21

InstruktionRobert Luketic

MedvirkendeJim Sturgess, Kevin Spacey, Kate Bosworth, Laurence Fishburne, Aaron Yoo, Liza Lapira, Jacob Pitts, Jack McGee, Josh Gad, Sam Golzari, Ben Campbell

Længde123 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen20/06/2008


Anmeldelse

21

3 6
Hvad der kommer let…Kasinoer og spillesteder satser bevidst på, at man af den ene eller anden årsag tilsidesætter ens viden om, at oddsene fra starten er vendt mod en. At man ignorerer fakta og spiller, selvom man grundlæggende godt ved, at det er en dårlig ide. Eller sagt på en anden måde: De forsøger på at skabe en atmosfære og en spænding, hvor man bærer sig dumt ad. Derfor bliver der dog også en særlig spænding ved at vende situationen om og snyde snyderne i stedet.
Det er bl.a. denne lyst, der driver værket i “21”, som netop handler om en gruppe, der finder en måde at omgå det ellers sikre system. Historien centrerer sig omkring den unge studerende Ben Campbell, der er et særdeles kvikt hoved og gerne vil på Harvard for at gøre karriere. Han mangler imidlertid midlerne, men får et uventet tilbud, da hans matematiklærer bemærker hans evner.

Matematiklæren, der spilles af den altid seværdige Kevin Spacey, har luret den rigtige metode til at besejre Las Vegas-kasinoerne i Blackjack, der oven i hatten ikke engang er ulovlig. Ved at tælle kortene og anvende sandsynlighedsberegninger kan en kløgtig gruppe hurtigt rippe kasinoet for midler. Det eneste problem er, at man skal passe på ikke at blive opdaget af sikkerhedsfolkene, eftersom de ikke viger tilbage for at bruge særdeles fysiske afstraffelsesmetoder. Ben bliver snart stjernen i den lille gruppe, og inden længe har han tilegnet sig flere penge, end han havde forestillet sig i sine vildeste drømme. Tilværelsen som storspiller bliver efterhånden mere attraktiv end hans daglige tilværelse, og snart viger hans forsigtighed for følelsen af succes.

Filmen er meget løst baseret på virkelige begivenheder, hvilket i dette tilfælde ikke betyder mere end selve ideen om at kunne besejre kasinoerne med den føromtalte metode. Derudover har den næppe nogen form for relation til virkeligheden og er i stedet blot end standardhistorie om den unge knægt, der bliver kæphøj og glemmer sine rødder pga. succes, og som derfor må finde dem igen for at løse en vanskelig situation. Det er i virkeligheden en skam, for gemt i “21” er en langt mere interessant historie, end den der udspiller sig her. Først og fremmest lider filmen under, at dens hovedpersoner er så komplet uinteressante. I betragtning af at disse unger må forventes at være særdeles begavede, virker de mere som et små-retarderet boyband. Konstant sidder man undrende over, hvordan de ikke bliver fanget øjeblikkeligt, når de nu opfører sig så komplet åndssvagt, som tilfældet er.

Filmens primære aktiv bliver Kevin Spaceys præstation. At caste Spacey i dobbeltrollen som henholdsvis slesk matematiklærer og spillehaj kan ikke gå helt galt, og det gør det da heller ikke. Filmens tidlige scener har en vis charme, hvilket også skyldes Jim Sturgess’ velspillede rolle, men de viger efterhånden, som filmen skrider frem, og konventionerne stjæler rampelyset fra den egentlig interessante historie. Helt katastrofalt bliver filmen i den sidste del, hvor al form for logik og meningsfuld handling kastes over bord.

Indtil da er man dog jævnt underholdt, selvom “21” er en af den slags film, der hurtigt forlader bevidstheden igen. Ellers er den mest bemærkelsesværdig for sin evne til ikke at få noget synderligt interessant ud af et ellers godt materiale. Man må derfor konstatere, at selvom filmen umiddelbart har en god hånd på sin side, så spiller den kortene som en ægte taber.


Trailers

Kort om filmen

Det ligger ikke i kortene, at den generte, men fremragende studerende på M.I.T. skal gøre karriere i Las Vegas. Men Ben Campbell har brug for penge til at betale for studierne, så han lader sig friste, da en gruppe af universitetets bedste hoveder inviterer ham til at deltage i et avanceret svindelnummer, der ikke engang er ulovligt. Ved at tælle kort og anvende avancerede sandsynlighedsberegninger er de i stand til at vinde over kasinoet ved blackjack-bordet – så længe de er i stand til at dække sig ind under falske identiteter og kan undgå at blive spottet af sikkerhedsfolkene. Men Ben Campbell bliver fascineret af spillet, af pengene og af sin sexede holdkammerat Jill og begynder at hæve indsatsen. Snart kan Ben ikke længere holde sig under radaren, og pludselig er meget mere end pengene på spil!