Efter både skotske Sean Connery og australske George Lazenby havde takket endelig farvel til rollen som James Bond, fik man paradoksalt nok for første gang en englænder til at iføre sig agent 007’s jakkesæt med medfølgende licens til at dræbe: Roger Moore. Resultatet, “Live and Let Die”, var desværre lidt uheldigt. Det var seriens første reelle bommert.

Troværdighed har sjældent været en af Bond-seriens største forcer, men ved “Live and Let Die”s flittige brug af overjordisk voodoo, udødelige præster og fremtidsberettende tarotkort må man sætte grænsen. Seriens næste kapitel, “The Man with the Golden Gun”, blev af flere klandret for at være en gængs actionthriller maskeret som en Bond-film, men “Live and Let Die” er sandsynligvis seriens største afvigelse fra dens tonalitet og succesfulde formular – ikke noget, der nødvendigvis behøver at være en ulempe for en Bond-film, men “Live and Let Die” virker indholdsmæssigt ofte mere som en miskalkuleret “X-Files”-fadæse end en Bond-film.

Roger Moore gør et acceptabelt stykke arbejde, men der skulle stadigvæk gå nogle år, før han gled helt ind i rollen. I “Live and Let Die” synes han af og til at forcere sin mimik, sine formuleringer, så det stemmer mere overens med fortidens udgaver af Bond. Legendariske, Oscar-belønnede production-designer Ken Adam var heller ikke med bag kameraet i denne omgang, og hans fravær mærkes. Aldrig før har en Bond-film set så kunstig og studieagtig ud.

Filmen er tydeligvis også inspireret af datidens såkaldte blaxpoitation-bølge, der bl.a. blev skudt i gang af hits som “Shaft”. “Live and Let Die” er fyldt til randen med sorte stereotyper, der uheldigvis for det meste spilles af folk der er ligeså kedelige som deres karikaturroller. “Alien”s Yaphet Kotto gør det så godt, som han kan, i rollen som filmens skurk, Kananga, der udover at være en stor narkobaron også har en stærk interesse for det okkulte. Desværre er Kananga ikke ligefrem en af seriens mere interessante opfindelser, og han møder sit endeligt på en særdeles kedelig facon. En henrivende Jane Seymour er filmens Bond-pige, men ligesom størstedelen af filmen er hun forduftet fra bevidstheden, når rulleteksterne er overstået.

Den ellers så talentfulde Beatles-producer George Martins score er samtidigt lige lovlig traditionelt og endda en anelse irriterende fra tid til anden. Man savner John Barrys sans for musikalsk timing og hans unikke lyd. Og Paul McCartney og Co.’s overvurderede titelsang er et musikalsk roderi af format. Humoren fungerer heldigvis relativt ofte – manuskriptforfatter Tom Mankiewicz har skrevet et par fine replikker. Heldigvis byder filmen heller ikke på lange, hule passager – javist er filmen ringe, men i det mindste er den sjældent kedelig, i høj grad takket være flere fine stunts, bl.a. et par bådstunts og ét involverende en masse krokodiller.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Jamen dog. Selvom “Live and Let Die” stadigvæk byder på et godt transfer, er det et transfer, som er plaget af flere skavanker, der i sidste ende gør det til seriens mest skuffende billedside. Ingen andre af Bond-filmene byder på så mange uskarpe skud, og selvom man kan forstå, at det har været svært at rense især de scener, hvor der indgår overgange, effekter mm., så er den vekslende farvetemperatur, som flere af scenerne byder på (tjek eksempelvis det sidste skud før titelsekvensen og det første efter) uacceptabel – især på baggrund af restaureringsselskabet Lowrys egenskaber og det faktum, at denne slags scener oftest ser fremragende ud på mange af de andre ‘Ultimate Edition’-skiver.

Det generelle problem med farvestyrken, hvilket er et problem, flere af Bond-transferne indeholder, er også til stede her. For det meste er billedet heldigvis skarpt og besiddende korrekt og god farvegengivelse. Kontrasten er solid, og så er der heller ikke støv, støj eller edge-enhancement at spore på noget som helst tidspunkt.

AudioLydsiden er til gengæld en smule bedre. “Live and Let Die” byder på både et DTS 5.1-spor og et Dolby Digital 5.1-spor, der begge er glimrende. Mængden af detaljer er stor, med en formidabel, troværdig atmosfære, som hele kanalnetværket er med til at skabe. Dialogen er krystalklar på begge spor, som også byder på et par funklende panoreringer. Bunden er også dejligt solid, og den formår at styrke mange aspekter af disse to mix. DTS-sporet har som sædvanlig en lidt mere tillokkende bund og en mere finpudset atmosfære. En anelse mere punch og fylde (nogle af effekterne og en del af dialogen lyder en anelse for spidst), havde sikret topkarakter.

EkstramaterialeIfølge dvd’ens omslag (og faktisk også den gamle udgaves) skulle udgivelsens første kommentarspor udelukkende byde på kommentarer fra instruktør Guy Hamilton. Men ligesom mange andre Bond-spor, er sporet fyldt med udtalelser fra alle mulige mennesker, der havde en finger med i spillet. Det er et informativt og grundigt kommentarspor. Det samme kan ikke helt siges om discens to andre kommentarspor, som byder på kommentarer fra hhv. manuskriptforfatter Tom Mankiewicz og skuespiller Roger Moore. Mankiewicz er hverken særlig interessant eller aktiv. Ikke meget bedre er Moore, som synes at have svært ved at huske filmen og dens tilblivelse. Moores dejlige selvironi er dog et stort plus for sporet.

Ligesom på alle de andre Bond-dvd’er er udgivelsens disc 2 delt op i flere dele. Den første, “Declassified: MI6 Vault”, byder på “Bond 1973: The Lost Documentary” (21 minutter), som er en gammel dokumentar, der byder på interviews med bl.a. Roger Moore og filmens producenter. Ligesom mange af de andre ældre dokumentarer, som disse Bond-dvd’er byder på, er det en fin én af slagsen, som er blottet for den kedelige, konstante skulderklappen, der dominerer mange nyere af slagsen. “Live and Let Die: Conceptual Art” (2 min.) er en gennemgang af filmens udviklende plakatdesign. “Roger Moore as James Bond, Circa 1964” (8 min.) er en herlig guldklump, som fans vil elske. Den viser Roger Moores første, glemte præstation som Bond i et tv-show i 1964. Segmentet er komisk af natur, hvilket tydeligvis også er Moores mest elskede genredomæne.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mission Dossier”-delen byder på “Inside Live and Let Die” (30 min.), der ligesom udgivelsens første kommentarspor byder på mange kommentarer fra flere af filmens prominente bagmænd. Naturligvis er der en del fokus på arbejdet med at finde en afløser for Sean Connery til filmen. Snak om stunts og andre skuespillere figurerer også. I “On Set With Roger Moore: The Funeral Parade” (2 min.) bliver der krydsklippet mellem en begravelse i Harlem og et kortfattet, kedeligt interview med Moore. I “On Set With Roger Moore: Hang Gliding Lessons” (4 min.) ser man flere gamle behind-the-scenes optagelser omhandlende filmens paragliding-del. Roger Moore bliver bl.a. instrueret i, hvordan han skal opføre sig.

Et par trailere, nogle tv- og radioreklamer og et billedgalleri er discens sidste ekstramateriale. Kvantiteten af ekstramaterialet er forholdsvis højt, men kvaliteten er desværre ikke høj nok, til at gøre dette til en nær så imponerende udgivelse, som de andre Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er.