Exorcisten: Begyndelsen
Udgivet 29. okt 2004 | Af: Hasselguff | Set i biografen
Ud over at trække på en lang række gyserklicheer bruges der også visuelle motiver fra den originale film i forsøget på at knytte de to historier sammen. Vi finder ud af, hvorfor Fader Merrin har det svært med Gud og foretrækker at deltage i arkæologiske ekspeditioner rundt omkring i verden. Under sit arbejde i Afrika bliver han på bedste Indiana Jones manér en dag hyret til at undersøge en underlig artefakt, som ligner et djævlehoved. Denne sag vikler ham ind i en udgravning af en 1500 år gammel Byzantinsk kirke, der ligger gemt under jorden. Kirken, der ser ud som om, den netop er blevet bygget, er imidlertid ikke Guds hus og gemmer på en forfærdelig ondskab. Det betyder naturligvis store problemer for vores præst, der undervejs også løber ind i den smukke Sarah samt nogle britiske soldater, der vidst ikke kan lide negere…
Det geniale ved den originale film var, at Friedkin lod sin historie udspille sig i helt almindelige omgivelser, hos en lille forstadsfamilie. Det er et miljø, som de fleste kan forholde sig til, og uhyggen forstørres ved, at den invaderer hjemmet, hvor man normalt føler sig mest sikker. Harlin vælger imidlertid at benytte typiske scenarier som en forladt kirke, en sindssygeanstalt etc., hvor vi forventer at ting vil gå galt. Filmen er derudover proppet med mystiske forvarsler, der virker fuldstændig irrelevante for handlingen, og som aldrig udvikler sig til noget konkret. Det er komplet umuligt, at få hoved og hale på hvem, der har været i kontakt med hvilken forbandet genstand, og om der overhovedet er nogen, som er besat af djævlen eller ej. Det virker ikke som om, at instruktøren selv har haft overblik over sin historie, og så kan man heller ikke forvente at vi skal have det. Slutningen er debil og ligner noget, der er skrevet og filmet efter en gedigen brandert.
Selvom man ikke skulle tro det, så er der faktisk formildende omstændigheder midt i alt rodet. Vittorio Storaro er en mesterfotograf, og hans spil med lys og skygge er formidabelt selv i denne film. Når hans billeder ikke bliver ødelagt af fingermalede specialeffects, er de flotte at se på, og gør filmen pænere end den fortjener. Derudover er Stellan Skarsgård så professionel en skuespiller, at han kan få selv de mest latterlige replikker til at lyde nogenlunde troværdige. Hvor hans medspillere fortrinsvist reagerer på ondskaben ved at spile deres øjne op og svede lidt, er hans skuespil et af få lyspunkter. Men som vi alle ved, har Djævlen jo i virkeligheden hjemme i Hollywood, og han forsøger altid at lokke os til at bruge penge på dårlige film. I tilfælde af “Exorcisten: Begyndelsen” er det derfor nødvendigt, at være stærk i troen og helt ignorere dette intetsigende og dybt kedelige makværk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet