Ingen guldkorn i “Guldhornene”Peter Frödin og Martin Brygmann. Okay, nu hvor vi har fået opsummeret samtlige positive aspekter af det miserable bras, som bærer navnet “Guldhornene”, kan vi fluks gå videre til alt det, der er i vejen med det rædsomme makværk. Et makværk, som angiveligt er produceret til børn, men vitterligt er uegnet til forevisning for alle mennesker uanset alder. Det Brune Punktums to mandlige medlemmer skænkes uheldigvis ikke nok spilletid eller replikker til at svække mindet om filmens utallige, påfaldende defekter. Men måske er det alligevel ikke så trist igen, for selv med en forholdsvis beskeden spilletid på 88 minutter føles “Guldhornene” som en næsten uoverkommelig koncentrations- og tålmodighedsprøve.

Filmen foregår umiddelbart efter hændelserne i TV 2’s populære tv-julekalender “Jul i Valhal”, som fik børn over hele landet til at flokkes om flimmerkassen i december 2005. Familieføljetonen var da også hæderlig, men selvom hele to år fik lov til at passere mellem transmissionen af afsnittene og biografpremieren på “Guldhornene”, har manuskriptforfatterne alligevel haft mere travlt med at hapse andre folks ideer end at opdigte noget selv. Både korte øjeblikke og hele scener fra film som “Mission: Impossible”, “Indiana Jones”, “Ocean’s Eleven”, “Ringenes herre” og endda “Olsen-banden” rekonstrueres i “Guldhornene”. Man får en klar fornemmelse af, at filmen blot er lavet for at score kassen ved at udnytte “Jul i Valhal”s popularitet i stedet for at fortælle en mindeværdig, selvstændig historie.

“Guldhornene” er ydermere en af de mest ujævne film i mands minde. Kun få danske voksendramaer kan prale af at være lige så indviklede. Snørklede verbale redegørelser om magiske guldhorn og ængstelige jætter agerer bindeled mellem scenerne. Ikke ét eneste sekund er afsat til basal karakterudvikling, og hver eneste replik og scene er udelukkende designet til at fremskynde den håbløst ineffektive slutning i stedet for at give publikum incitament til at interessere sig for figurerne eller deres eskapader. De ‘humoristiske’ indfald virker alle tilfældige og påtagede, og filmen besidder færre overraskelser end en udfyldt krydsogtværs i en slidt gratisavis.

Det hjælper naturligvis heller ikke, at de fleste skuespillere leverer deres karrieres hidtil værste præstationer bl.a. takket være Martin Schmidts uhyre ujævne instruktion. Børnene er nogenlunde, men de voksne skuespillere virker (vel egentlig ganske forståeligt) afsindig uengagerede. Tænk, at en talentfuld herre som Troels Lyby, der spiller faderen til flere af fortællingens børn, kunne ryste en så mekanisk og uduelig præstation ud af ærmet. Lybys stædige forsøg på at virke akavet på en charmerende facon fejler totalt, og man sidder virkelig og håber, at Lyby afsløres som en computergenereret dobbeltgænger. Men så snart man ser Tors tudegrimme computerskabte geder, indser man, at der formentlig ikke engang har været budget til cornflakes til filmholdet.

Vittig er “Guldhornene” aldrig, men ufrivillig komisk er den hyppigt. Noget af det, filmen får én til at le mest over, er dens ekstreme selvtilfredshed og forfængelighed. Lige fra den pompøse åbningsscene og temperamentsfulde titelsekvens er det tydeligt, at Martin Schmidt og Co. var fuldstændig overbeviste om, at de lavede noget ekstremt betydningsfuldt og storladent. Men selv “Jul i Valhal” lignede en episk storsatsning i forhold til den æstetisk uinteressante “Guldhornene”. Tv-seriens største force, dens mange iørefaldende sange, er også fraværende her i “Guldhornene”, hvor de gabende kedelige billedkompositioner udelukkende understøttes af ensartet musik og forudsigelige lydeffekter. Det havde afgjort været et plus, hvis ragnarok havde indgået som plottwist tidligt i filmen.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Det er tydeligt, at “Guldhornene” er blevet skudt på video. Der optræder aldrig smuds, snavs eller utilsigtet gryn. Kontrasten er god, og farverne er mætte. Til gengæld virker billedet meget digitalt og lettere fladt, og edge-enhancement dukker uheldigvis op flere gange. Billedet er dog skarpt igennem hele filmen, men udtværinger optræder i visse af de mørkeste scener og under sekvenser, hvor røg indgår.

AudioDet danske Dolby Digital 5.1-lydspor er intet at råbe hurra for, men i perioder imponerer lydsiden dog. De stilfærdige scener benytter sig stort set udelukkende af fronthøjtalerne. Dialogen er tydelig, og sædvanligvis har replikkerne en god rumklang. En del af underlægningsmusikken lyder lidt flad, men de bombastiske sange lyder derimod virkelig godt – tilpas fyldige og bombastiske. Støj og overstyring optræder aldrig, og under de mest aggressive scener udnyttes LFE-kanalen og baghøjtalerne ganske fint.

Ekstramateriale”Fraklip” (4 min.) er en lynhurtig montage, der byder på korte scener, der ikke kom med i den endelige udgave af filmen. Alle scenerne, bortset fra en enkelt med Peter Frödin og et fjernsyn, er fuldstændig værdiløse. “Bloopers” (8 min.) indeholder en række klip fra optagelserne, hvor et eller andet går galt. Kun filmens alleryngste fans vil formentlig finde disse fraklip tilnærmelsesvis sjove.