Selvom Brian De Palmas æstetisk blændende hyldest til film noir, “The Black Dahlia”, langtfra er perfekt, så fortjener både instruktøren og hans medsammensvorne bag kameraet ros for deres helt særlige evne til at distrahere publikum fra at spotte filmens mange skønhedsfejl. På listen over filmens knap så flatterende facetter finder man bl.a. et persongalleri, som ikke er særlig interessant, en lettere ujævn og rodet fortalt fortælling, samt op til flere rutineprægede og mekaniske præstationer.

Men der er flere ting at hylde end at tryne i De Palmas krimidrama, som er mandens utvivlsomt bedste film i årevis – hvilket beklageligvis ikke siger så meget. Det lader desværre til, at instruktøren (præcis ligesom sin jævnaldrende kollega, Francis Ford Coppola) aldrig igen vil komme op i højeste gear og for alvor pynte på et CV, som ikke har funklet i årtier. Men inkompetent er noget, De Palma endnu ikke er blevet, hvilket især “The Black Dahlia”s strålende, Oscar-nominerede billedside beviser.

Filmen er visuelt betagende og overraskende stemningsfuld. Alt fra de utrolige, flydende kamerabevægelser til de drømmeagtige billedkompositioner får kæben til at gå af led. Det detaljerige lyddesign og Mark Ishams fine musik gør ligeledes indtryk, også selvom Isham låner lovlig meget fra Jerry Goldsmiths uforlignelige score til “L.A. Confidential”. Manuskriptforfatter Josh Friedman, som samarbejdede med David Koepp på Steven Spielbergs “War of the Worlds”, har forfattet et manus, der er fyldt til randen med herlige replikker, der bevarer den knivskarpe spydighed, som romanforlæggets forfatter, James Ellroy, er kendt for.

Selve fortællingens centrale mordgåde er for så vidt også ganske spændende og sjov at gætte med på. Det er personskildringen, som er filmens akilleshæl. Man keder sig ikke i selskab med fortællingens hårdkogte betjente, lumske skurke og bedårende kvinder, men på den anden side fornøjer man sig heller aldrig. Man kommer aldrig virkelig under huden på de som regel to-dimensionelle personer. Ud fra rollebesætningen at dømme har De Palma fejlhyret et væld af sine aktører, men udover en forbavsende stiv Scarlett Johansson og en delvist overspillende Hilary Swank, er der ikke så meget negativt at sige om ensemblet.

Aaron Eckhart og Josh Hartnett er begge gode som filmens centrale makkerpar: betjentene Lee Blanchard og Bucky Bleichert, der forsøger at opklare mordet på en ung fremadstræbende skuespillerinde. Hartnett virker måske alligevel en tand for ung til at spille den benhårde, men retfærdige Bleichert, men imod al forventning leverer den unge stjerne en præstation, som både er god og overbevisende. Resten af skuespillerne formår ikke at gøre meget indtryk, og det skal også siges, at tempoet er lidt ujævnt.

Genren har set bedre stunder, men “The Black Dahlia” varsler forhåbentlig et gensyn med den store instruktør, som i sin tid skænkede os “Scarface” og “De uovervindelige”.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Heldigvis bliver “The Black Dahlia”s største force, dens billedside, ikke maltrakteret på denne dvd-udgivelse. Kontrasten er solid, farvetemperaturen er stabil, og farverne fremstår skiftevis tilpas mutte og varme. Edge-enhancement og snavs er der ingen mærkbare tilfælde af, og udtværing ses yderst sjældent og aldrig i tilnærmelsesvis distraherende grad. En anelse mere skarphed havde sikret transferet topkarakter.

AudioSædvanen tro har Scanbox smækket både et Dolby Digital 5.1 og et DTS 5.1 lydspor på deres udgivelse, og som oftest har DTS-sporet en lidt mere solid bund og raffineret atmosfære, der er med til at gøre det til det foretrukne lydspor. Uanset hvilket spor, man vælger, venter der én en dejlig auditiv oplevelse. Hele kanalnetværket er aktivt uden samtidig at virke anmassende. Subwooferen giver både Mark Ishams musik og alle lydeffekterne et ekstra pift, og apropos Isham så kommer hans score godt til udtryk via alle højtalere på højst effektiv vis. Der er flere effektive panoreringer, og der skabes også en fyldig atmosfære, som styrker filmen via alt fra raslende vindpust til fjerne, dyttende biler. Dialogen er klar og tydelig.

EkstramaterialePå denne 2-disc udgivelses første disc finder man udelukkende filmen og trailere til “Alpha Dog”, “Gangster”, “Ask the Dust”, “Lonely Hearts”, “Far til fire – i stor stil!” og dvd-boksen med Tom Kristensens Le Mans løb.

Disc 2 byder på fire dokumentarer: “Case Reopened” (47 min.), “The De Palma Touch” (17 min.), “The Story of Black Dahlia” (11 min.) og “The Case File” (20 min.). Som man kan se, er der ikke meget ekstramateriale på discen, men længden af det inkluderede materiale er betragtelig – og det samme er kvaliteten. Produceren Laurent Bouzereau, som især er kendt for de glimrende making-of dokumentarer, han laver til Steven Spielbergs dvd’er, har været med til at lave disse dokumentarer, som er spækket med informative interviews, spændende anekdoter og fascinerende optagelser.

Der bliver naturligvis talt en del om filmen – lige fra kulisserne og fotograferingen til manuskriptet og skuespillerne. Men det er især interessant at høre om det virkelige og stadigvæk uopklarede mord på Elizabeth Short, der inspirerede Ellroy (hvis egen mor også blev slået ihjel af en ukendt gerningsmand), og som især discens længste dokumentar, “Case Reopened”, kigger nærmere på.

Brian De Palmas “The Black Dahlia” er en særdeles frustrerende film at overvære, eftersom den indeholder så mange glimrende elementer og så alligevel ikke fungerer. På papiret ligner den ellers en sikker succes. De Palma har muligvis haft sin andel af svipsere, men han står fortsat bag så fremragende kriminalfilm som “De uovervindelige” og “Fanget af fortiden”. Med James Ellroys roste roman “Sorte Dahlia” som forlæg, burde succesen have været hjemme. Det er den bare ikke, selvom den indimellem er tæt på.

Ellroys roman er den første i hans hårdkogte L.A. kvartet, der forsætter med “Ingenmandsland”, “De faldne engles by” og “Hvid Jazz”. Alle bøgerne er centreret omkring Los Angeles i 1940’erne og 50’erne og er en mosaik af rigtige begivenheder, blandet sammen med historier som Ellroy selv har digtet. “The Black Dahlia” er således baseret på et af de mest berygtede mord i Los Angeles: Det bestialske, og til dags dato, uopklarede drab på Elisabeth Short, som af pressen blev døbt Black Dahlia. I bogen, såvel som filmen, bringes det autentiske mord ind i en klassisk noir fortælling om korruption og bedrag, men først og fremmest om besættelse.

De to betjente Bucky Bleichert (Josh Hartnett) og Lee Blanchard (Aaron Eckhart) er L.A. politiets højt profilerede glansbilleder, efter de indvilliger i en bokskamp for velgørenhed. De bliver et fast makkerpar og sammen med Lees kæreste, Kay (Scarlett Johansson), udgør de en lykkelig lille trio, på trods af, at der måske er en svag snært af seksuel spænding mellem Kay og Bucky. Idyllen får dog en ende, da Bucky og Lee bliver involveret i et blodigt skuddrama ikke mere end et par hundrede meter fra en græsmark, hvor det lemlæstede lig af Elisabeth Short findes.

Snart er et mediecirkus af en efterforskning i gang. De to betjente bliver sat på sagen, men Lee udvikler en manisk besættelse af mordet, hvilket bringer splittelse ind i det lille hjem. Samtidigt møder Bucky den sexede Madeline (Hilary Swank), der ikke alene kendte den døde pige, men også har en foruroligende lighed med hende.

De Palma er om noget en instruktør med en distinkt betagende visuel stil og “The Black Dahlia” er ingen undtagelse. Filmen er fyldt med flotte billeder, imponerende scener og instruktørens signatursekvenser, hvor vi ser handlingen fra personernes synsvinkel. Filmen forsøger ihærdigt at ramme en stemning af 40’er noir – måske for ihærdigt. Da Curtis Hanson lavede “L.A. Confidential” veg han bevidst udenom de klassiske visuelle noir elementer: cigaretter, ekstreme kameravinkler, lange skygger og hatte. Resultatet var, at filmen i høj grad føltes mere som en moderne, vedkommende fortælling og mindre som en pastiche. Her er vi i stedet faretruende nær et paradenummer med en besætning der – ikke ulige børnemusicalen “Bugsy Malone” – består af unger, der leger politi og røvere.

“The Black Dahlia” starter lidt vel løs i det, men efter introduktionen af Elisabeth Short bliver handlingen mere fokuseret og midterdelen, der omhandler Lees begyndende krakelering, er så absolut den stærkeste del. Her viser filmen også sit egentlige emne: Ikke mordet i sig selv – men omverdenens reaktion på mordet. Desværre taber filmen for alvor tråden i det sidste akt, hvor den degenererer i en omgang rodet forklaringer, der er temmelig svære at finde hoved og hale i. Man håber på, at De Palma vil genoprette situationen med en af sine forrygende actionsekvenser, men en sådan kommer aldrig (og den der er i bogen er, besynderligt nok, ikke med her). I stedet føles slutningen som et meget letkøbt antiklimaks.