Matador, The

InstruktionRichard Shepard

MedvirkendePierce Brosnan, Jonah Meyerson, Adam Scott, Philip Baker Hall, Greg Kinnear, Hope Davis, Arlin Miller, Portia Dawson, Roberto Sosa, Antonio Zavala, Ramon Alvarez, Carolyn Horwitz, Azucena Medina, Wiveca Bonerais, Luz Maria Molina

Længde96 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Matador, The

4 6
Nu hvor James Bond er et overstået kapitel i Pierce Brosnans fine karriere, er det herligt at se ireren boltre sig med en original, frisk og særdeles anti-Bond rolle, som her i “The Matador”. Brosnan har tydeligvis haft en hel del kærlighed til netop dette projekt, som han også har produceret og hældt alt, hvad han har af skuespiltalent ned i. Det hele endte med en fortjent Golden Globe nominering tidligere i år og en af årets største positive filmoverraskelser.
Det er næsten uretfærdigt at inddrage Bond så meget i en anmeldelse af en film, som ikke er en del af netop den serie. Men det er umuligt ikke at drage visse paralleller. I “The Matador” spiller Brosnan lejemorderen Julian Noble, og ligesom Bond bliver han hyret af andre folk til at begå mord. Men selvom begge karakterer er ferme drabsmænd, så er der langt fra Nobles kyniske, nedslidte facon til Bonds karismatiske facade. Hvor Bond på naturlig vis indgyder respekt og også charmerer, kræver det derimod en masse koncentration fra Nobles side af. Hvor Bonds flittige one-liners virker kække og spontane, er Nobles udtalelser ofte utiltalende og ubehøvlede.

Derudover arbejdede Bond naturligvis i Englands (og ofte hele verdens) tjeneste, hvorimod Noble ikke just er særlig nobel og blot begår mord for at tjene til føden. Og så er der naturligvis den visuelle forskel: Bond er veltrimmet og pænt iklædt, hvorimod Noble har et lidt hærget ansigt og tøj, der synes at være stjålet tilfældigt i en genbrugsforretning.

På skuespillerfronten bliver Brosnan ledsaget af en veloplagt Greg Kinnear, og de to udgør et eminent makkerpar. Kinnear spiller den uheldige forretningsmand Danny Wright, der møder Noble ved et tilfælde i Mexico. Noble er måske på sin vis lidt af et dumt, koldblodigt svin, men han er samtidigt også en selskabelig, venlig og lettere barnagtig fyr, som egentlig bare gerne vil have en ven og en mere normal tilværelse. De to mænds første møde er lettere akavet, og deres ‘forhold’ bliver ikke just hjulpet på rette vej, da Nobles arbejde bringer ham i en eksistentiel krise, seriøst på spanden og bankende på Wrights dør. Fortællingen om to forskelligartede mennesker, hvis venskab ændrer deres liv, er blevet skildret mange gange før – dog sjældent lige så godt, særegent og gennemført som her i “The Matador”.

Med et relativt beskedent budget på 10 millioner dollars har den ret ukendte instruktør Richard Shepard lavet en film, som ofte er smuk at se på, besidder et perfekt fortællertempo, er fyldt til randen med knivskarp dialog (forfattet af Shepard selv) og skuespil af højeste kaliber. Især manuskriptets særdeles morsomme replikker sætter lattermusklerne på overarbejde – leveret med afsmittende iver og gejst af især Brosnan og Kinnear.

Filmen varer blot halvanden time og måtte egentlig gerne have varet en anelse længere. En af ulemperne ved den korte spilletid er, at flere af karaktererne fremstår lidt overfladiske, grundet det urokkelige fokus på Kinnear og Brosnans roller. Men det er blot en bagatel. “The Matador” er en vidunderlig og vidunderlig uforudsigelig lille perle.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “The Matador” ser enormt godt ud på dvd. Der er tale om et overraskende filmisk transfer, som ikke byder på den enerverende mængde edge-enhancement, der har plaget flere af de seneste udgivelser fra Scanbox, som ellers teknisk har været glimrende. Bortset fra en smule billedlig blødhed er her faktisk ikke rigtig meget at klage over. Især farverne er enormt flotte, digital støj er fraværende og kontrasten er god. Godt stykke arbejde!
AudioEndnu en herlig auditiv overraskelse fra Scanbox’ side. “The Matador” er udstyret med både DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1 spor, og som sædvanligt er DTS-sporet en kende bedre. Subwooferen er kanalnetværkets absolutte stjerne. Tjek bare tordenvejret i starten af filmen, som kulminerer med et træ, der smadrer et hus. Dette spor er enhver underbos mareridt. Der bliver også skabt en fin atmosfære vha. alle højtalerne, og dialogen er så klar og tydelig, som den kan være. Husk at lade være med at skrue alt for højt op for anlægget på forhånd – de her spor er mixet meget højt!
EkstramaterialeDvd’en lægger ud med at vise trailere til “The Great Raid”, “Tristan & Isolde” og “Sky Fighters”. På dvd’ens ekstramateriale-menu gemmer der sig også trailerne til “Arthur and the Minimoys”, “Thank You For Smoking”, “Hard Candy” og “The Matador”.
Der er heldigvis også andet materiale på discen, men der er desværre ikke meget af det. Dvd’en indeholder et lille ‘making of’ program på 7 minutter, der indeholder flere interessante udtalelser (primært fra skuespillerne) på trods af sin korte spilletid. Men spilletiden er altså vitterligt alt for kort, og der er for mange, langvarige klip fra selve filmen.

Derudover er der 11 slettede/forlængede scener med en samlet spilletid på 16 minutter. Kvaliteten er desværre ikke særlig god, men i modsætning til størstedelen af dvd-markedets slettede scener er der flere af disse, som er interessante og i nogle tilfælde endda kunne have gavnet filmen ved at give den flere karakterlag, mere dybde og mere tid til bare at ånde. Scenerne kan ses med kommentarer fra instruktør Shepard, der bl.a. fortæller, at det første gennemklip varede 2 timer og 10 minutter. Desværre er ikke alle de slettede scener inkluderet. Shepards kommentarer er velformulerede og velargumenterede.

Brosnans første store rolle efter sit farvel med James Bond i 2002’s “Die Another Day” er centrum i en forrygende lille komedie, som pludseligt lukker op for en helt ny verden af muligheder for den talentfulde irske charmetrold. AV-præsentationen er fremragende, men ekstramaterialet er desværre lidt mangelfuldt. “The Matador” er et obligatorisk køb for Brosnan-tilhængere og en oplagt lejeoplevelse for alle andre. Anbefalet.


Trailer

Kort om filmen

Julian Noble er professionel lejemorder, og hans job bringer ham rundt i hele verden. Han bor kun på hotelværelser og bruger det meste af sin tid på at score lokale babes og drikke sig stiv. En aften, da han igen forsøger at drikke det hele væk, møder han den stille forretningsmand Danny Wright i en hotelbar. Efter et par akavede indledningsmanøvrer bliver de gode venner. Det bliver et venskab, der kommer til at ændre begge mænds liv.