden er blevet en mindre legende. Alle i Venedig har hørt om den skrubløse forfører Casanova.

Virkelighedens Giacomo Casanova var ikke blot en notorisk elsker. Han var særdeles begavet og fungerede også som diplomat, bibliotekar, musiker, eventyrer, sekretær og ikke mindst forfatter, og huskes i dag hovedsagligt for sine erindringer der fortæller om hans mange bedrifter, inklusiv forførelsen af 122 kvinder. Historierne er muligvis fulde af løgn og latin, eller i hvert fald overdrevne, men de fortæller alligevel en del om de hoffer som Casanova befandt sig i (og som han ved mere end én lejlighed måtte flygte fra). Han blev også forfulgt af inkvisitionen der meget gerne så ham spærret inde. Filmens Casanova har dog ikke meget tilfældes med virkelighedens. Historien vi præsenteres for her er stort set purre opspind.

Casanovas eskapader har endeligt bragt ham megen uvelkommen opmærksomhed fra inkvisitionen. For at fremstå mere respektabel beslutter Casanova modvilligt at gifte sig med den ærbare Victoria (Natalie Dormer). Han bliver dog samtidigt besnæret af den underskønne Francesca (Sienna Miller). Hun er imidlertidig en glødende fortaler for kvinders værd og ser ned på typer som Casanova. Desuden er hun lovet bort til Papparizzio (Oliver Platt) som er en rig fedtgrossist. Hun har dog aldrig set ham, så Casanova søger for at skaffe Papparizzio af vejen og bejler i stedet selv til hende under dække af at være Papparizzio. Imens ankommer inkvisitionen, i skikkelse af den stålsatte Pucci (Jeremy Irons), til Venedig for at sætte Casanova bag tremmer.

Genren af 1700-tals forførings- og forvekslingskomedier, komplet med parykker, elegante hestevogne og fjerskrevne breve, er efterhånden ret velkendt, men i betragtning af filmens emne er den overraskende dydig. Forførelserne er for det meste noget vi hører om snarere end rent faktisk ser. “Casanova” mangler fuldstændig den syndige erotik som normalt er en del af den skyldige fornøjelse. Her er ingen synderlig seksuel spænding. I stedet er filmen ganske ufarligt fjollet, men det medvirker også at figuren Casanova fremstår uden det aggressive bid som er med til at gøre den slags forførere underholdende.

Som Casanova er Heath Ledger ganske udmærket. Selvom han virker en anelse for harmløs så er han underholdende listig. Til gengæld svigter manuskriptet voldsomt ved slet ikke at give ham lejligheder nok til at udøve sit håndværk og til at demonstrere sin begavelse og vid. Casanova kan fremstilles på mange måder, men han må ikke være ordinær. Mere underholdende er Oliver Platt som den voldsomt fede Papprizzio, der er så ynkeligt desperat efter at hans trolovede vil synes om ham at han indvilger i Casanovas bizarre skønhedsskur, der bl.a. involverer at han skal dækkes af et tykt lag fedt. Jeremy Irons er også god som den lede men temmelig inkompetente Pucci, selvom enkelte af hans scener virker malplaceret seriøse midt i al den pjattede ballade (hans usandsynligt latterlige paryk sikrer dog at man ikke glemmer at filmen er en komedie).