Spiderwick fortællingerne

InstruktionMark Waters

MedvirkendeFreddie Highmore, Sarah Bolger, Nick Nolte, Mary-Louise Parker, David Strathairn, Martin Short, Andrew McCarthy, Joan Plowright, Jordy Benattar, Tod Fennell

Længde96 min

GenreDrama, Drama, Adventure, Adventure, Fantasy, Fantasy, Familie, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen14/03/2008


Anmeldelse

Spiderwick fortællingerne

4 6
Ganske fortryllende fortællinger

“Spiderwick fortællingerne” er endnu et eksempel på en hæderlig familiefilm, der overses af de fleste biografgængere, mens mere ordinære seancer derimod tjener kassen. Ligesom “Terabithia – et hemmeligt land” og “The Water Horse”, der ligeledes hurtigt røg af plakaten, er “Spiderwick fortællingerne” opsat på at overbevise os om, at vores egen verden også er fantastisk, og at et barn ikke behøver at være troldmand eller hedde Harry Potter for at brillere. Dét er åbenbart noget, som afskrækker mange børnefamilier og endda ældre seere, som altså hellere vil forføres af computergenererede verdener og disses ofte livløse figurer.

“Spiderwick fortællingerne” er langtfra perfekt, men man må beundre den for at tage hånd om problemstillinger, som dens artsfæller sædvanligvis skøjter let og elegant over. Udover ondsindede trolde og andre dæmoner må fortællingens børn også døje med deres forældres skilsmisse, deres fars problematiske fravær, deres nye bopæls afstand fra gamle kammerater og skoler samt (ikke mindst) hinanden. Det er ærgerligt, at der er så få familiefilm, der giver børn noget at relatere sig til, at film som “Spiderwick fortællingerne” må betegnes som modige og anderledes.

Filmen er blevet kritiseret af nogle for at være for dyster og skummel for børn. “Spiderwick fortællingerne” er da ganske vist heller ikke egnet for de allermindste. Især historiens sidste akt byder på mange skræmmende monstre og gedigen uhygge, mens selv dem, der for længst har lagt puberteten bag sig, formentlig vil spjætte lidt under en underjordisk flugtscene. Men filmmagerne bør hyldes for at have lavet en film, der minder børn om, at valg har konsekvenser, at verden ikke er helt ufarlig, og at ikke alle problemer kan løses med en magisk tryllestav. Produktionens dystre islæt gør den også mere uforudsigelig og selvsagt mere fornøjelig for ældre tilskuere.

Computereffekterne er sædvanligvis troværdige nok til at forhindre, at stemningen krakelerer. Desværre er James Horners score kedeligt og består hovedsageligt af musikalske passager fra flere af Horners tidligere kompositioner. Langt bedre er skuespillerne. Freddie Highmore er desværre efterhånden så gammel, at vi formentlig snart ikke længere vil opleve det unge energibundt udmærke sig i familiefilm. Han spiller to tvillingebrødre, Jared og Simon, som sammen med deres storesøster, Mallory, og børnenes mor flytter ind i et hus, der befinder sig lige i nærheden af en gruppe monstre, der er ude efter en helt særlig bog, som befinder sig i familiens nye bopæl.

Highmore har ingen problemer med skiftevis at spille den kække Jared og den nørdede, stilfærdige Simon. Og hans amerikanske accent er heldigvis ligeså overbevisende som hans imponerende skuespil. Tempoet er filmens akilleshæl. Det tager tid for den at komme op i omdrejninger, og introduktionen af de overjordiske elementer er så forhastet, at man desværre ikke opnår helt den ærefrygt eller beundring for dem, som man burde. Intensiteten under filmens sidste del understreger, hvor sløvt tempoet undertiden har været forinden. Men med en spilletid på kun halvanden time bliver filmen aldrig decideret kedelig, og den spilder aldrig tid på unødvendige sidefortællinger og lange redegørelse i modsætning til hovedparten af “Harry Potter”-filmene.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. En nyproduceret familiefilm som “Spiderwick fortællingerne” burde have set bedre ud på dvd. Filmen ser dog ikke ligefrem dårligt ud. Kontrasten er sædvanligvis god. Der er talrige nattescener og sekvenser i dunkle lokaler, der byder på masser af visuel information i billedets mørkeste områder. Billedet er desværre aldrig knivskarpt, men heldigvis heller aldrig decideret uskarpt. Farverne virker kun sjældent en smule matte, mens edge-enhancement desværre optræder i flere skud. Komprimeringsfejl figurerer også i nogle af filmens mørkeste scener.

Audio

Udgivelsens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er heldigvis bedre end transferet. Filmens lydside er spækket med herlige subtile og tydelige auditive påfund, der gør positivt indtryk. Både høje og dybe toner går klart igennem. James Horners musik benytter sig primært af fronthøjtalerne, men folder sig til tider også en smule ud i baghøjtalerne på de rette tidspunkter. Ingen støj optræder, og der er et par ganske nydelige panoreringer. Desværre bærer lydsiden undertiden præg af, at filmen skal være overkommelig for børn. Der er grænser for, hvor meget gennemslagskraft lydeffekter må have i amerikanske familiefilm. Derfor er der flere tidspunkter, hvor man efterlyser lidt mere punch og aktivitet. I øvrigt bør det pointeres, at underteksterne af og til optræder en anelse forsinkede.

Ekstramateriale

Trailere til “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”, “Kung Fu Panda” og “Drillbit Taylor” vises, inden man præsenteres for dvd’ens menu. “Spiderwick: It’s All True!” (7 min.) er et ligegyldigt interview med instruktøren Mark Waters, der gennemgår flere af filmens rekvisitter og karakterer. Waters siger intet, som filmen ikke udtrykker i sig selv. Dokumentaren “It’s a Spiderwick World” (9 min.) er bedre, men desværre også meget kort. Den indeholder bl.a. et par nogenlunde interviews med forfatterne bag bøgerne, som filmen tager udgangspunkt i. Derudover medfølger en lille tekstguide, der ligesom interviewet med Waters gennemgår flere facetter af fortællingens univers. Men denne guide føles også overflødig, eftersom den næsten intet nyt bemærker.

“Spiderwick fortællingerne” er en ujævn, men charmerende familiefilm. Den er aldrig nedladende over for sit publikum, og den er heller ikke bange for at kombinere fantasifuld virkelighedsflugt med sober og relevant granskning af reelle barndomstraumer. Dvd’ens transfer og ekstramateriale skuffer, men lydsporet er glimrende. Hvis man er træt af familiefilm, som stolt praler af at være dystre og troværdige, men vitterligt blot er konventionelle og kommercielle metervarer, så bør man afgjort opstøve “Spiderwick fortællingerne”.

Spiderwick fortællingerne

4 6
Uhyggelig underholdning for børn”Spiderwick fortællingerne” er baseret på rækken af børnebøger af samme navn. I stedet for at lave en længere filmserie ud af materialet, har man valgt at samle det hele i én enkelt film. Det er der kommet et ganske udmærket resultat ud af, selv om kendere af bøgerne nok vil savne en del.
Når far og mor bliver skilt, er det ofte børnene, der kommer i klemme. Det er også tilfældet i familien Grace. De tre børn, tvillingerne Jared og Simon og deres storesøster Mallory, bliver efter deres forældres skilsmisse nødt til at flytte med deres mor væk fra New York og ud på landet. Her ligger der et gammelt, afsidesliggende hus, der tidligere har tilhørt deres grandonkel Arthur Spiderwick. Straks efter deres ankomst begynder der at ske mærkelige ting og ulykker. Jared, der surmuler og er den, skilsmissen har ramt hårdest, får skylden for at stå bag. Men da han begynder at undersøge, hvad det er, der sker, opdager han en verden, han aldrig har set før.

Han møder en række sære væsener og ikke mindst husets vogter, den lille husalf Thimblethack. I starten er der ingen, der tror på Jared, men da hans bror bliver bortført af gobliner, bliver hans søskende hurtigt overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord. Det viser sig, at Arthur Spiderwick har tilbragt sit liv med at studere magiske væsener, og alle hans studier har han samlet i en bog. Denne bog vil den onde dæmon Mulgarath gøre alt for at få fat i, så han kan blive stor og mægtig. Snart invaderes huset af den onde dæmons hær af gobliner, og børnene må gøre alt, hvad de kan, for at beskytte dem selv, bogen, og hele den verden af alfer, trolde og andre magiske skabninger, hvis eksistens er truet af Mulgarath.

“Spiderwick fortællingerne” har fået en aldersgrænse på 11 år, og det er meget fornuftigt, da det er en til tider meget voldsom film, der helt sikkert vil skræmme de yngste. Filmen er for de større børn, og holder man af “Harry Potter”- og “Narnia”-filmatiseringerne, vil filmen bestemt have en bred appel. På trods af at det i bund og grund er en børnefilm, er der heldigvis ikke sparet på effekterne, og de CGI-skabte monstre fremstår meget virkelige og troværdige.

I det hele taget har filmen et flot visuelt udtryk. Samtidig er der også lagt et solidt arbejde i selve fortællingen, og historien om de tre børn, hvis verden lige er blevet vendt op og ned af en skilsmisse, er nærværende uden at kamme over i det kvalmende. Selv om det ikke er det store episke eventyr, vi er ude i her, fungerer filmen fint i sit eget lille univers, og der er fuld fart på det meste af tiden. Det er herligt at se en børnefilm, hvor der bliver talt direkte til fantasien, uden at det bliver gjort utroværdigt og nedladende. “Spiderwick fortællingerne” er ikke nogen banebrydende film, men den er godt skruet sammen og ganske underholdene et langt stykke hen ad vejen.


Kort om filmen

Mærkelige ting begynder at ske, da familien Grace, som består af drengen Jared, hans tvillingebror Simon, søsteren Mallory og deres mor, forlader New York og flytter til et gammelt, afsidesliggende hus, som tilhører deres grand-grandonkel, Arthur Spiderwick. Da resten af familien ikke kan forklare, hvorfor der pludselig begynder at ske uforklarlige ulykker og ting forsvinder, får Jared skylden. Men da han sammen med Simon og Mallory begynder at undersøge, hvad det er, der er på færde, opdager de, at Spiderwick-huset gemmer på en fantastisk hemmelighed og ikke mindst et væsen, som bor der.