Irréversible
Udgivet 20. nov 2003 | Af: The Insider | Set i biografen
Midt i al denne her snak om filmens kontroversielle natur, glemmer man næsten, at der faktisk figurerer nogle menneskelige karakterer i denne umenneskelige film. Monica Bellucci spiller Alex, en stærk og intelligent kvinde, som kommer sammen med Marcus – en lettere fjollet ung mand, som er med på den værste. Marcus bliver spillet af Vincent Cassel, og han og Bellucci er faktisk gift i virkeligheden. Noé valgte konsekvent at caste dette virkelige par i rollerne som Alex og Marcus, for derved at styrke kemien mellem de to karakterer på lærredet. Det fungerer fortræffeligt.
“Irréversible” er et imponerende værk. Plottet er egentlig lidt for tyndt, og det føles lidt som om, at filmen bruger sin ekstraordinære fortællemåde og gennemførthed som undskyldning for manglen på en egentlig håndgribelig og meningsfuld historie. Det betyder selvfølgelig ikke, at filmen er noget meningsløst pladder, for som sagt så har filmen en pointe.
Filmen er unægteligt fantastisk flot skruet sammen. Den er delt op i en række sekvenser, der bliver vist i omvendt kronologisk rækkefølge – lidt ligesom i “Memento”. Det fungerer fint, og min frygt for, at filmen ville komme til at virke som et lille mini plagiat af “Memento”, blev heldigvis meget hurtigt knust. Overgangen mellem disse sekvenser fungerer også ganske fint. Lidt halv-kaotisk kameraføring gør det umuligt at se præcis hvornår, disse overgange optræder, lidt ligesom i Alfred Hitchcock klassikeren “Rope”.
“Irréversible” er som sagt en særdeles hård og slagkraftig film. Bare det at sidde bagefter og mindes adskillige øjeblikke i filmen, for at kunne skrive denne anmeldelse, er en ubehagelig oplevelse, og enhver film som formår at efterlade sådan et indtryk hos publikum, fortjener da bestemt at blive set. “Irréversible” er et særdeles unikt og mindeværdigt filmisk eksperiment, og filmen fortjener bestemt din opmærksomhed – hvis du altså har nerverne og hjertet til det. “Irréversible” har evnen til at lære os noget om, hvor langt et forhold kan trækkes, og bestemt også noget om, hvor meget selve filmfænomenet kan trækkes, før det bliver for meget. Hvis disse ting ikke er noget som man fornemmer man kan lære mere om, så er der under alle omstændigheder én ting som man hurtigt opdager, mens man sidder og ser “Irréversible”: Exit-skiltene i de danske biografer er grønne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet