Star Trek: Deep Space Nine - Sæson 6

MedvirkendeAlexander Siddig, Michael Dorn, Colm Meaney, Avery Brooks, Rene Auberjonois, Terry Farrell, Cirroc Lofton, Armin Shimerman, Nana Visitor, Mark Allen Shepherd

Længde880 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Drama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Star Trek: Deep Space Nine – Sæson 6

5 6
Sidste afsnit i den 5. sæson af “Star Trek: Deep Space Nine” var et af de mest dunkle, overraskende og opsigtsvækkende afsnit i Star Treks historie. En cliffhanger, der endelig slog det klassiske “Star Trek: The Next Generation” dobbeltafsnit “The Best of Both Worlds” af tronen som den største Star Trek cliffhanger til dato. Det så sort ud for DS9 besætningen. Sisko og co. blev tvunget til at evakuere DS9 efter et voldsomt angreb på stationen udført af ‘The Dominion’. Og den glubske, magtsyge, forræderiske Gul Dukat overtog derefter stationen i selskab med den mysteriøse, koldblodige Weyoun.
Så snart 6. sæson starter, bliver det øjeblikkeligt klart, at tingene bestemt ikke er forløbet særlig godt i de få måneder, der er gået, siden Sisko måtte forlade DS9, endda med sin søn ombord. Føderationen og klingonerne taber stort set alle deres kampe mod ‘The Dominion’ og disses cardassianske allierede, mens de fleste andre stormagter i galaksen ønsker at forholde sig neutrale. Livet ombord på DS9 er heller ikke let. Odo og Kira er tvunget til at arbejde sammen med rumstationens onde magthavere, og for hver dag der går, kommer cardassianerne og ‘The Dominion’ et skridt nærmere mod at fjerne det gigantiske minefelt, som, placeret ved indgangen til Ormehullet, er det eneste, som står mellem Alfa-kvadranten og tusindvis af ondsindede Jem’hadar rumskibe.

Selv om 6. sæson af “Deep Space Nine” er spækket med konflikter, slagsmål og krig, betyder dette dog langtfra, at sæsonen blot er én lang monoton krigsmontage. Der bliver også tid til nogle mere ‘lette’ afsnit, såsom “You Are Cordially Invited” (Worf og Dax bliver gift), “One Little Ship” (en rumfærge bliver skrumpet ned til ca. én centimeters størrelse), “His Way” (den holografiske sanger Vic Fontaine gør sin første optræden i serien) og “The Magnificent Ferengi” (Quark og Roms mor bliver kidnappet af ‘The Dominion’, hvorefter de slår sig sammen med et par andre ferengier for at redde hende tilbage – muligvis seriens sjoveste afsnit nogensinde, hvor selveste Iggy Pop gæsteoptræder).

Men det er dog uden tvivl Dominion-krigen, som er mest i fokus i denne sæson. Det er højst forbløffende, at seriens manuskriptforfattere formåede at lade en krig udfolde sig i Star Trek universet, og tillige at lade den køre igennem resten af serien. De første seks afsnit af 6. sæson hænger så tæt sammen, at det nærmest kan ses som ét langt afsnit. En fremragende start på en fremragende sæson.

Der er et par andre afsnit, som også bør nævnes. “Far Beyond the Stars” er et uhyre velspillet og velinstrueret afsnit, der på fineste vis tager emner som racisme, fordomme og accept op, uden overhovedet at ‘kamuflere’ debatten med en overvældende mængde science-fiction sludder. Guldklumpen i en sæson af guldklumper er afsnittet “In the Pale Moonlight”, hvori Sisko sætter sig for at få de mistroiske romulanere med i krigen på Føderationens side. Det er en utrolig velskruet historie om moral, dobbeltmoral og etik. Sæsonen slutter med “Tears of the Prophets” – et glimrende afsnit, der dog føles som et lille antiklimaks, på trods af, at det hoster op med mordet på et af stationens vigtigste besætningsmedlemmer.

VideoPræsenteret i 4:3 Full Screen format. Ligesom alle de forrige “Deep Space Nine”-sæsoner ser 6. sæson aldeles glimrende ud på dvd. Billedet er skarpt, der er ingen distraherende former for edge-enhancement, og kontrasten er rigtig fin. Farverne ser en lille smule udtørrede ud en sjælden gang imellem, men oftest er de klare og varme, ligesom de bør være.
AudioAlle Dolby Digital 5.1 Surround lydsporene, der har været inkluderet i de sidste fem “Star Trek: Deep Space Nine” dvd-udgivelser, har været særdeles imponerende, men der er alligevel langt flere effektive surround-effekter i denne udgivelse end i de tidligere. Rumskibe synes nu at flyve hen over hovedet på seeren, og eksplosioner runger med en effekt, som får en til at føle sig langt mere inde i selve DS9 universet end nogensinde før. Dialog er som altid tydelig og ren, og musikkens slående auditive dybde og intensitet er stadigvæk det mest imponerende, som lydsporene har at byde på.
Ekstramateriale”Mission Inquiry: Far Beyond the Stars” (8 min.) handler om det fænomenale afsnit “Far Beyond the Stars”. Manuskriptforfatter Ira Steven Behr og mange af skuespillerne fra serien diskuterer afsnittet, som de alle regner blandt seriens bedste nogensinde.

“24th Century Wedding” (10 min.) handler om brylluppet, der finder sted i afsnittet “You Are Cordially Invited”. Det er hovedsagelig manuskriptforfatter Ronald D. Moore og skuespillerinden Terry Farrell (Dax), som kommenterer afsnittet, men instruktør David Livingston og skuespiller Aron Eisenberg (Nog) kommer også med nogle interessante og morsomme anekdoter.

I “Crew Dossier: Julian Bashir” (14 min.) snakker skuespiller Alexander Siddig om sin rolle som seriens enigmatiske doktor, Julian Bashir. Der bliver bl.a. talt om karakterens venskab med O’Brien og Dax, karakterens stærke udvikling i løbet af serien og en smule om Bashirs cardassianske ven, Garak.

I samme dur er “Crew Dossier: Quark” (15 min.), hvor det bare er Quark der bliver talt om. I “Inside ‘One Little Ship'” (4 min.) fortæller special-effects manden Gary Hutzel om arbejdet med afsnittet “One Little Ship”. I “Sketchbook: John Eaves” (9 min.) får vi vist en hel del storyboards og sketch-tegninger af Eaves, som også fortæller om konstruktionen af nogle af rekvisitterne, der blev brugt i 6. sæson.

De to dokumentarer “Ferengi Rules of Acquisition: The Beginning” (5 min.) og “Ferengi Rules of Acquisition: The Sequel” (7 min.) handler om de talløse ‘Rules of Acquisition’ – en af serie finans-rådgivende sætninger, som nærmest konstituerer hele ferengi racens moralkodeks. 10 gemte “Section 31” videoklip og et billedgalleri runder pakken af.

Mange fans betragter seriens 6. sæson som værende dens allerbedste, og det er let at se hvorfor. Der er vitterligt gang i den fra start til slut, og kvalitetsniveauet ligger meget højt hele sæsonen igennem. Lyd- og billedkvaliteten er høj, og ekstramaterialet er godt, så det skulle ikke komme som nogen overraskelse, at denne dvd-udgivelse hermed bliver anbefalet på det kraftigste.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Det første stabile ormehul, der viser sig at være beboet af mystiske tidsløse rumvæsner, opdages af stjerneflåde officer Benjamin Sisko, kommandør på rumstationen Deep Space Nine. Genvejen igennem ormehullet sparer rejsende rumskibe ca. 60.000 lysår, til en fjern del af galaksen, kaldet Gamma kvadranten.

Efter en mindre konflikt tager stjerneflåden og det bajoranske folk kontrol over ormehullet og med et bliver stationen Deep Space Nine et samlingspunkt for rejsende til den fjerne part af galaksen. Der går dog imidlertid ikke lang tid før ormehullet og en vis stormagt på den anden side, viser sig at være en enorm trussel for Alfa kvadranten, og inden længe befinder Benjamin Sisko og hans besætning sig midt i en krig der måske kan udslette hele Alfa kvadranten.