Animatrix, The
Udgivet 5. nov 2003 | Af: The Insider | Set på DVD
”The Second Renaissance” er delt op i to dele, og den giver os et skræmmende og forrygende indblik i tiden i det 21. og 22. århundrede før ‘The Matrix’ blev skabt. Vi følger maskinernes udvikling fra værende intet andet end mekaniske bartendere og hjemmehjælpere, som menneskerne ikke kunne være mere ligeglade med, til gigantiske super-intelligente dræbermaskiner, som egentlig ønsker fred med menneskeheden, men som ikke formår at eliminere den menneskelige frygt for dem, hvilket resulterer i en lang og modbydelig krig. Filmen indeholder en hel del grufulde og voldsomme billeder, og er bestemt ikke for de mindste.
”Program” (som stilistisk muligvis er den mest “enkle” af dem alle) handler om to personers dramatiske konfrontation i et computer-simuleret program. De er iført Samurai kostumer og sværd. “Program” er ren underholdning, og har ikke nogen egentlig fundamental pointe, men den er utrolig flot og særdeles underholdende. På papiret lyder ”World Record” som værende den klart værste og mest uinteressante af alle filmene, men i virkeligheden er det fuldstændig omvendt. “World Record” er en betagende og bevægende historie, og den bliver fortalt på en interessant måde med en flittig brug af flashbacks, som effektivt og elegant bliver brugt til at styrke historiens kerne.
Undermenuen “Execution” giver én mulighed for at se en håndfuld gode og korte videoklip om tilblivelsen af alle 9 film.
“Enter The Matrix: In the Making” giver os et overfladisk 3-minutter-langt indblik i kreationen af spillet “Enter The Matrix”. Det er særdeles usandsynligt, at dette lille ‘preview’ vil få nogen som helst til at erhverve sig spillet.
Det er desuden også muligt at opdrive en særlig special udgave af DVD’en hvor al musikken fra filmene følger med på en medfølgende CD – men langt størstedelen af numrene er kedelige og uopfindsomme, så der er ingen grund til at bruge flere penge på at få soundtracket med, med mindre man var helt og aldeles vild med musikken.
Klik her for at læse meget mere om Matrix-trilogien.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet