Fidibus

InstruktionHella Joof

MedvirkendeJonatan Spang, Mia Lyhne, Rudi Köhnke, Lene Maria Christensen, Jesper Dahl (Jokeren), Søren Søndergaard Nielsen, Kirsten Lehfeldt, Christian Mosbæk, Anders Hove, Ditte Gråbøl, Emma Tuborg

Længde105 min

GenreKomedie, Komedie

IMDbVis på IMDb

I biografen13/10/2006


Anmeldelse

Fidibus

3 6
Regler er lavet for at blive brudt, siges det. Det gælder i hvert fald i filmenes univers, hvor man trygt kan regne med, at hvis manuskriptforfatterne har ulejliget sig med at stille regler op, så er det for, at filmens personer har noget at forbryde sig mod. Således er det også i Hella Joofs nye komedie “Fidibus”, hvor den unge Kalle må se til, mens hashbaronen Paten fængsles (det hedder han så man ikke skal være i tvivl om, at han er psykopat – hvilket man nu sjældent er alligevel). Kalle skal overtage Patens job så længe, og det er ensbetydende med, at han skal overholde tre simple regler: 1) Rør ikke Patens bil 2) Rør ikke Patens penge 3) Rør ikke Patens pige. Inden længe har vores unge ven naturligvis forbrudt sig mod dem alle.
Egentlig er Kalle retorikstuderende, men studere får han nu sjældent gjort. I stedet bliver han rodet ud i det ene hasheventyr efter det andet, sammen med vennen Agger. Efter en af de seancer kommer Kalle og Agger uheldigvis til at skylde Paten nogle penge, og Kalle ender derfor som Patens Fidibus, hvilket mere eller mindre vil sige hans stikirenddreng. Sådan går det så, indtil Paten bliver smidt bag lås og slå, og Kalle nu pludselig må passe hele gesjæften, indtil Paten kommer ud. Desuden skal Kalle tage sig af Patens pige, Sabrina, der knap nok har I.Q. til at betjene en brødrister, men som Kalle nu alligevel ikke kan lade være med at synes er ganske sød.

“Fidibus” markerer Hella Joofs tredje spillefilm efter publikumssucceserne “En kort en lang” og “Oh Happy Day”. Med “Fidibus” er hun trådt ind i et mere amerikansk tegneserieunivers, hvor karikaturerne er trukket særdeles skarpt op, og hvor de mere kloge narrer de mindre kloge. Filmen er også en satirisk kærlighedserklæring til Christiania og hashmiljøet omkring det. Ifølge forfatterne er de fleste episoder i “Fidibus” inspireret af virkelige begivenheder, som her blot er rodet sammen til en stor pærevælling af bizarre hændelser. Når man ser filmen, er det dog svært ikke at få den mistanke, at disse “virkelige begivenheder” er den slags røverhistorier som man hører fra venners venner. I dette miljø er man ikke dårlig betaler ret længe, og afdragsordninger er ensbetydende med, at man mister et lem af gangen. I “Fidibus” er al denne brutalitet dog anlagt komisk, og det er kun de virkelig utiltalende, der kommer galt af sted for alvor.

Man hører det ofte påstået, at kvinder er mindre morsomme end mænd, men det passer i hvert fald ikke i her, hvor det konsekvent er de kvindelige indslag der stjæler billedet, og er langt de sjoveste. På trods af den højt profilerede casting af Jokeren som skurk, er det først og fremmest Lene Maria Christensen der løber med filmen og giver dens bedste og sjoveste øjeblikke. Det kan godt være hendes rolle er en karikatur af “dum blondine”-typen, men den er leveret med bid og timing.

Som Paten er Jokeren ganske udmærket, selvom han på sin vis bare spiller sig selv. Mere anonyme er Jonathan Spang og Rudi Köhnke (Allans barndomsven i “Nordkraft”). De er begge habile, men deres materiale er en del mindre sjovt. For eksempel bliver Jonathan Spangs tilbagevendende vits om sin omskæring hurtigt ret trættende.

“Fidibus” giver nogle gode grin undervejs, men historien tager sig lige lovlig god tid til at blive foldet ud, i betragtning af hvor forudsigelig den er. Handlingen er i det hele taget temmelig tyndbenet til en hel spillefilm og særlig slutningen føles meget forjaget og ufuldstændig. De meget distancerede og karikerede personer gør det også svært at føle den store interesse for deres udvikling. Til gengæld skal filmen have ros for at turde forsøge sig med nogle mindre kendte ansigter, og for ikke at ligne alt det andet. Det er bare en skam, den heller ikke ligner noget rigtig godt.


Trailer

Kort om filmen

Fidibus er en småkriminel komedie om Kalle, en pæn dreng fra middelklassen, som på grund af gammel gæld og for gammelt venskabs skyld, havner som Fidibus (stik i rend dreng) for hashbaronen, Paten, men kun indtil Paten helt forskyldt ryger i brummen og Kalle blive bedt om at køre butikken imens. Og man rører ikke Patens penge, Patens bil og slet ikke Patens pige, Saby, som forøvrigt er dummere end vand, tacky klædt og ude af stand til at lægge en ordentlig makeup. Hun er også pænere uden og helt vild sød når hun sover…