Kærlighed i koleraens tid
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 28. sep 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Kærlighedens veje er som det gamle ordsprog lyder: uransaglige. Der er noget unikt ved det første blik, den første forelskelse og det allerførste sug i maveregionen. Men hvis følelsesudladningen er ugengældt, så er man lige vidt, og så er der en overvejende sandsynlighed for, at pågældende individ havner i et navlebeskuende selvpineri. Det synes at være deskriptionen i “Kærlighed i koleraens tid” for Javier Bardems håbløse romantiker Florentino, for hvem dilemmaet er, om kærligheden er i stand til at overvinde alle forhindringer, og om den er værd at vente på.
Godt er det ikke. Som symbol for den arbejdsomme underklasse finder vi den introverte og purunge telegrafist Florentino, som forelsker sig over hals og hoved i den fagre datter af en lokal hesteavler. Fermina hedder hun. Fordomme og klasseskel står imidlertid i vejen for, at den vordende romance kan blomstre i sine fulde flor. I stedet giftes hun bort i et arrangeret ægteskab til landsbyens unge og lovende læge, alt imens Florentino går i hundene, ikke kan finde trøst hos sin omsorgsfulde mor, men med tiden finder den i de over seks hundrede kvindeskød, han siden besøger i ren og skær adspredelse og desperation, mens han venter på den eneste sande kærlighed i Fermina.
Mens årene går, drømmer Florentino stadig lige urokkeligt om tosomhed med den ufejlbarlige Fermina, mens moren skranter og sygner hen, og han samtidig rykker et par klasser op og bliver ejer af den afdøde onkels europæiske hjuldamperi. Men trods en udligning af klasseforskellene bliver Fermina tro ved sin påduttede ægtefælles side i både medgang og modgang, trods jalousi og utroskab og trods problemer med at finde ind til kærligheden og de kødelige lyster. For Florentino bliver erotikken og den evindelige dagbogsskrivning en afhængighed lullet ind i en endeløs ensformighed, kun afbrudt af de klistrede og pålagte replikker, som er ufrivilligt komiske og iscenesætter karaktererne som bovlamme og handlingslammede nikkedukker uden egen vilje eller dynamik. Tilbage står filmens egentlige formål, som er svært at gennemskue under de mange lags sødsupperomantik, men måske bliver tydeligere, når Fermina langt om længe får lagt sin mand i graven.
Samtidig har Mike Newell svært ved at hente troværdighed igennem de bærende karakterer. Hvem kan også fortænke ham i det, når vi i Florentino – spillet af Unax Ugalde som ung og sidenhen af Bardem – finder et pjevset pjok, som ikke er mand nok til at være mand og ikke knøs nok til, at man kan have ondt af ham. På den anden side har vi en holdningsløs Fermina, som ikke er stærk nok til at sige fra og derfor trækkes rundt i manken af mændene i sit liv – faderen og gemalen. Men i stedet for at søge ind i de to bærende karakterer respektivt og de forhold, de rent faktisk har, så bliver “Kærlighed i koleraens tid” en uendeligt lang væven rundt i det forhold, der kunne have været dem imellem.
Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som hører til udgivelsens allerbedste sider. Vi har at gøre med et skarpt og indtagende look, og selv om edge-enhancement ikke er en ukendt faktor, så glimrer billedsiden ved et fravær af udtværinger og digitale forstyrrelser. Herudover holder både kontrast og det lækre farvevalg fast i en stabil kurve. Et rigtigt attraktivt transfer.
Også på lydsiden hersker en konsekvens, som kunne have været filmen vel undt. De to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og 5.1-lydspor gør sig godt og udviser en tydelig dialog, som er blottet for overstyringer og aldrig drukner i den småsentimentale pladdermusik. Underneden ligger en veldefineret atmosfære, flere vellykkede lydpanoreringer samt en række distinkte effektlyde. Om end ikke ufejlbarligt, så er det auditive islæt et lyt værd.
Meget glans er der ikke over det sparsomme ekstramateriale, hvor det toneangivende skal findes i de traditionelle kommentarspor med instruktøren Mike Newell, som følger filmen og de slettede scener, men desværre ikke rummer store overraskelser. Mere prægnans er der ikke i den medfølgende trailer og den en halv time lange “The Making of…”, som vender de forventede grundsten, men ikke mere end det.
Den britiske filminstruktør Mike Newell har tidligere underholdt med habile håndværksinstruktioner som “Fire bryllupper og en begravelse” og “Donnie Brasco”. Med “Kærlighed i koleraens tid” løber han ikke bogforlægget noget ærinde, og alle parter havde nok været vel foruden det resultat, som her foreligger.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet