“Die Hard” er absolut en af de mest populære film nogensinde. Javist, der findes mange bedre film. Og hvis man gransker folkekære lister over gode film, såsom det amerikanske filmakademis Top 100 eller IMDb’s Top 250, finder man ikke “Die Hard” blandt topscorerne. Men hvor højtrespekterede klassikere som “Citizen Kane” og endda “The Godfather” har sine højlydte kritikere, er det mere eller mindre umuligt at finde nogen, der virkelig hader “Die Hard”. Selv hvis du anklager verdens største, stædigste og mest intellektuelle tilhænger af italiensk neorealisme for aldrig at give actionfilm en ordentlig chance, er der stor sandsynlighed for, at du derpå bliver mødt af modargumentet ’Men jeg kan da godt lide “Die Hard”…'.

Og naturligvis er der mange gode grunde til filmens enorme, vidtrækkende popularitet. Selv i dag virker mesterfotografen Jan de Bonts fængslende billedside moderne. Lyd- og klippearbejdet er ligeledes mageløst. Men det er først og fremmest de komplekse karakterer, den raffinerede humor, de nervepirrende actionscener, John McTiernans mesterlige instruktion og Bruce Willis’ ikoniske præstation som den hårdkogte strømer, John McClane, der ligger til grund for filmens succes.

Tilbage i 1988 udgjorde John McClane et forfriskende alternativ til de mange uovervindelige og ufejlbarlige dræbermaskiner, som kollegaer såsom Lundgren, Van Damme og Stallone gang på gang portrætterede. McClane er siden hen selv blevet en veritabel superhelt, der tilsyneladende er immun over for kugler og sagtens kan klare et fald på flere meter uden at få skrammer. Men den første “Die Hard” film var og er fortsat unik. McClane er en ener, der i en nybygget skyskraber egenhændigt må bekæmpe en bande terrorister anført af den psykopatiske Hans Gruber, spillet af en meget veloplagt Alan Rickman.

McClane har ikke et bundløst ammunitionslager til rådighed eller den samme ekspertise som en toptrænet elitesoldat. Egentlig har helten ikke engang lyst til at befinde sig i sit prekære dilemma, og han konfronterer ikke skurkene med et smil på læben og en urokkelig selvtillid. I stedet må McClane benytte sig af sine instinkter og almen kløgt. Humoren virker også overraskende oprigtig og dybfølt – javist er der masser af grinagtige one-liners, men McClane bruger tydeligvis også humor som et middel mod panik og frygt. Få actionhelte er lige så menneskelige. Filmens forkærlighed for antikonventionelle, jordnære helte og skurke gør dem sværere at gennemskue, og dermed slutningen og de mange twists umådelig svære at gætte.

Der er naturligvis visse aspekter af fortællingen, der ikke virker synderlig plausible, men karaktererne fremstår immervæk troværdige, og det er trods alt det vigtigste. Der bliver endda tid til et par solide sideplots. Forholdet mellem McClane og hans kone bevæger, og det samme gør scenerne, hvor McClane og en kollega kommunikerer via walkie-talkie. Filmen er også noget nær den perfekte filmatisering af den fantasi, som få med XY-kromosomer oprigtigt kan benægte at have eller have haft: at løbe rundt og lege énmandshær i familiære omgivelser og vinde imod alle odds.

En sand kavalkade af “Die Hard”-efterligninger udkom umiddelbart efter, og der er fortsat ingen ende i sigte. Tre hæderlige fortsættelser er også blevet produceret, men hverken disse eller nogen anden film har endnu formået at overgå den uforlignelige blanding af nervepirrende spænding og uimodståelig humor, som “Die Hard” i sin tid lagde for dagen. “Die Hard” er simpelthen den bedste actionfilm, der nogensinde er blevet produceret i vesten, og dens position på genrens glitrende kongestol bliver næppe truet foreløbig.

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Den snart 20 år gamle genreklassiker ser glimrende ud på dvd. Der er en lille smule støj og snavs, men det var nu også forventet, og der er aldrig så meget af det, at man irriteres. Farverne er enormt flotte, og kontrasten er god – selv ikke i filmens mørkeste scener går detaljer tabt. Billedet er for det meste skarpt, og der er ingen nævneværdige tilfælde af udtværing eller edge-enhancement.

Det eneste lettere negative man kan sige om skivens to lydspor (hhv. et engelsk Dolby Digital 5.1 og engelsk DTS 5.1 spor) er, at dialogen en sjælden gang imellem lyder en anelse spids. Det skyldes dog ikke en fejl på dvd’en, men kvaliteten af den oprindelige reallyd. Men grunden til, at man overhovedet lægger mærke til det, er, at alt andet ved lydsporene er umuligt at sætte en finger på. Man irriteres aldrig af dialogen, der altid er tydelig. Lydsporene byder på mageløse panoreringer, effektive effekter, velmixet atmosfærelyd og fornem brug af subwooferen – mere kunne man ikke have ønsket sig. DTS-sporet er at foretrække, da det er mere bombastisk og aggressivt, hvilket selvsagt tjener filmen godt.

Der er hele tre kommentarspor på udgivelsens første disc. Det første er med instruktøren John McTiernan og produktionsdesigneren Jackson DeGovia. Begge er uhyre interessante fortællere. McTiernan taler om alt muligt, mens DeGovia fokuserer på filmens udseende. Filmens visual-effects producer, Richard Edlund, har også indtalt kommentarer til udvalgte scener. Heldigvis har man produceret en særskilt menu, der henviser én til de rigtige tidspunkter, så man ikke behøver spole filmen igennem. Edlund er ikke blot en mand med en stor faglig viden, han er en kyndig, intelligent tekniker, som alle med interesse for filmproduktion bør lytte til.

Derudover er der et tekst-kommentarspor. DeGovia, manuskriptforfatteren Steven E. DeSouza, special-effects koordinatoren Al Di Sarro, lydmanden Stephen Hunter Flick, produceren Lawrence Gordon, komponisten Michael Kamen, klipperen John F. Link, stuntmanden Charlie Picerni, kritikeren Eric Lichtenfeld og skuespilleren Alan Rickman bliver alle citeret. Der bliver disket op med et hav af fascinerende anekdoter og fortællinger.

Disc 2 byder på ca. 9 minutters slettet materiale inklusiv enkelte fraklip. Her er bl.a. en scene, der forklarer, hvorfor McClanes vest pludselig går fra at være kridhvid til mørkebrun halvvejs igennem filmen, hvilket indtil nu havde været en af filmhistoriens kendteste brølere. Der er også 8 minutters iscenesatte nyhedsoptagelser. To spændende og komplette bladartikler om hhv. fotograferingen af filmen og special-effects arbejdet er også inkluderet.

Under undermenuen ‘The Cutting Room’ finder man en del materiale, som omhandler klippe-, lyd- og fotograferingsarbejdet på filmen. Man kan se tre forskellige scener og skifte mellem forskellige kameravinkler undervejs. “Scene Edting Workshop” giver én mulighed for at klippe tre scener om via flere forskellige skud. “Audio Mixing” gør det muligt at studere en enkelt scene og lytte til de forskellige lydelementer hver for sig eller sammen (dialog, effekter og musik). “Why Letterbox” (3 min.) er en fascinerende gennemgang af, hvordan widescreen-materiale bliver beskåret til 4:3-formatet til også tv-brug. Gør verden en tjeneste og vis denne til alle, du kender, der mener, at 4:3 er den bedste måde at se film på. Der er også en detaljeret, tekstlig gennemgang af alskens filmtermer.

Så er der endvidere en del PR-materiale. Her er en masse stills fra optagelserne mm., tre trailers og en kort featurette (7 min.), der blev produceret samtidig med selve filmen og byder på flere fine interviews. Til slut har man mulighed for at læse manuskriptet i dets helhed.

Hvad er der tilbage at sige om “Die Hard”, der ikke allerede er blevet sagt? Dette skelsættende mesterværk har inspireret og underholdt talløse filmmagere og biografgængere, lige siden den udkom for snart to årtier siden, og den vil garanteret fortrylle seere i flere årtier endnu. Transferet er glimrende, lydsporene er endnu bedre, og så er her nok ekstramateriale til at holde en fan beskæftiget i dagevis. En fuldstændig uundværlig udgivelse.