Britiske Stephen Frears har nu aldrig været helt uinteressant at følge trods sin ofte letbenede tilgang til stoffet. Det så vi bl.a. med “High Fidelity”, der havde danske Iben Hjejle i en af hovedrollerne. Så letbenet er “Mrs. Henderson præsenterer” dog på ingen måde – filmen overrasker med sin detaljerigdom positivt.

Det er den, vistnok, autentiske historie om enkefru Laura Henderson (Judi Dench), der efter at have arvet en anseelig formue fra sin nyligt afdøde mand sætter sig for at fylde ensomheden ud med en hobby. Men at hobbyen skulle blive genåbningen og oprettelsen af vaudeville teatret The Windmill, var der alligevel nok ingen, der havde regnet med. Det er så her teaterdirektøren Vivian van Damm (Bob Hoskins) kommer på banen og hermed også filmens egentlige nerve.

Sammen sætter de to sig for at genåbne det gamle teater med en fornyende kant, der bl.a. inkluderer afklædte danserinder, som man kender det fra det franske Moulin Rouge. Kemien mellem de to hovedrolleindehavere er funklende, veksler mellem det morsomme og det alvorlige men bliver alligevel aldrig kedelig. De utallige sammenstød mellem den krævende teaterdirektør og den medbestemmende enkefrue – det er jo hendes arv, der er på spil – driver i al forstand handlingen frem. Og man havde under ingen omstændigheder været det foruden.

“Mrs. Henderson præsenterer” ændrer ganske vovefuldt karakter undervejs. Fra i starten at boltre sig med de sjove indfald, indtager filmen senere hen et noget mere dystert leje, hvor et historisk aspekt med anden verdenskrig som baggrund får overtaget – ikke mindst da en af showets stjernedansere omkommer som følge af tyskernes bombardement af den engelske hovedstad. I det lange løb giver det dog mindre mislyde al den stund, filmen ikke altid formår at finde sit rette leje.

Men nu er det heller ikke helt krigen, det handler om. I stedet kan “Mrs. Henderson præsenterer” ses som et romantisk drama med Hendersons trang til udlevelse og i lige så høj grad trang til kærlighed. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at lysten til at drive teater for det aldrende overklasseløg kommer på to baggrunde. Dels er det drømmen om at udleve, hvad hun ikke har haft mulighed for i de omgangskredse, hun har bevæget sig i med sin afdøde mand. Og dels opstår undervejs forelskelsen i teatrets bramfri høvding, Vivian van Damm, der dog er om ikke lykkeligt gift så i hvert fald gift. Det er en leg med det pikante, det forbudte, et opgør med den undertrykkelse hun åbenlyst har været underlagt af eksgemalen. En leg, der kommer til udtryk i teatrets opsætninger og flirten med van Damm.

“Mrs. Henderson præsenterer” er som det univers, den bevæger sig i, ganske teatralsk. Men det fungerer egentligt helt fint de fysiske rammer taget i betragtning. Der er enkelte ujævnheder i manuskriptet, men til gengæld, og det er i virkeligheden filmens største styrke, så har Frears absolut et godt tag i den britiske humor, der er sprudlende i spillet mellem Dench og Hoskins, men også har andre højdepunkter. Desværre kommer stilskiftet undervejs, fra det komiske til det tragiske, til at fremstå som en metaltræthed. Derfor bliver “Mrs. Henderson præsenterer” vellykket men uden de store armbevægelser.

Video”Mrs. Henderson præsenterer” fremstår i et 1.78:1 anamorphic widescreen format. Kvaliteten kunne bestemt være bedre. Ud over talrige eksempler på støv og udtværinger er kontrasten generelt ganske uharmonisk. Desuden er billedsiden præget af en gennemgående blødhed, hvilket understreger den manglende skarphed i billedet. Et ganske skuffende transfer.

AudioLydsiden til “Mrs. Henderson præsenterer” leveres på engelsk i DTS 5.1., Dolby Surround 2.0 og Dolby Digital 5.1. Selv om alle kanaler udnyttes, er det alligevel som om, at fronthøjtalerne forfordeles. Der mangler med andre ord mere dybde i baghøjtalerne, ligesom replikkerne ofte er meget grødede. Et jævnt lydspor, der ikke imponerer.

EkstramaterialeEkstramaterialet på “Mrs. Henderson præsenterer” har lidt at byde på, men der er alligevel mangler. Der er først og fremmest blevet plads til trailers for “Brokeback Mountain”, “Gasolin'”, “The Constant Gardener” og “Romance & Cigarettes”.

Featuretten “L.A. Red Carpet Premiere” viser voxpops fra den røde løber ved filmens premiere i Los Angeles med skuespillere og instruktøren. Bob Hoskins forklarer i et lidt længere interview hvordan arbejdet med filmen, instruktøren og ikke mindst Judi Dench fungerede. Endeligt er “The Real Windmill Girls” en bag om kameraet produktion på filmen. Det er udmærket. Men alligevel er det som om, der mangler noget. Det noget får vi altså ikke i denne omgang.

Der er få af nutidens skuespillere, der kan bære en hel film. Judi Dench er en af dem, hvilket hun til fulde beviser i “Mrs. Henderson præsenterer”. Filmens fortælling er middelmådig, men takket være en fremragende scenografi og hovedrolleindehaverens kraftpræstation, trækker filmen alligevel sig selv et godt stykke op.

Vi er i England med alt hvad det indebærer af stiff upperlips og overklassefornøjeligheder. Det er i slutningen af 1930’erne og Mrs. Henderson er så uheldig at miste sin mand. Selv om hun er godt oppe i årene, betyder enkestand ikke nødvendigvis, at livet må slutte for den driftige kvinde. Penge har hun nok af, og af alle ting, beslutter hun sig for at købe et teater. Hun restaurerer det gamle Windmill Theatre, og beslutter sig for at sætte en produktion op. London har dog massevis af andre teatre og konkurrencen er hård. Mrs. Henderson ansætter teaterdirektøren Vivian van Damm, og sammen får de den geniale idé at have nøgne kvinder i deres show. Dét har man sandelig ikke set før, og gæsterne strømmer til. Midt i det hele rammer krigen, og teateret får svære kår mens Luftwaffe tæppebomber byen. Snart er teateret det eneste sted der har åbent, og salen fyldes nat efter nat med unge soldater, der skal nyde de sidste timers frihed inden de skal i krig.

Det er tydeligt at rollen som Mrs. Henderson passer Judi Dench mere end udmærket. Hun skinner hele filmen igennem og er så meget inde i rollen, at man ikke er i tvivl om at hun ér Mrs. Henderson. Hun viser virkelig format, og Bob Hoskins har svært ved at være med i rollen som den idérige teaterdirektør. Han falmer noget ved siden af sit kvindelige modspil, men al den plads, Dench får, gavner faktisk filmen i høj grad. Hoskins er dog god alligevel og leverer et solidt modspil, når han altså får chancen.

Visuelt er filmen aldeles vellykket med nogle vanvittigt gode billeder og scenografi. Der hvor det hele halter, er i selve fortællingen. Den første del af filmen er uden tvivl den bedste. Dialogen er fremragende og den underspillede komik gnistrer mellem Mrs. Henderson og Van Damm.