Disaster!

InstruktionRoy T. Wood

MedvirkendeJim Cummings, Glenn Morshower, Danny Mann, Steve Mackall, Jeannie Elias, Heather Capps, Isaac C. Singleton Jr., Nikki Sixx, Tommy Lee, Eli Roth

Længde83 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Komedie, Komedie, Animation, Animation, Dukkefilm, Dukkefilm

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Disaster!

3 6
Taglinen til crazy-komedien “Disaster!” lyder således oversat til dansk: ”I rummet kan ingen høre dig prutte.” Faktisk kan man snarere ikke høre andet i Roy T. Woods spøjse stop-motion spillefilm. Den er fyldt til randen med nok afføringsjokes og pruttehumor til at give selv Farrelly-brødrene hovedpine. Men i modsætning til størstedelen af netop dét brødrepars ensformige juks, så har “Disaster!” bestemt sine øjeblikke, når den ikke har travlt med at sigte efter laveste fællesnævner med sit uoverskuelige sortiment af ekskrementrelateret nonsens.
“Disaster!” tager pis på adskillige populære katastrofefilm, hvor især Michael Bays “Armageddon” står for skud. Præcis ligesom i Bays blockbuster får det særprægede persongalleri her i “Disaster!” til opgave at lande på en enorm asteroide, som er på direkte kollisionskurs med Jorden. Her skal de plante og detonere nogle atombomber i et forsøg på at afværge kollisionen. Det er naturligvis altid en balancegang at parodiere så bombastiske og pompøse film som “Armageddon”, der i forvejen er omgivet af en lettere komisk aura, bare fordi de er så ubeskriveligt utroværdige og på mange måder stupide (men samtidigt enormt underholdende).

Men instruktør Wood og hans lille hold af arbejdsomme stop-motion animatorer har på mange måder klaret opgaven med bravur. Filmens største problemer (og de er desværre meget store) er dens halvkedelige første akt, som er lidt for lang tid om at komme i gang, samt den førnævnte uendelige strøm af pruttejokes, der, når de bliver leveret så ofte i løbet af halvanden time med så kneben variation, hurtigt bliver trættende både at se på og lytte til. Men genrens konventioner bliver ofte udstillet og hånet med manér. Samtlige figurer er flamboyante stereotyper, så ekstreme i deres væremåde, at de i den grad er med til at styrke morskaben.

Faktisk er filmmagernes største bedrift ikke at have kreeret en hel del humoristiske segmenter, som rent faktisk fungerer, men at have gjort det åndssvage persongalleri så festligt og i sidste ende nærmest sympatisk, at man rent faktisk hygger sig, blot fordi man er i deres selskab. Især filmens Bruce Willis-agtige leder og William Shatner-inspirerede rumfærgekaptajn vækker latter.

Filmens håndlavede figurer og miljøer er forholdsvis nydelige, og selvom filmens oftest platte vitser lige så ofte rammer plet, som de rammer ved siden af, er det sjældent, man tager sig selv i rent faktisk at stirre på uret. Men den betragtelige mængde ineffektive vitser og enerverende plathed forhindrer filmen i at kravle ind i det nærtliggende 4-stjernede territorium.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. For en lille, billig og forholdsvis ukendt dukkefilm, ser “Disaster!” overraskende godt ud. Billedet er skarpt hele vejen igennem, og der er ingen nævneværdige tilfælde af edge-enhancement eller digital støj. Farverne fremtræder af og til en anelse for matte, og farvetemperaturen svinger lidt et par gange, men det er bestemt til at leve med. Kontrasten er også fin. Billedsiden lider dog af et mærkeligt interlacing-problem, som ikke er tydeligt på alle monitorer. Mit tv kunne godt kompensere for fejlen (problemet var dog tydeligt, hvis man gennemgik filmen billede for billede), men anderledes gik det, da jeg afviklede filmen via dvd-rom drev. Bevægelserne efterlader, hvad der nærmest kan kaldes et billedligt ekko, og ved flere af sceneovergangene synes billederne at “smelte sammen”. Det er ikke en fejl, som vil irritere alle, men den burde ikke have været til stede.

Audio

Filmens hårdtpumpede, eksplosive lydside bliver præsenteret i både Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 format. DTS-sporet byder på en mere solid bund og mere punch, men forskellen er ikke ligefrem enorm. Alle aspekter af lyden kommer klart igennem, og hele kanalnetværket bliver godt udnyttet. Baghøjtalerne bliver primært brugt til at gøre musikken mere grandios, men de er også med til at skabe en fin atmosfære. Nogle fede panoreringsmuligheder bliver desværre forbigået, og man savner lidt spontanitet, men filmen lyder bedre end ventet.

Ekstramateriale

“The Making of ‘Disaster!'” (19 min.) er en lille, munter featurette, som fortæller om skabelsen af filmen via adskillige mærkelige, men underholdende behind-the-scenes optagelser og diverse interviews. Dvd’en byder også på trailere til “Thank You For Smoking” (præsenteret i et mærkværdigt billedformat), “S.P.L.”, “Saw 3”, “Stormbreaker”, “The Wicker Man” og hovedfilmen.

“Diaster!” er noget af en blandet landhandel, som svinger meget mellem pure komisk guld og trættende monotoni. Såkaldte drengerøve vil med garanti more sig kosteligt, men jo lavere ens tolerance og forkærlighed for barnagtig pruttehumor er, desto mindre vil ens nydelse af filmen være. Den særprægede dukkefilm bliver præsenteret godt på dvd, men udover en enkelt featurette og et par trailere er der desværre intet ekstramateriale. Træd varsomt nærmere.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

En enorm asteoride har sat kurs mod vores hjørne af Mælkevejen og vil i løbet af få dage tilintetgøre Jorden. Slut prut finale. For at redde planeten sender mennesket de bedste, vi har. Desværre er de bedste ikke ret gode!