A Genre Is ReBourne

Ganske vist forfattede afdøde Robert Ludlum hele tre romaner om Jason Bourne (som filmene om karakteren dog ikke har frygtelig meget tilfælles med), men filmatiseringen af “The Bourne Identity” lagde altså ikke ligefrem op til en fortsættelse. Til slut i Doug Limans solide thriller havde Bourne besejret sine forfølgere og luret årsagen til sit hukommelsestab. Og selvom Bournes dystre fortid fortsat var omgivet af mystik, så omfavnede den forhenværende CIA-agent afslutningsvis kæresten Marie med en begejstring og et gigantisk smil på læben, der mere end antydede, at Bourne havde affundet sig med sit tidligere liv. Og mandens forhenværende overordnede virkede samtidig helt tilfredse med at fortrænge Bournes eksistens.

Alligevel fremstår “The Bourne Supremacy” som en fuldstændig naturlig forlængelse af den første film, fordi den gør det samme som filmhistoriens absolut bedste fortsættelser: Bygger videre på forgængerens solide fundament. Den ignorerer ikke begivenhederne i “The Bourne Identity”. Den spilder ikke megen tid på at introducere karaktererne eller deres forhistorier, hvilket etteren jo gjorde fint. Og selvom toeren ligeledes skildrer et brutalt slagsmål og en nervepirrende biljagt, så går “The Bourne Supremacy” ikke filmhistoriens værste efterfølgere i bedene ved bare dovent at rekonstruere de øjeblikke, som gjorde den foregående film succesfuld.

Og i enhver henseende er “The Bourne Supremacy” sin udmærkede forgænger overlegen. Først og fremmest overgår actionsekvenserne etterens med flere længder. Det skyldes ikke mindst filmens fantastiske æstetik, som bærer præg af instruktør Paul Greengrass’ mangeårige erfaring som dokumentarist. Med sit oftest håndholdte kamera bringer han os så tæt på begivenhederne, at man jævnligt føler sig fysisk tilstede i scenerne. Især en nådeløs slåskamp mellem Bourne og en forhenværende kollega samt en vanvittig løbetur gennem Berlins gader vækker opsigt. Men det er en lamslående biljagt i Moskva, der gør størst indtryk. Ikke siden William Friedkins 38 år gamle “The French Connection” har så nervepirrende en biljagt set dagens lys, og selv med en spillelængde på adskillige minutter daler den aldrig i intensitet.

De hurtige, velgennemtænkte kamerabevægelser og klip giver filmen en skyhøj puls. Publikum får ikke det samme kølige overblik over hændelserne som i andre actionfilm, men filmens lettere fragmenterede æstetik afspejler Bournes egen ødelagte sindstilstand på genial vis og bringer os kun tættere på karakteren. Vi overværer ikke bare Bourne, vi kører, løber og føler med ham. Og John Powell er med god grund blevet Greengrass’ foretrukne filmkomponist siden hans entré i Hollywood. Musikken er spækket med både smukke, stille passager såsom Bournes sørgmodige tema, der bæres af en ensom obo, samt opildnende sektioner proppet med kraftig slagtøjsmusik og subtile, elektroniske toner. Men selvom “The Bourne Supremacy” leverer det ekstravagante sansebombardement, som en god actionfilm burde, er Bourne selv filmens største trækplaster.

Samtlige actionsekvenser driver historien fremad. Tony Gilroy, filmens manuskriptforfatter, skildrer Bourne som et troværdigt menneske af kød og blod, der ikke udvisker sine traumer med et glas vodka martini eller et engangsknald eller lynhurtigt heles efter at være blevet såret (efter et uheldigt fald halter Bourne igennem de sidste 30 minutter af filmen), og hvis menneskelige skavanker gør karakteren enormt tiltalende. Matt Damon er fænomenal i den krævende titelrolle. Han har ikke megen dialog, men Damon har evnen til at formidle tusind ord med et enkelt blik eller en lavmælt gestikulation.

Mange filmmagere havde garanteret været fristet til at afrunde filmen med den førnævnte biljagt, men i stedet kulminerer den med en stille bøn om tilgivelse – filmens helt store tema. Ja, “The Bourne Supremacy” er faktisk en actionfilm med noget på hjerte… et komplekst, følelsesladet karakterdrama om én mands kamp for selvransagelse efter et liv som hjernevasket dræbermaskine. Der er så mange fascinerende lag i fortællingen – lige fra konflikten mellem CIA-cheferne portrætteret af Brian Cox og Joan Allen (begge fremragende) til Bournes opgør med sit gamle jeg personificeret af Karl Urbans skurk Kirill. Der findes ikke nogen actionfilm, som med større succes har kombineret ærværdige moraler, dybfølt karakterdrama og hæsblæsende action. Mageløst.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Disken har et filmlignende transfer med et tilpas grynniveau. Billedet er knivskarpt, og utilsigtet snavs forekommer aldrig. Edge-enhancement dukker sjældent op i meget få totalbilleder, mens sortniveauet kun sjældent er en tand for kraftigt. Farverne er ofte blevet manipuleret, men hudfarverne eller billedsidens andre nuancer bliver aldrig utroværdige.

Audio

BD-udgivelsen indeholder et engelsk DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Alle lydsidens elementer kommer for alvor til sin ret – hverken lydeffekterne, musikken eller dialogen overdøves nogensinde. Lyden er klokkeklar og har en tilfredsstillende rumklang. Hele kanalnetværket bidrager til den 100 % plausible auditive atmosfære, bunden er solid, og der er mindeværdige panoreringer i hobetal.

Ekstramateriale

Paul Greengrass’ kommentarspor skuffer en smule. Briten holder en del pauser og opremser lidt for ofte, hvad der foregår i filmen. Men instruktøren er velargumenterende og leverer trods alt flere interessante anekdoter. Hvem vidste, at Damon slog en af de andre skuespillere bevidstløs ved et uheld under optagelserne, og at det skud faktisk bliver brugt i filmen? Diskens U-Control-funktion kompenserer for kommentarsporets mangler. Når denne aktiveres, præsenteres man for et væld af dybdeborende interviews, videoklip, tekstlig info mm., mens filmen kører.

12 minutters slettede/alternative scener (inkl. en interessant, anderledes slutning) og 56 minutters udmærkede dokumentarer medfølger (alt præsenteret i 480p). Dokumentarerne gennemgår især filmens stunts, men beretter også en smule om bl.a. ensemblet og Powells musik. Man kan desuden bogmærke ens favoritscener, og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man adgang til adskillige trailere og et muntert Bourne-kortspil, og man kan diskutere filmen med andre og indspille samt dele ens eget kommentarspor til filmen.

Der er ingen grund til at trække det i langdrag: “Bourne Duellen” sparker røv, og den sparker hårdt! Som de fleste nok er klar over, er “Bourne Duellen” en fortsættelse til den udmærkede “Manden Uden Navn”, men denne gang er det ikke Doug Liman der har instrueret, men derimod britiske Paul Greengrass, kendt for bl.a. “Bloody Sunday”. Det er sjældent, at man får lov til at sige det, men denne gang er der ingen tvivl: 2’eren er bedst!

“Bourne Duellen” er ligesom sin forgænger baseret på en roman af Robert Ludlum, og igen er det manuskriptforfatteren Tony Gilroy som har “oversat” bogen til manuskript. Selv uden at have læst bogen kan man tydeligt mærke, at der er lagt meget arbejde i bearbejdelsen, og filmen bærer præg af, at den ikke blot er et produkt af et filmselskabs forhastede beslutning om, at der nu skal laves endnu en ligegyldig agentfilm. Historien er snedigt udtænkt, og i filmens 108 minutter falder den hverken i intensitet eller hensygner til latterlige one-liners.

Paul Greengrass har fortsat den visuelle stil fra “Manden Uden Navn”, men sammen med fotografen Oliver Wood – som også filmede forgængeren – har han hævet niveauet og sat sit helt eget præg på den. Kombinationen mellem den meget skyggefulde lyssætning, de ofte (bevidst) uskarpe close-ups, samt billedbeskæringer, der ikke altid er interesseret i at holde personerne inden for rammerne, giver en følelse af, at der hele tiden kan ske noget uventet. Derudover er filmen klippet i et enormt højt tempo, og man får sjældent et øjebliks ro, før handlingen tages et skridt videre. Stilmæssigt set er alt dette såmænd ikke nyt – men det er sjældent set så veludført.

Mange Hollywood-instruktører lader skuespillet lide under den tekniske perfektion, som de fleste storfilm fra USA efterhånden mestrer. Men også her skal “Bourne Duellen” have et klap på ryggen. Matt Damon er god som den fåmælte Jason, men endnu bedre er præstationerne blandt de intrigante CIA-agenter, som forsøger at fange ham. Samspillet mellem Joan Allen og Brian Cox slår gnister, og er en af de mange faktorer som gør, at intensiteten er så høj hele filmen igennem. Selv Julia Stiles, som ellers normalt er at finde i den mere sukkersøde genre, leverer en gedigen indsats i sin lille rolle som Jasons tidligere kontaktperson i CIA.

“Bourne Duellen” er ikke en 100% perfekt film, men inden for sin genre er den noget af den bedste der er set i mange år. Hvis man endelig skal sætte en finger på noget, så er der en enkelt scene i slutningen, som lugter lidt af politisk korrekthed. Men det er på ingen måde noget, som ødelægger resten af oplevelsen.