Kugleskør komedie – og ikke på den gode mådeDet er blevet populært at bruge sportsgrene som omdrejningspunkt i komedier – lige fra velkendte sportsgrene som basketball (“Semi-Pro”) og skøjtning (“Blades of Glory”), til mere eksotiske adspredelser såsom høvdingebold (“Dodgeball”) og nu også bordtennis i “Balls of Fury”. Men denne kiksede farce fortjener ikke at blive sat i bås med sine overlegne artsfæller. For en film, der handler om at serve ordentligt, serverer “Balls of Fury” forbavsende få humoristiske indfald.

Ligesom så mange andre sportsrelaterede film handler “Balls of Fury” om en forhenværende superatlet, der møjsommeligt forsøger at kæmpe sig tilbage til rampelyset. Helten er denne gang Randy Datona – en overvægtig og ludfattig ungkarl, der som teenager var noget nær verdens bedste bordtennisspiller. Et uheldigt opgør med den tyske rival Karl Wolfschtagg og Datonas fars pludselige død satte dog en bremser for den unge idrætsmands spirende karriere. Adskillige år senere beder FBI Datona om at genfinde gejsten for sporten, så han kan blive inviteret til en særlig bordtennisturnering og dermed infiltrere den berygtede bandeleder Fengs hjem, hvor konkurrencen finder sted. Men inden da skal Datona genoptrænes af en aldrende, blind bordtennismester.

Som man kan høre, er “Balls of Fury” en film, der ikke besidder en eneste tilnærmelsesvis original idé. Filmen forsøger ikke engang for alvor at latterliggøre eller lege med de kedsommelige konventioner, den immervæk forfalder til, hvilket må siges at have været oplagt at gøre i en komedie af denne type. Sidehistorierne om Datonas romantiske forhold til sin lærermesters niece og Fengs bandes foretagende føles påklistrede, og de giver ikke anledning til andet end snørklede redegørelser og skabelsen af mange ligegyldige og sjældent morsomme bifigurer. Men filmens hovedproblem er manglen på sjove indslag. De yderst få mindeværdige påfund adskilles af mange minutters frustrerende tomgang.

Det bliver hurtigt trættende at høre figurerne gentage de samme knastørre jokes om homoseksuelle, blinde og det faktum, at ordet kugler både betegner bordtennisbolde og mænds kønsdele. Og karaktererne er heller ikke meget mere interessante end det banale og forudsigelige plot eller manuskriptets sløve replikker. I rollen som Datona er Dan Fogler tilpas akavet uden at være for åndssvag, hvorfor fortællingens protagonist trods alt tilegner sig en bitte smule sympati. Men alle fra Datonas stereotype, kinesiske mentor og bordtennisspillerens kæreste, til stort set alle de talløse sportsmænd, Datona møder på sin vej, er omvandrende klicheer, som forsvinder lige så hurtigt fra nethinden, som filmens computergenererede bolde passerer over nettet.

Thomas Lennon, der var med til at skrive manuskriptet, og som spiller førnævnte Wolfschtagg, er dog ustyrlig og ofte ustyrlig morsom i de få minutter, han medvirker. Lennons drilske, hæmningsløse præstation tydeliggør blot, hvor sløv størstedelen af filmen er. Og undervurderede Terry Crews er ligeledes dejlig sprælsk i rollen som den energiske bordtennisekspert Freddy, men han har også kun få minutters spilletid at gøre godt med. Ensemblets største stjerne, Christopher Walken, er dog også filmens største skuffelse. Walken, der synes opsat på at besudle sit omdømme med fornuftstridige karrierevalg, lyder mere monoton end nogensinde før, og hans dovne præstation klargør, at Oscar-vinderen er lige så klar over filmens uduelighed som publikum.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. “Balls of Fury” ser mere end hæderlig ud på dvd. Billedet er skarpt, og skavanker som komprimeringsfejl, støj og edge-enhancement dukker ikke op. Kontrasten er også god, og kun i de allermørkeste billeder figurerer der en smule udtværing, der dog aldrig distraherer. Farvetemperaturen er stabil, og de mætte farver fremstår naturtro.

AudioDiscens eneste lydspor er et ganske acceptabelt engelsk Dolby Digital 5.1-mix. Baghøjtalerne bidrager ikke med meget, men sporet har en virkelig god bund takket være den fornemme udnyttelse af LFE-kanalen, som styrker både musikken og lydeffekternes gennemslagskraft. Atmosfæren savner lidt liv, og der er heller ikke mange mærkbare panoreringer, men replikkerne er krystalklare, og støj optræder aldrig.

EkstramaterialeUdgivelsens omslag nævner ikke noget ekstramateriale, men der befinder sig dog lidt af slagsen på skiven. Trailere til “Run Fatboy Run”, “Shoot ‘Em Up” og “Min brors kæreste” medfølger. Det samme gør otte slettede scener, der tilsammen varer cirka 8 minutter, hvor den ene af dem er en tåbelig alternativ slutning. De resterende, saksede sekvenser byder på et eller to gode grin, men ingen af dem savnes.

Der medfølger også to nogenlunde, men overfladiske og meget korte featuretter: I “Balls Out: The Making of Balls of Fury” (14 min.) skiftes skuespillerne til at rose hinanden, og vi hører en lille smule om deres bordtennistræning, og heldigvis disker Thomas Lennon op med et par velkomne sarkastiske bemærkninger. “Under the Balls: The Life of a Ball Wrangler” (5 min.) er en ligegyldig mockumentary, der omhandler en letpåklædt kvinde, som har ansvaret for at holde styr på filmholdets bolde under optagelserne.