Hjemve
Udgivet 12. okt 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Mest interessant er skuespillet og de mange karakterer, der som altid er Lone Scherfigs stærkeste kort. Størst underholdningsværdi finder man hos Peter Gantzlers mavesure enspænder, Erling, og Peter Hesse Overgaards boheme-agtige foredragsholder og livsnyder, Lindy Sten, mens den religiøse Margrethe (Ann Eleonora Jørgensen) og den kommunalt ansatte Myrtle (Bodil Jørgensen) giver filmen sin dramatiske kant. I periferien leveres i øvrigt udmærkede præstationer fra sangfuglen Pernille Vallentin og forhenværende teaterchef Lars Kaalund, der i denne omgang begge har begivet sig ind i apotekerbranchen. Fælles for alle er imidlertid afsavn og kappede bånd til familiære relationer i forskellige udgaver – deraf filmens titel.
Fælles for byens indbyggere er også ensomheden og den evige søgen efter kammeratskab, kærlighed og en meningsfuld karriere. Selv om kvalerne udlægges igennem muntre indslag og humoristiske replikker, er der ikke tvivl om, at karaktererne underneden kæmper deres indædte kampe for et værdigt liv. Værre bliver det dog, da nyheden om synet af en afklædt mandsperson ved nattetide spredes og piller ved det lukkede samfunds interne magtbalance. Roen er brudt, og en nypuritansk heksejagt bryder ud med spekulative teorier om, hvem der forbryder sig mod normerne og bonertheden i lokalsamfundet. Det går blandt andet ud over byens hårdtarbejde håndværkersjak, der er i færd med udviklingen af byens andet store samtaleemne, den nye rådhusplads.
Bedst er filmens veloplagte humor, der falder lunefuldt og med et befriende overskud. Desværre har samme humor tendens til at drukne i filmens alvorligere sider – de lidt for idealistiske, om end velmenende, angreb på arbejdsmarked, normer, ensretning og grundlæggende livsførelser. Det handler om ikke at skille sig ud fra mængden, som netop må siges at være det, den nøgne medborger præsterer. Som bysbørnene måske vil erfare, er det måske heller ikke så farligt endda. Som sådan har hjernerne bag filmen – Lone Scherfig og Niels Hausgaard – tydeligtvis i hvert fald haft hjertet på rette sted og de store tanker i spil med “Hjemve”. Desværre er filmen utroligt godt tænkt, men knapt så godt udført.
Historisk set har det vist sig umådeligt svært at visualisere tunge samfundsideologier, uden symbolikken bliver for tyktflydende og frelst. Således heller ikke her, om end resultatet da er blevet ganske hæderligt. “Hjemve” tager aldrig sig selv alt for alvorligt, og det redder en film, hvor karaktertegningerne godt kunne have tålt flere nuancer, og hvor filmens pointer med den løftede pegefinger bliver for moraliserende i det lange løb. En attraktion er til gengæld den velslebne humor i form af afklædt situationskomik og ydmygende dialoger.
“Hjemve” er resultatet af et kreativt samarbejde mellem instruktør Lone Scherfig og musiker og entertainer Niels Hausgaard. Selv om filmen godt kunne være strammet en hel del op og savner nuancer, er humoren velanrettet, skuespillet fint og idealerne på sin plads. Desværre leveres selvsamme idealer igennem for fyldige pointer, og på sigt bliver udtrykket lidt anstrengt. Bedre er filmens billede, som har haft Anthony Dod Mantle som fotograf, og lyd, der bl.a. byder på Kasper Windings sirlige strofer, ligesom ekstramaterialet også fungerer upåklageligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet