Star Trek: The Original Series - Sæson 2

MedvirkendeWilliam Shatner, Nichelle Nichols, Leonard Nimoy, DeForest Kelley, James Doohan, George Takei, Walter Koenig, Majel Barrett, Bill Blackburn, Eddie Paskey, Frank da Vinci, Roger Holloway

Længde1400 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Star Trek: The Original Series – Sæson 2

5 6
Menneskehedens dristige bedrifter fortsætter. Selvom hverken produktionsselskabet eller tv-stationerne havde særlig meget tillid til serien om kaptajn Kirk og hans modige besætnings rejser igennem mælkevejen, fik serien stadigvæk skaffet sig en masse fans og en hyggelig lille niche indenfor 60’ernes medieverden. Men det var hårdt at vedligeholde Star Trek. Seertallene dalede og serien fik de fleste tv-kritikere til at ryste på hovedet. Men på mirakuløs vis fik Star Trek lov til at ånde videre. Anden sæson byder på adskillige klassikere og nogle af seriens absolut bedste afsnit. Men nogle få fejltrin forhindrer serien i at opnå den førstes guddommelige status indenfor tv-verdenen.
Blandt de bedste afsnit er “Mirror, Mirror” (hvor Kirk, Uhura, Scotty og McCoy ved et uheld bliver transporteret til en forvrænget udgave af vores univers), som er særdeles underholdende. Meget få afsnit – selv fra de nye storbudgetterede serier – leverer så megen action så hurtigt, intenst og gennemført. Afsnittets onde spejlunivers blev senere besøgt et par gange i “Star Trek: Deep Space Nine”. Gensynet med den grådige Mudd i “I, Mudd” er et velkomment komisk indslag. Men endnu morsommere er “The Trouble with Tribbles” – et af hele fænomenets mest populære afsnit.

Så bør man heller ikke glemme at nævne “Journey to Babel” (vores første møde med Spocks forældre), “The Ultimate Computer” (hvor Enterprise bliver overtaget af en gal computer), “Wolf in the Fold” (skrevet af Robert Bloch, forfatteren bag “Psycho”), “A Piece of the Action” (hvor Enterprise støder på en planet beboet af gangstere) og “Patterns of Force” (hvor en planet er blevet overtaget af nazister). Nogle af afsnittene er bare god underholdning. “The Doomsday Machine” (hvor Enterprise møder en enorm maskine, som destruerer planeter), “The Deadly Years” (hvor Kirk og et par andre bliver ramt af en sygdom, som får dem til at ældes med vældig fart) og “The Changeling” (som åbenlyst inspirerede “Star Trek: The Motion Picture”).

Men der er altså et par fejltagelser blandt afsnittene i denne boks. “The Apple” er den største af dem. Et værre, malplaceret rod, som overhovedet ikke føles i trit med resten af serien, eller voksent eller intelligent nok til at indgå i den. “The Omega Glory” var også et godt bevis på, at Gene Roddenberry skulle holde sig til at producere Star Trek og ikke skrive manuskripter til den. NBC truede kraftigt med at trække stikket ud på Star Trek under seriens anden sæson (især til sidst), men heldigvis overlevede den lidt længere, så vi kunne få nogle af de førnævnte glimrende afsnit.
VideoPræsenteret i 4:3 full screen format. Ligesom første sæson ser anden sæson af “The Original Series” helt fantastisk ud. Det er kun, hvis man har studeret de ældre region-1 udgivelser, at man ikke vil blive forbløffet. Men selv region-1 dvd’ernes NTSC-opløsning kan ikke hamle op med den endnu højere PAL-opløsning på disse dvd’er. Skarpt detaljerede og velkontrasterede – billedsiderne er eminente. Når man har at gøre med så gammelt materiale, er det uundgåeligt, at digital støj og støv dukker op af og til, men udover det er der intet negativt at sige om denne del af udgivelsen.
AudioDe 26 engelske Dolby Digital 5.1 lydspor, som er inkluderet i denne boks, giver køberen den auditivt bedste præsentation af denne gamle serie til dato. Surround-effekter er sparsomme, men effektive, og lyden er ren, klar og fyldig.
EkstramaterialeLigesom første sæson af “The Original Series” udkommer anden sæson med en desværre ret begrænset omgang ekstramateriale. “Amok Time” og “The Trouble With Tribbles” kan begge ses med tekstkommentarer af Okuda parret. Ligesom alle deres tidligere af slagsen er de informative og underholdende.

På udgivelsens 7. og sidste disc finder vi alle dokumentarerne. “To Boldly Go: Season 2” fortæller om nogle af sæsonens vigtigste afsnit, såsom “The Trouble With Tribbles” og “Amok Time”. Skuespillere, producere og andre bliver interviewet. Ganske fin med et par glimrende øjeblikke (såsom forholdet mellem Chekov og Sulu og deres virkelige alter egoer), men som altid kunne man godt have ønsket sig lidt mere kød på knoglen.

“The Life Beyond Trek: Leonard Nimoy” er i stil med den William Shatner-omhandlende dokumentar, som kom med i sidste omgang. Nimoy taler nærmest udelukkende om sin interesse for fotografier og afslører også et ur, der viser, hvor meget tid han har tilbage at leve i(!). “Kirk, Spock and Bones – Star Trek’s Great Trio” handler naturligvis om seriens tre hovedpersoner og deres forhold til hinanden. Dokumentaren indeholder interviews med bl.a. William Shatner, Leonard Nimoy og George Takei, men desværre ingen gamle optagelser med DeForrest Kelley, som spillede Leonard ‘Bones’ McCoy.

“Designing the Final Frontier” handler om seriens udseende. Den nu afdøde Matt Jeffries, der lagde navn til de mange små korridorer, som er på rumskibene og rumstationerne i Star Trek universet, taler om kulisser, rekvisitter og mere. Også den legendariske producer Robert Justman kommer med nogle fine kommentarer. “Star Trek Devine Diva: Nichelle Nichols” handler om den populære skuespillerinde, der spillede seriens karismatiske kommunikationsofficer, Uhura. Nichols taler om alt fra sin karakter, til hvordan hun fik rollen og hendes famøse dans i “Star Trek V: The Final Frontier”.

“Writer’s Notebook: DC Fontana” tager udgangspunkt i seriens stærke, kvindelige manuskriptforfatter, som også senere arbejdede lidt på “Star Trek: The Next Generation” og “Babylon 5”. Hun taler om sit arbejde på Star Trek og et par udvalgte manuskripter.

“Star Trek’s Favourite Moments” er boksens absolutte guldklump. Alle mulige folk, der har arbejdet på serierne og filmene (såsom Tim Russ, Michael Dorn, John Billingsley, Jeffrey Combs og Ronald D. Moore), diskuterer deres holdning til den gamle Star Trek serie, hvordan de oprindeligt stødte på den, og hvad deres yndlingsøjeblikke fra serien er. Et par gemte overraskelser og en masse trailers til samtlige boksens afsnit og andre Star Trek dvd-udgivelser er også inkluderet.

OverallAnden sæson af “The Original Series” er næsten på fuld højde med seriens første. Kun få missere kan findes blandt disse talløse klassiske fortællinger. Ekstramaterialet er fint og AV-præsentationen smuk, så tilføj trygt denne udgivelse til din dvd-samling.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Den første “Star Trek” serie kørte fra 1966 til 1969 over tre sæsoner. Serien havde William Shatner i hovedrollen som kaptajn James T. Kirk og fortalte om eventyrene, som besætningen ombord på rumskibet Enterprise oplevede.