Harrys døtre
Udgivet 12. maj 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
Det siger sig selv, at Ninni har svært ved at håndtere tabet af sit barn, og at hun i tide og utide opsøger Marie, hendes mand og nyfødte søn. Men det er en smule ærgerligt, at instruktør og manuskriptforfatter Richard Hobert allerede forholdsvis tidligt forvandler Ninni til en småpsykotisk, skræmmende skurk, selvom Hobert dog heldigvis aldrig gør hende decideret usympatisk og dermed dramaet mere banalt og mindre interessant.
Skuespillerne gør det for det meste glimrende – især Lena Endre og Amanda Ooms er mindeværdige i de altoverskyggende hovedroller. Man føler vitterligt, at de to damer har kendt hinanden hele livet, og det er på grund af Endre og Ooms, at man hele vejen igennem sympatiserer med søstrene, tror på dem og investerer sig i plottet. Iwar Wiklander skuffer dog en smule som Harry, men rollen er nu også en anelse kedelig og overraskende indholdsløs. Og hvem det end var, der besluttede sig for at bruge storladen, keltisk musik i adskillige scener, fortjener en højlydt skideballe.
“Harrys døtre” er en velspillet, ofte medrivende og endda intens film. Men Richard Hoberts svenske produktion er desværre en smule kluntet fortalt og ikke just forbandet original. Transferet er middelmådigt, men lydsporet er derimod fint. Der er intet værdifuldt ekstramateriale, så hvis du er fristet til at investere i udgivelsen, så vent til prisen bliver nedsat, medmindre du er en yderst utålmodig og dedikeret tilhænger af skandinaviske familiedramaer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet