Til døden os skiller
Udgivet 27. sep 2007 | Af: Benway | Set i biografen
På papiret så udkastet måske meget lovende ud: En sort komedie om en mand, der får tæsk af sin frustrerede kone, og i den ånd kunne man måske også have fået noget fornuftigt ud af det. I dette tilfælde er det dog kun blevet til den rene elendighed.
“Til døden os skiller” er instrueret af Paprika Steen og har manuskript af Anders Thomas Jensen. Hvad ideen oprindeligt har været med filmen, kan man godt være i tvivl om – forudsat at der da overhovedet har været en. Som det er, virker den mest som et sammenrand af tiloversblevne elementer fra andre historier: Lidt folkekomedie, ægteskabsdrama, nogle klicheer om ulykkelige kunstnere, et par typiske Thomas Jensen bøller samt en bid opera for lydsporets skyld.
Som filmen snegler sig afsted tager handlingen diverse utroværdige twists frem og tilbage, som det imidlertid er umuligt at interessere sig for, eftersom alle filmens hovedpersoner er så usympatiske stereotyper, at man helst så dem omkomme. Tydeligt bliver det også, at filmens begrænsede ide på ingen måde kan strække sig til spillefilmslængde, og man mødes med scene på scene, der blot er gentagelser og repetitioner af de samme søvndyssende forviklinger. Sjældent har 88 minutter føltes som så langt tid.
Problemet med filmen ligger ikke hos skuespillerne, der sådan set gør det hæderligt, men i selve konceptet. Historien kunne muligvis fungere som en beskrivelse af et kaotisk forhold, hvor ægtefællerne alligevel har brug for hinanden, som vi kender dem fra f.eks. Bergman eller Cassavetes, eller som en kulsort satire. I dette tilfælde, hvor vi både skal sluge satire og romantisk komedie, bliver blandingen imidlertid katastrofal. Hvilken sær umorsom ubehagelig film dette er, som hvis Regner Grasten havde instrueret et Strindberg drama. Den er uden tvivl den værste film, undertegnede har været så uheldig at se på lærredet i år, og et kvalitetsmæssig styrtdyk for de involverede. Hvis ægteskabet varer til døden, så er døden næsten at foretrække frem for denne film, der er så ufordøjelig som maden på sverigesbåden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet