Udødelig intensitetFå film har egenhændigt formået at genoplive en genre på samme måde som Danny Boyles uforlignelige, britiske zombiethriller “28 dage senere” fra 2002. Mængden af gysere om halvdøde, blodtørstige uhyrer er mildt sagt eksploderet siden dengang, og det er svært at mindes én eneste nyproduceret zombiefilm, der ikke har ladet sig inspirere af Boyles fabelagtige genreklassiker. Men af en eller anden årsag har tanken om en toer altid virket underlig. Den første films slutning lagde ikke just op til en fortsættelse, og det lignede en umulig opgave at reproducere originalfilmens særegne kvaliteter i et nyt kapitel i samme univers. Da det blev offentliggjort, at det ikke var Boyle, men derimod en forholdsvis ukendt spanier, der skulle stå bag “28 uger siden”, sukkede mange.

Men Oscar-nominerede Juan Carlos Fresnadillo har vitterligt lavet en solid genrefilm, der genbruger flere af den første films bedste elementer, mens den tillige skaber sin helt egen, uafhængige fortælling og befolker den med helt nye figurer. “28 uger senere” er snarere en hyldest end en fortsættelse, og den er så selvstændig, at den sagtens kan ses uden kendskab til etterens begivenheder. Som titlen antyder, foregår filmen omtrent et halvt år efter den første. Storbritannien er en smadret ødemark fyldt med udsultede zombiers rådne lig. Det amerikanske militær drager til landet og begynder så småt at transportere mennesker ind, så nationen kan komme op at stå igen.

Blandt de tilbagevendende beboere er børnene Andy og Tammy, der genforenes med deres far, Don, som gemmer på en ætsende hemmelighed. Og der går selvsagt ikke pokkers længe, før alting går galt, og en lille gruppe overlevende pludselig er på flugt gennem Londons gader forfulgt af dyriske monstre. Den sædvanligvis glimrende Robert Carlyle er både sympatisk og frastødende som Don, mens Rose Byrne ligeledes gør indtryk i rollen som militærsygeplejersken Scarlet, der opdager en potentiel kur mod infektionen. Mackintosh Muggleton og især Imogen Poots, der virker langt mere moden og ældre, end hun vitterligt er, brillerer som børnene. Men ensemblets stjerne er Jeremy Renner, som spiller en sympatisk soldat, der har svært ved at acceptere sine overordnedes barske ordrer.

Ligesom genrens bedste værker (såsom George A. Romeros skelsættende produktioner) er “28 uger senere” både afsindig spændende, særdeles uhyggelig og samtidig indholdsmæssigt relevant. Når virusen slipper løs og begynder at inficere befolkningen, er militærets løsning enkel og foruroligende: dræb alt, der bevæger sig. Det er en langtfra subtil hentydning til den måde, nutidens ordensmagter opererer på, hvor moral, etik og almen tålmodighed til tider overtrumfes af ubarmhjertig kynisme med ofte tragiske følger.

Visuelt er filmen langt mere storladen end sin DV-optagede forgænger. Luftbillederne af London er betagende og frygtindgydende på samme tid, og John Murphy har komponeret et fornemt score, der er helt på højde med det, han skrev til seriens første del. Filmens polerede facader gør den alligevel mindre nervepirrende og plausibel end den første film. Og modsat “28 dage senere” løber fortsættelsen uheldigvis også tør for ideer før filmens endelige akt, der virker forbavsende rodet og sjældent uhyggelig. Men alene filmens start er entréprisen værd. Begyndelsen er et grusomt og uforudsigeligt sansebombardement, som muligvis er genrens stærkeste anslag til dato.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “28 uger senere” er æstetisk anderledes end “28 dage senere” – billederne er pænere og mere filmagtige. Derfor kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at den forholdsvis nyudgivne thriller ser godt ud på dvd. Kontrasten er virkelig god, hvilket selvsagt er meget betydningsfuldt, når der er tale om en film, som ofte foregår om natten eller i dunkle lokaler. Farverne er med vilje blevet drænet, men de fremstår samtidig attraktive og troværdige. Der er en smule gryn, men snarere end at distrahere skænker det transferet et lettere celluloidagtigt udseende. Edge-enhancement og billedlig blødhed hænder sjældent, mens komprimeringsfejl aldrig optræder.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er nydeligt. Som så mange andre moderne gysere er “28 uger senere” ferm til at bruge hele kanalnetværket til at skabe en trykkende følelse af, at historiens onde kræfter kan poppe op når som helst i ens egen stue. Der er talrige virkningsfulde panoreringer, og både slagkraftige og subtile lydeffekter produceres på fornem vis af højtalerne. Dialogen er til tider en anelse uklar, men aldrig så utydelig, at man bliver irriteret. John Murphys musik lyder overordentlig distinkt og folder sig godt ud i samtlige højtalere. Subwooferen er uhyre aggressiv – til tider måske endda en lille tand for aggressiv: når eksempelvis militærets jetfly flyver forbi kameraet, synes LFE-kanalens lydniveau at være en smule for højt i forhold til resten af lydsidens elementer. Men lydsporet er under alle omstændigheder et effektivt og fornøjeligt mix.

EkstramaterialeFresnadillo har indtalt et interessant kommentarspor sammen med produceren Enrique López Lavigne. Parret forfattede også manuskriptet sammen, og de har mange fascinerende anekdoter i ærmerne. Stort set hvert eneste aspekt af produktionen berøres, og der holdes forholdsvis få pauser. De to sydeuropæere taler ganske godt engelsk, men man skal nok ikke gumle knasende chips, mens de ytrer sig, hvis man vil fange det hele.

I alt tre featuretter er inkluderet: “Code Red: The Making of 28 Weeks Later” (13 min.), “The Infected” (7 min.) og “Getting into the Action” (7 min.). De korte dokumentarer omhandler alt fra skuespillerne til filmens stunts, men det er en skam, at de ikke alle er lidt længere. “28 Days Later: The Aftermath” (15 min.) er et par flotte, men rodede tegnefilm, som byder på uddrag fra et par tegneserier, som foregår i filmseriens univers. Derudover er der inkluderet to uinteressante slettede scener og filmens biograftrailer.