Star Trek V: The Final Frontier

InstruktionWilliam Shatner

MedvirkendeWilliam Shatner, David Warner, Nichelle Nichols, Leonard Nimoy, DeForest Kelley, James Doohan, George Takei, Walter Koenig, Spice Williams, George Murdock, Laurence Luckinbill, Charles Cooper, Cynthia Gouw, Todd Bryant, Rex Holman

Længde107 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Star Trek V: The Final Frontier – Collector’s Edition

4 6
Før den gudsjammerlige “Star Trek: Nemesis” blev udgivet, var seriens 5. film, “Star Trek: The Final Frontier”, den finansielt mindst succesrige af alle filmene, og den bliver stadig betragtet af mange fans som værende seriens værste film til dato.
Filmen var egentlig lidt dødsdømt på forhånd. Den udkom i et år, der bød på talløse store blockbusters, som filmen ingen chance havde for at slå (såsom “Batman” og den 3. “Indiana Jones” film). Desuden led filmen også af konkurrence fra sit eget ‘afkom’, nemlig tv-serien “Star Trek: The Next Generation”, som blev mere og mere populær for hver dag der gik, hvilket langsomt fik folk til at miste interessen for den gamle besætning. Filmen, om en religiøs fanatikers søgen efter Gud i galaksens midtpunkt, var alt for ambitiøs, hvilket resulterede i et endeligt produkt, som ikke føltes færdiggjort. Ikke blot af manuskriptmæssige årsager, men også af budgetmæssige.

William Shatner (som denne gang både fik lov til at spille Kirk foran kameraet, samt sidde i instruktørstolen og være med til at skrive manuskriptet) forsøgte for nylig at få Paramount til at give ham lov til at opdatere filmen á la ‘special edition’ udgaverne af de oprindelige “Star Wars”, men han fik ikke sit ønske opfyldt. Og det ville nok heller ikke have gjort den store forskel. Et kosmetisk indgreb på filmen for at opdatere effekterne ville have været ligegyldigt, da det er nogle fundamentale problemer med filmens plot, der er hovedproblemet.

Hele sideplottet om Spocks halvbror Syboks evne til at hjernevaske folk til at blive en del af hans togt virkede også mærkværdigt påklistret, selv om det resulterede i skabelsen af en af filmens bedste scener. Men filmen har bestemt sine momenter. Scenerne mellem Kirk, Spock og doktor McCoy er ofte rørende, morsomme og særdeles velskrevne. Shatner har skrevet nogle fænomenale Star Trek bøger de seneste mange år, så vi ved, at han sagtens kan skrive gode historier, men ultimativt endte “The Final Frontier” med at blive intet andet end en dundrende fiasko med hjertet på det rette sted.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Da “The Final Frontier” i sin tid blev udgivet på dvd var det i ikke-anamorphic widescreen, og billedet var fyldt til randen med digital støj, støv og farve-blødning. Men transferet er heldigvis blevet restaureret, og resultatet er en billedside, som er skarp, sprød og klar, og kvalitetsmæssigt adskillige lysår foran den sidste udgivelse. Kontrasten er særdeles god, og farverne ser generelt meget flotte og præcise ud, selv om de engang imellem godt kan virke en smule tørre og kedelige – men sådan er filmen jo blevet skudt. Der er ofte en smule digital støj på billedet, men det er at forvente af en 15 år gammel film.
AudioNæsten ligeså imponerende som dvd’ens billedside er det effektive engelske Dolby Digital 5.1 lydspor på skiven. Alle højtalere bliver brugt flittigt. Baghøjtalerne bliver primært brugt til Jerry Goldsmiths musik, til at skabe mere auditiv atmosfære og til et par lidt for sparsomme surround-effekter. Al dialog er tydelig, og lyden er særdeles velafbalanceret. Man kunne måske godt have brugt en smule mere subwoofer-aktivitet (specielt i scenen hvor Kirk og co. møder ‘Gud’), men alt i alt er dette et særdeles godt lydspor. Scenen hvor Enterprise rejser igennem ‘The Great Barrier’ er uden tvivl discens højdepunkt.
EkstramaterialePå disc 1 finder vi selve filmen og to kommentarspor. Det første spor er med skuespiller/instruktør William Shatner og hans datter Liz Shatner, som skrev en bog om tilblivelsen af filmen. Dette er et af de kedeligste kommentarspor, jeg nogensinde har lyttet til. De to deltagere kommer med meget få interessante kommentarer, og sporet indeholder talløse lange pauser, hvor der ikke bliver sagt noget som helst. Og ligesom på “Star Trek IV” kommentarsporet så snakker… Shatner… stadig… meget… langsomt… Heldigvis indeholder dvd’en et langt bedre og mere informativt tekst-kommentarspor med Star Trek eksperterne Michael og Denise Okuda.

På disc 2 finder vi alle dokumentarerne. “Herman Zimmerman: A Tribute” (19 min.) er en ganske fin hyldest til Star Treks prisbelønnede production-designer, som i årevis har arbejdet på Star Trek filmene og tv-serierne. Skuespillere, producere og kollegaer bliver interviewet, og vi hører bl.a. om hvorfor Zimmerman i sin tid valgte at blive production-designer, og hvordan han blev involveret i Star Trek. I “Original Interview: William Shatner” (optaget under optagelserne) taler Shatner om filmen, og det er tydeligt, at han endnu ikke har nogen idé om, hvordan offentligheden vil reagere på filmen. Hans entusiasme for projektet er tydelig og endda en smule afsmittende, selv om han engang imellem godt kan lyde en smule prætentiøs.

I dokumentaren “Cosmic Thoughts” (13 min.) snakker både prominente fysikere og science-fiction forfattere om den menneskelige opfattelse af universet, og sammenhængen mellem universet og de menneskelige religioner. Det er en glimrende dokumentar, som sætter tanker i gang. I “That Klingon Couple” (13 min.) interviewes skuespillerne Spice Williams og Todd Bryant, som spillede de to glubske klingoner Vixis og Klaa. Det er en ganske sød og spøjs lille dokumentar.

“A Green Future” (9 min.) handler om miljøet på vores klode i dag, og hvordan miljøet ser ud i Star Treks fiktive fremtidsunivers. “Harve Bennet’s Pitch” (2 min.) er det pinlige videoklip, hvor produceren Harve Bennet fortæller filmens pr-hold, hvor glad han er for filmen. “The Journey” (29 min.) er uden tvivl pakkens guldklump. Den er desværre ikke helt så dybdeborende og oprigtig som håbet, men man får alligevel et indtryk af, hvor svært det var at skrue filmen sammen, og hvordan filmen ikke levede op til folks forventninger.

“Make-up Tests” (10 min.) er stykket sammen af en række still-billeder, storyboards og optagelser fra forskellige make-up tests. Det er en lidt kedelig montage af klip, som ville have været sjovere at se, hvis der havde været lidt underliggende musik eller tilhørende kommentarer fra filmens make-up supervisor. “Pre-visualization Models” (2 min.) er i fuldstændig samme dur. Her er det bare tilblivelsen af filmens rumskibe vi får et nærmere indblik i.

Det var oprindeligt meningen, at Kirk skulle have bekæmpet en legion af ondsindede ‘stenmænd’ i slutningen af filmen, men scenen blev i sidste ende skrottet af finansielle årsager. Nogle få billeder, storyboards og test-optagelser er det eneste, der vidner om skabelsen af dette kreatur, og det er dette vi bliver præsenteret for i videoklippet med navnet “Rockman in the Raw” (6 min.). William Shatner har ved mange lejligheder talt om, hvor ærgerligt det var, at sekvensen blev droppet. Det er dog let at se, hvorfor den aldrig blev optaget, da stenmanden ikke ser specielt frygtindgydende ud.

“Star Trek V Press Conference” (14 min.) er interessant at se, men det er også lidt pinligt at være vidne til denne presse-konference, eftersom publikum virker umenneskeligt kedet, og da flere ting ‘går galt’ under forløbet. Dvd’en indeholder også fire slettede scener, som tilsammen varer omtrent fire minutter. Det er tydeligt at se, hvorfor disse scener ikke røg med i den endelige udgave af filmen, og det er kun den sidste af scenerne (“Spock’s Pain”), som egentlig er værd at se. Hvis man markerer Føderationens logo på venstre side af ‘Deleted Scenes’ undermenuen, får man mulighed for at se en særdeles besynderlig (og ikke særlig interessant eller morsom) ‘gag reel’.

Dvd’en indeholder også to trailers og hele syv tv-reklamer for filmen, og endeligt en lang række produktionsbilleder og storyboards.

Mange fans betragter “The Final Frontier” som værende den værste Star Trek film til dato, men filmen har mange gode momenter. Der er dog ingen vej uden om, at plottet er lidt tåbeligt, og at mange elementer slet ikke hænger sammen. Men ekstramaterialet er godt, og filmen ser både fantastisk ud og lyder også virkelig godt her på denne nye dvd-udgivelse.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Det er stjernedato 8454.130, og Kaptajn Kirk står over for to udfordringer: han skal bestige bjerget El Capitan i Yosemitterne og lære Spock at synge lejrsange. Men kaptajnens ferie bliver pludselig afbrudt, da en vulkansk overløber kaprer Enterprise og styrer skibet ud på en rejse for at afsløre universets inderste hemmeligheder…