Science of Sleep, The
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 6. maj 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Stephane og Stephanie er begge kunstnerisk tænkende af natur – Stéphane uddannet reklamekalenderdesigner og Stéphanie oprindeligt pianist, selvom hun nu er fast lønslave på det lokale apotek. Sammen har de to alligevel hyggelige stunder, skaber de fantaserende fortællinger ud af det rene ingenting, og accepterer i øvrigt begge uden den mindste tvivl, at de selv er del af en større fortælling med Michel Gondry som den store dukkefører.
Som fortælling er “The Science of Sleep” universel men måske også en smule banal. At kæmpe for den uopnåelige kærlighed er selvfølgelig et relativt fortærsket emne, men ikke for Stephane, der forelsker sig hovedkulds i sin nabo. Hun er dog ikke nær så interesseret som han, formodentligt fordi Stephane ved det første møde viste større interesse for veninden, Zoe (Emma de Caunes). Så det er altså også kærlighedens kvaler og særligt den ulykkelige af slagsen, der er til behandling. Og det er for så vidt fint nok.
Undervejs bliver adskillelsen mellem fantasi og virkelighed stadig mere uskarp, ligesom forholdet mellem Stephane og Stephanie da også indtager en stadig mere diffus rolle. Det er med andre ord ikke altid helt nemt at holde styr på, hvad der er del af Stephanes magiske fantasiverden, og hvad der blot er del af Gondrys samme. På samme måde er det heller ikke altid til at hitte ud af Stephanes følelsesregister, og det er i virkeligheden nok det, der er filmens konflikt – hvordan Stephanie finder om ikke nøglen til prinsessen og den hvide hest, så i hvert fald Stephane.
Selve konflikten har dog en tendens til at drukne iblandt troldmandens visuelle fiksfakserier, og derfor bliver kærlighedens problematik først ret sent rigtigt vedkommende. Alligevel er det ikke til at negligere, at “Science of Sleep” som oplevelse snarere end som en egentlig film udmærker sig med et helt aparte filmsprog, hvis mage ikke er set i rigtigt mange år. Alene det gør filmen som et kuriosum til en helt unik begivenhed.
“Science of Sleep” er tilsynelydende – på papiret i hvert fald – den rutineprægede, banale præstation, men vinder bestemt ved nærmere gennemsyn. Legen med filmen som medium gør denne udgivelse til en af årets bedste. Det kreative har med legebarnet Gondry sat sig i førersædet i denne uforlignelige perle, der kan og bør ses igen og igen for sine fantasifulde kreationer og sit fabelagtige univers. Det er til gengæld lidt ærgeligt, at billede, lyd og ikke mindst ekstramateriale ikke kan følge med filmens høje tempo.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet