Stor Ståhaj
Udgivet 17. dec 2004 | Af: Benway | Set i biografen
På bunden af havet i et koralrev hersker hajmafiaen, ledet med hård hånd af Don Lino. Han har imidlertidigt et problem. Hans to sønner, der en dag skal overtage forretningen, er begge utilstrækkelige til jobbet. Den ene søn Frankie har ikke hjernen til det, hvorimod hans bror Lenny nok har evnerne, men ikke dræberinstinktet. I virkeligheden er han vegetar, og kan ikke engang få sig selv til at æde en rejecocktail.
Allerede fra filmens første lancering blev den kritiseret for at være et rip-off af Pixars fremragende “Find Nemo”, men det skal siges til “Stor ståhajs” forsvar at den, bortset fra at foregå under havet og for det meste i et koralrev, egentlig ikke ligner “Find Nemo” særligt meget. Der er dog enkelte elementer der føles lidt for velkendte, så som hajen der ikke vil dræbe, og kuglefisken der altid bliver oppustet på de mindst belejlige tidspunkter, men selve fortællerstilen er meget anderledes.
I lanceringen af “Stor ståhaj” er der, i betragtning af at dette er en animationsfilm, blevet lagt udsædvanlig meget vægt på skuespillerne. Dette skyldes vel til dels de mange kendte navne man har fået med, men det virker lidt fjollet, eftersom de fleste roller kunne være spillet af hvem som helst uden man havde bemærket det. Will Smith gør det udmærket selv om han egentlig bare gentager en typisk Smith rolle, Rene Zellweger er ligeledes god. Sjovest er de scener hvor Robert De Niro og Martin Scorsese spiller overfor hinanden, de har tydeligvis moret sig kosteligt under optagelserne og det smitter af på filmen. Men ellers er det meste af rollebesætningen så som Angelina Jolie og Jack Black ret anonyme.
“Stor ståhaj” er visuelt en vældig flot film. Den baserer det meste af sin humor på referencer til film og popkultur snarer end egentlige nye påfund. Mange af disse referencer er vitterligt ganske sjove, så som Frankies forkærlighed for at nynne temaet fra “Dødens gab”, men efterhånden som vi kommer længere ind i filmen bliver de trættende. En del giver overhovedet ingen mening i filmens eget univers. Da fiske udgaver af Christina Aquilera og Missy Elliott fuldstændigt umotiveret dukker op for at synge filmens popsang, synes bunden at være skrabet.
“Stor ståhaj” virker som en film der er skabt mere udfra beregnet indtjening, end noget ønske om at fortælle en god historie. Den mangler et bedre følelsesmæssigt fundament, først og fremmest figurer som vi kan føle med. Den er rimeligt sjov, men ikke ligefrem latterfremkaldende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet