H. C. Andersens velkendte historie om den grimme ælling, der med tiden udviklede sig til en stor, pragtfuld svane, er formentligt velkendt prosa for langt de fleste børn og voksne. Nu har den aldrende fortælling imidlertid fået nyt blod og nyt liv i animationsfilmen “Den grimme ælling og mig”, der uden tvivl må høre til en af dansk films allerstørste satsninger inden for sin genre.

Vi er naturligvis helt i tråd med historien om det stakkels kræ, der må gå så grueligt meget igennem, før det for alvor kan baske med vingerne og hævde sig som Danmarks prangende nationalfugl – svanen. Nu er “Den grimme ælling og mig” imidlertid heller ikke bare en relancering af det klassiske eventyr, men snarere en nutidig fortolkning, der giver fortællingen sin helt egen personlighed og sit helt eget præg, der i øvrigt bakkes solidt op af de animerede figurtegninger.

I den opdaterede og således animerede version er ællingen, her meget passende lydende navnet Grimme, ikke den eneste, der gennemgår en afgørende forvandling. Også den nederdrægtige og selvoptagede rotte, Rotto, der i og for sig er det egentlige omdrejningspunkt et langt stykke af vejen, er genstand for en eklatant make-over. De to figurer mødes ved lidt af et sammentræf, hvor Rotto af ren og skær nød og spekulation udgiver sig for at være den grimme ællings fædrende ophav, mens Grimme fra starten blot er et æg. Sammen tager de rejsen – i mere end én forstand – mod et legendarisk tivoli, der angiveligt skulle kunne gøre begges lykke.

Selv om “Den grimme ælling og mig” udvikler sig i en habilt underholdende retning med et til tider ganske levende og eventyrligt, billedmagisk sprog, er filmen som helhed ikke helt igennem vellykket. Holdet bag har uden tvivl evnet at give filmen en kærkommen sjæl og varme, men desværre ikke uden at lægge beslag på originaliteten, som er en mangelvare i udtalt grad. Det er naturligvis forsvarligt at referere til andre film i større eller mindre grad, men når hele konceptet er bygget op om lignende animationsfilm, som det her er tilfældet, er det problematisk. Således er det ikke svært at aflæse inspiration fra sekvenser i både “Shrek”, “Toy Story” og sågar “Ringenes herre”.

“Den grimme ælling og mig” er en dannelseshistorie med de traditionsbundne fortegn. Og efter de forskrifter – med muntre gimmicks og dybtstikkende figurtegninger til følge – fungerer det animerede eventyr da – men nok mest for de mindre størrelser. For et ældre publikum vil karaktererne nok savne noget af den politiske ukorrekthed, som særligt Anders Matthesens “Terkel i knibe” udmærkede sig med. De træk bliver først – sammenflettet med en egentlig konflikt – evidente ret sent i fortællingen og hyppigst personificeret igennem den spidsørede gnaver, Rotto, og den rottejagende kat, Ejnar.

Den egentlige hovedperson – Grimme – bliver undervejs halvvoksen teenager i nattens mulm og mørke, til stor overraskelse for både farmand Rotto, for publikummet og formentligt også for ham selv. Det betyder – ikke overraskende – amoriner i luften, teenageoprør og pubertære udmeldinger, der, hvorom alting er, yder historien et velplaceret ansigtsløft. Tonen bliver anderledes befriende og hverdagsgenkendelig, når Grimme udskriger sine frustrationer over forældre, følelser og forelskelse. Beskrivelsen af den vordende ungdommer rammer her med imponerende præcision og gør, at “Den grimme ælling og mig” på sigt også har noget at tilbyde sit voksne publikum.

Filmens stemmer tilhører blandt andre Søren Fauli, Lars Hjortshøj og Klaus Bondam, der trods en gennemtrængende genkendelighed fra helt andre sammenhænge trods alt leverer en indlevende og engageret vare. Som helhed har “Den grimme ælling og mig” kvaliteterne i orden, men alligevel bliver niveauet aldrig bedre end jævnt underholdende – ikke mindst takket være manglen på originalitet og skarpskåret humor.

Video”Den grimme ælling og mig” leveres i et anamorphic widescreen 1.77:1 format, der tager sig blændende ud. Intet mindre. De flotte animationer står knivskarpt i billedet, der er blottet for digitale forstyrrelser af nævneværdig karakter. Også farvetemperaturen holder sig på et konstant niveau.

AudioOgså lyden tager sig ganske godt ud. Det danske lydspor leveres, ligesom det medfølgende finske og engelske ditto, i et Dolby Digital 5.1 format, som er ganske velkomponeret. Musik og effekter kommer massivt ud fra fronthøjtalerne, mens baghøjtalerne halter lidt og godt kunne spille en større rolle. Alligevel er det ikke til at komme uden om, at lyden i “Den grimme ælling og mig” er rigtigt velfungerende og på fin vis understøtter billedsiden.

EkstramaterialeLigesom filmen er også ekstramaterialet på et jævnt niveau, men fokuserer trods alt udelukkende på “Den grimme ælling og mig”. Der er således teasers for filmen fra henholdsvis 2000 og 2006, en trailer for den endelige film, bag kulisserne optagelser, en animeret musikvideo samt en mindre gimmick med manuskriptforfatteren Mark Hodkinson. Det er ikke noget fabelagtigt udbud men er dog et nogenlunde supplement til filmen.

H.C. Andersens klassiske eventyr udsat for en overhaling. Blandt årets store udbud af animationsfilm, skal der også findes en dansk en af slagsen. Danske A. Film tager os med ind i hønsegården i en nyfortolkning af historien om den lille fugl, der slet ikke passer ind nogle steder.

Rotten Rotto er en plattenslager af værste skuffe. Han er omrejsende manager for et kummerligt varietéshow med en regnorm som eneste optrædende. Rottos store drøm er at komme til et rigtigt tivoli og få succes. Under en flugt fra hunrotten Doris og hendes to slagkraftige brødre havner han på taget af et tog, der tager ham langt fra København. Ad omveje havner han i en hønsegård sammen med et æg fra en nærliggende sø. Ud af ægget hopper en tyk, lille ælling, der slet, slet ikke ligner noget nogen i hønsegården har set før. Rotto får i sidste øjeblik overbevist de sure høns, der ikke bryder sig om hans tilstedeværelse og gerne vil give ham et ordentligt lag tæsk, om at han er ællingens far. Den driftige rotte vil gøre alt for at slippe ud af hønsegårdens fængsel, men det er ikke nemt, når man pludselig hænger på en stakkels ælling, der desperat ønsker kærlighed og opmærksomhed.

Men flygte gør han, med ællingen, nu blot kaldet Grimme, på slæb. Rotto opdager, at Grimme har talent for at underholde med sin klodsethed og uformelige krop, og beslutter sig for at udnytte det frem for at efterlade ællingen til sig selv. Det umage par får følgeskab af anden Freja, mens de begiver sig af sted mod guldet for enden af regnbuen, tivoliet, hvor Rotto forventer stor succes, nu hvor regnorm er udskiftet med ælling. Ælling bliver dog ikke ved med at være ælling, Grimme vokser og bliver en teenager med alle de problemer det bringer med sig.

A. Film har før gjort sig udmærket på animationsmarkedet, og er bestemt det danske flagskib hvad det angår. Men man skal jo ikke honorere en film blot fordi den er danskproduceret, og “Den grimme ælling og mig” fejler på flere områder. Naturligvis skal man ikke forvente, at animationen kommer op på Disney’ske højder, men man bliver en smule irriteret over den lidt kantede grafik, og filmen minder flere steder mere om noget fra et computerspil end en spillefilm. Man savner lidt mere tekstur og finesse. På enkelte områder er animationen ganske udmærket, men som helhed kommer den til kort overfor sine egne ambitioner.

Man kunne så lade det være ved det, og det ville nok ikke genere så meget, hvis man kunne finde kvaliteten i fortællingen. Gendigtningen af eventyret om den grimme ælling er her langt fra vellykket, og man skøjter mellem moralske værdier og en lærebog i teenagerens tilværelse, hvilket oprigtigt talt bliver trættende og dødhamrende forudsigeligt i længden. Filmen er for børn, og de vil sikkert more sig med mellemrum, når rotten eller regnormen kommer til skade, men der er absolut intet at hente for det voksne publikum. Dialogen er simpel og lige ud ad landevejen, det hele foregår på det samme plan, og man savner lidt mere bid, som de fleste børn nok også ville sætte pris på.

Det absolut bedste ved filmen er de danske stemmer. Søren Fauli er en fremragende Rotto og Nikolaj Lie Kaas er fantastisk som den pubertære Grimme. Havde man blot lagt lige så meget i manuskript og fortælling som i instruktionen af stemmerne, var man kommet langt videre. I øvrige roller ses blandt andet Hella Joof og Lars Hjortshøj, der også begge skal roses sammen med det øvrige cast.