Filmstøtten til den danske 2. verdenskrigsfilm med titlen “Skyggen i mit øje” sætter ny rekord.
Filmz afslørede for en måned siden, at Ole Bornedal var blevet tildelt 16 millioner kroner i filmstøtte til en ny dansk film om 2. verdenskrig – læs om det her.
Produktionsstøtten fra Det Danske Filminstitut udgør lidt over en fjerdedel af det samlede budget på 60 millioner kroner.
Nu afslører direktør for Filminstituttet, Claus Ladegaard, at de 16 millioner kroner er det største beløb, der nogensinde er givet i filmstøtte til én film i Danmark. Det skyldes nye vilkår i den nye filmaftale, der gælder fra 2019 frem til og med 2023:
”Vi er glade for den fleksibilitet i filmaftalen, som gør det muligt for Filminstituttet også at støtte film med høje budgetter. Publikum vil dermed opleve en større forskellighed i dansk film, og nu vil vi komme til at se flere dansksprogede storfilm med høj production value, der både fortæller betydningsfulde historier om os selv og kan konkurrere med store amerikanske film,” siger Claus Ladegaard i en pressemeddelelse.
Under den tidligere filmaftale havde danske spillefilm i gennemsnit et budget på lidt over 20 millioner kroner, men med den nye aftale kan Filminstituttet hvert år støtte tre højbudgetfilm, der har et produktionsbudget på over 40 millioner kroner.
“Skyggen i mit øje” får efter planen premiere i 2020.
#1 Hugosarang 5 år siden