Lad der lyde et højlydt, brummende “velkommen!” til hr. Roger Moore. Efter at have vaklet en smule usikkert igennem to hele spillefilm, fandt den charmerende angelsakser endelig fast fodfæste og ikke mindst sin egen stemme i forbindelse med “The Spy Who Loved Me” – én af Bond-seriens bedste film. Som filmens instruktør Lewis Gilbert så godt formulerer det i en af denne udgivelses medfølgende dokumentarer: Man havde forsøgt for hårdt at få Moore til at ligne Sean Connery, i stedet for at lade Moore skabe sin fuldstændig egen fortolkning af rollen. Og de kendetræk, som Moores udgave af Bond i høj grad er kendt for, er alle til stede her: glimtet i øjet, det brede smil og den enorme karisma. Moore er uden tvivl den mest morsomme Bond, hverken ligeså kraftig eller kynisk som sine kollegaer, hvilket både har skænket ham tilhængere og modstandere.

Men uanset hvad man føler om Moores portrættering af Bond, er der i hvert fald ingen tvivl om, at det har gavnet serien såvel som manden, at skuespilleren fik rystet sin usikkerhed af sig og blev helt tilpas med rollen. Men Moores karakterforvirring er ikke det eneste, som serien i forbindelse med “The Spy Who Loved Me” rystede af sig – det samme gælder alskens regler og sans for mådeholdenhed. Havde det ikke været for seriens næste kapitel, “Moonraker”, havde filmens åbningsstunt med et lamslående skihop været seriens største af slagsen. Og det eksplosive klimaks og skurkens ubegribelige motiver er begge dele den slags, som kun Bond-film kan levere.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det er instruktøren bag Bond-seriens måske mest opblæste film, “You Only Live Twice”, Lewis Gilbert, som har instrueret. Ligesom i Gilberts tidligere film byder “The Spy Who Love Me” på enorme kulisser og storslåede actionsekvenser, som sjældent er set mage – selv ikke i andre Bond-film. Og flere ideer synes endda at være direkte gentagelser fra “You Only Live Twice”, såsom ideen med fartøjer der sluger andre fartøjer. Hvor det i Gilberts anden Bond-film var rumraketter, der slugte andre rumraketter, optræder der i “The Spy Who Loved Me” en gigantisk tanker, som sluger andre skibe – netop én af de hændelser, som her sender Bond i aktion. Djævelsk original er filmen ikke ligefrem, men det er næppe noget, man tænker meget over, mens løjerne er i gang.

“The Spy Who Loved Me” er Gilberts klart bedste film som instruktør på en Bond-film. Med så megen ekstrem fantasifuldt og direkte urealistisk indhold, kræver det en speciel tilgang til materialet for at gøre det nogenlunde let at sluge, og det formår Gilbert og hans filmhold med bravur. Blandingen af seriens distinkte engelske ironi og intens, velkonstrueret action er næsten perfekt. Og filmen oser samtidigt også af romantik, især takket være tilstedeværelsen af Barbara Bach som Bonds russiske spionkollega, Triple X, der begge bliver tvunget til at arbejde sammen. Bach er en enormt køn kvinde, og hun formår også at give Moore masser af spydigt og frydende modspil, hvilket giver de to personer et forhold, der stadigvæk rangeres som et af seriens mest mindeværdige.

Ken Adams blændende production-design resulterede i en Oscar-nominernig, og Marvin Hamlischs tempofyldte musikkompositioner udgør et af de få synthesizer-dominerede scores, der stadigvæk holder den dag i dag. Filmens special-effects holder også godt, hvor filmens sindssyge skurk Strombergs undervandsbase er en af filmens mest bemærkelsesværdige konstruktioner. Mindeværdig er også filmens næstmest prominente skurk, Jaws, der stjæler samtlige scener, hvori han medvirker. Den tavse, tårnhøje gigant (spillet af den efter sigende enormt venlige Richard Kiel) med det dødsensfarlige stålgebis er en uforglemmelig herre, som stadigvæk er en af seriens mest populære karakterer. Og ligesom Jaws har filmen fuldt forståeligt også holdt fast i sin popularitet, for kun få film er lige så underholdende og charmerende som “The Spy Who Loved Me”.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Som det er med størstedelen af de nyrestaurerede transfers af de ældre Bond-film, ser “The Spy Who Loved Me” særdeles godt ud. Men med et selskab som Lowry bag restaureringen, kommer det heller ikke som nogen overraskelse. Ligesom de gamle “Star Wars” film, som Lowry også restaurerede, er der af og til et problem med farverne, hvor især de røde farver af og til har for megen eller for lidt fylde og kommer til at fremstå lidt lyserøde, hvilket især er tydeligt, når man studerer personernes hudfarver. Ud over dette og en minimal portion udtværing er der intet at sætte en finger på. Lowry har fjernet alt støv og snavs, her er ingen edge-enhancement overhovedet, kontrasten er perfekt og de yderst sjældne tilfælde af ubetragtelig uskarphed skyldes tydeligvis kvaliteten af de oprindelige optagelser og er ganske ubetydelige.

Audio”The Spy Who Loved Me” byder på både et DTS 5.1-spor og et Dolby Digital 5.1-spor, der begge er glimrende. Mængden af detaljer er stor, med en formidabel, troværdig atmosfære, som hele kanalnetværket er med til at skabe. Der er mange gode panoreringer, og dialogen er krystalklar på begge spor. Men ligesom på bl.a. “Moonraker”-dvd’en savner man en anelse mere flittig og mærkbar brug af både baghøjtalerne og subwooferen i nogle af filmens mere dramatiske sekvenser – nogle af de ældre Bond-film formåede endda at gøre det bedre. Tjek eksempelvis ski-sekvensen i starten af filmen, hvor både Hamlischs musik og de mange lydeffekter godt kunne have haft gavn af en lille smule ekstra punch. Men der er langt flere plusser end minuser på dette spor. DTS-mixet har som sædvanlig en lidt mere tillokkende bund og en mere finpudset atmosfære.

EkstramaterialeTo kommentarspor er at finde på denne udgivelses første disc. Det ene er med instruktør Lewis Gilbert, production-designer Ken Adam, producer Michael Wilson og manuskriptforfatter Christopher Wood. Herrerne disker op med adskillige interessante anekdoter (de fleste relateret til tekniske aspekter af filmen), men der er lidt for mange pauser. Roger Moore gentager visse af de ting, som han siger på andre af sine kommentarspor, men måske fordi “The Spy Who Loved Me” var Moores personlige favorit Bond-film, er han her mere i humør til at være snaksaglig end på andre af sine kommentarspor. Som på de andre Roger Moore-dvd’er kan det være en god idé at lytte til det ene kommentarspor, mens det andet læses via undertekstfunktionen.

Disc 2’s “Declassified: MI6 Vault”-sektion byder på endnu en omgang “Ken Adam’s Production Films” (6 minutter), der, ligesom på de andre dvd’er hvorpå denne slags featurette optræder, viser flere af production-designer Ken Adams optagelser fra filmens locations. “Escape From Atlantis: Storyboard Sequence” (2 min.) viser en alternativ udgave af det endelige opgør mellem Bond og Jaws. “007 Stage Dedication” (1 min.) er en gammel og spøjs ultrakort featurette, hvor man ser få klip fra en af optagelsesdagene, hvor enkelte politiske personligheder besøgte optagelserne.

“Roger Moore: My Word is My Bond” (5 min.) er et godt interview med Moore optaget samtidigt med hovedfilmen. Moore bliver bl.a. adspurgt om forskellen på Bond og hans gamle tv-serie “The Saint”. “007 in Egypt” (5 min.) viser flere behind-the-scenes klip fra optagelserne i Egypten. Producer Michael Wilson taler af og til indover billederne, og her er masser af sjældne visuelle godbidder for fans.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

Dvd’ens “Mission Dossier”-sektion byder på “Inside The Spy Who Loved Me” (41 min.), som er endnu en fremragende dokumentar om tilblivelsen af en Bond-film. Man hører bl.a. både Roger Moore og John Glen lovprise filmen, som værende den bedste i serien. Man får også et godt indtryk af, hvor svært det var at lave filmen, der bl.a. blev plaget af sagsanlæg, smuttende filmfolk og producer Harry Saltzmans økonomiske problemer, der mundede ud i Saltzmans exit fra serien og Albert Broccolis totale overtagelse af filmserien. Filmen kommer også godt rundt omkring dens skuespillerbesætning, Stanley Kubricks visit på settet, skabelsen af filmens stunts og special-effects og meget, meget mere.

“Ken Adam: Designing Bond” (22 min.) byder undermenuen også på, og det er en god dokumentar omhandlende en af filmmediets største production-designere nogensinde: Ken Adam, som arbejdede på adskillige Bond-film og også et par Kubrick-film. Der bliver kommet godt rundt omkring både mandens arbejde og privatliv.

Dvd’en byder også på flere trailere og reklamer end mange af de andre Bond-dvd’er, og så også et fyldigt billedgalleri.