Helt i skoven

Da 19-årige Sam Raimi og klassekammeraten Bruce Campbell i sin tid bestemte sig for at kreere en lille, billig splatterfilm, havde de aldrig i deres vildeste fantasier forudset, hvor stor en succes deres bitte perle ville blive. Raimis håb var blot at få “The Evil Dead” distribueret i en håndfuld drive in-biografer, men hans film blev på ingen tid til et vaskeægte, internationalt kultfænomen, og siden premieren er der blevet trykt millioner af vhs- og dvd-eksemplarer af filmen – og så bør man naturligvis ikke glemme, at der er blevet produceret to fine fortsættelser. Hvordan er det dog gået til, at en næsten 30 år gammel film – skabt af en flok amatører – har fået æren af at blive udgivet i HD på Blu-ray anno 2010?

“The Evil Dead” er på mange måder den fuldendte gyserfilm. Den leverer varen hårdt og kontant i et højt tempo og med masser af energi og selvtillid. Der er en bitte snert af kærlighed i luften, men filmen bruger næsten hele sin spilletid til gyset. Der bliver budt på alt fra kannibalisme og voldsomme amputeringer til en famøs scene, hvor en ung kvinde voldtages af et levende træ – en vanvittig sekvens, som fik filmen bandlyst i adskillige nationer. Flere af filmens effekter er forældede, men størstedelen af filmens makeup og monstre er stadigvæk allerhelvedes skræmmende.

Både historien og dens omgivelser er set mange gange før og siden. Vi har at gøre med en lille gruppe (relativt) uskyldige teenagere, som isolerer sig i en hytte for at skjule sig for den omkringliggende skovs mørke kræfter. Filmen er især inspireret af Romeros to første zombiefilm og Tobe Hoopers “Motorsavsmassakren”, men Raimis æstetik er til gengæld helt unik. Både kameraføringen og redigeringen er ofte vild og kaotisk, men samtidigt særdeles effektiv. Man sidder tit og bliver urolig, fordi man aldrig ved, hvor kameraet er på vej hen, eller hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne. Man bliver øjeblikkeligt suget ind i filmens særprægede univers.

Man kan tydeligt mærke, at Raimi og Co. ikke var blevet skolet i regler, konventioner eller andres opfattelse af, hvad der er “god smag”. Drevet af ren vilje og gejst frem for penge og frynsegoder skabte Raimi en vildt eksperimenterende film med et afsindigt tempo, som sjældent daler. De unge skuespillere er tydeligvis uerfarne, men deres entusiasme er beundringsværdig og gør de unge drenge og piger lette at tiljuble. Bruce Campbell, som spiller trilogiens evigt uheldige antihelt, Ash, er forståeligt blevet et kæmpe ikon blandt gyserfeinschmeckere. Hans karisma kan ikke beskrives med ord, og kun Schwarzenegger er lige så ferm til at levere oneliners.

“The Evil Dead” stak en ordentlig adrenalinindsprøjte i genrens rumpe. Den beviste, at man ikke behøver mange penge for at skrue en gedigen gyser sammen. Jovist, historien er banal, og skuespillerne er langtfra fantastiske, men “The Evil Dead” er stadig en chokerende og ekstremt effektiv gyser gennemsyret af muntre lydeffekter og herlig musik af Joseph LoDuca. Der bliver endda tid til lidt skæv og kulsort humor undervejs – dog langtfra i lige så høj grad som i filmens to efterfølgere. I “Evil Dead 2: Udrydderen” er balancen mellem det humoristiske og det uhyggelige helt perfekt, men etteren er stadigvæk mere skræmmende. Faktisk er det intet under, at “The Evil Dead” nu er blevet genudgivet for 117. gang…

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Når man tænker på, at “The Evil Dead” blev produceret for få håndører af en gruppe entusiastiske nybegyndere, er det forbløffende, hvor godt dette HD-transfer er. Naturligvis er der en del gryn og smuds, men aldrig i et distraherende omfang, og transferet har en dejlig celluloidagtig tekstur. Kontrasten er solid, og detaljerigdommen er ofte gigantisk – både i lyse dagsscener og dunkle nattescener. Som forventet er der fåtallige uskarpe skud, men oftest er billedet knivskarpt. “The Evil Dead” kommer næppe til at se bedre ud på hjemmevideo. Det er værd at bemærke, at man oprindeligt optog filmen i billedforholdet 1.33:1, men Raimi har altid selv foretrukket den beskårede widescreen-udgave af billedsiden, som medfølger her.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix gengiver filmens lydeffekter, replikker og musik forbavsende klart. Indimellem kan det være lidt svært at høre, hvad skuespillerne siger, men det skyldes lydfolkenes arbejde under og efter optagelserne. Panoreringerne er effektive og naturtro, og de forskellige højtalere bidrager med en masse uhyggelige, underfundige lydeffekter, som fremtvinger gisp og gåsehud på de helt rigtige tidspunkter. Lydsporet måtte gerne have haft en lidt bedre bund (og mindre markant diskant), men det er også svært at forestille sig, at “The Evil Dead” kan lyde bedre.

Ekstramateriale

“The Evil Dead” er udkommet utallige gange på dvd, men fans kan glæde sig over, at denne Blu-ray indeholder noget splinternyt ekstramateriale. Instruktøren Sam Raimi, produceren Robert Tapert og skuespilleren Bruce Campbell har tidligere indtalt nogle utroligt underholdende kommentarspor til “Evil Dead”-filmene, hvorpå de jævnligt tog pis på filmene og hinanden, men trioens nye kommentarspor er forbavsende kedeligt. D’herrer taler en del om konverteringen af kameranegativerne, kampen for at skaffe investorer og mange andre uinteressante facetter af filmens skabelse.

Heldigvis er her flere ekstra godter. “One by One We Will Take You: The Untold Saga of The Evil Dead” (54 min.) er en fantastisk, dybdeborende dokumentar om filmens tilblivelse. Skuespillerne, filmmagerne og celebre fans som Edgar Wright og Eli Roth gransker den klassiske kultfilm. Endnu flere berømte fans (såsom Alexandre Aja og David Slade) udtaler sig på et nyproduceret videokommentarspor, som er langt bedre end diskens almindelige kommentarspor. Derudover er her yderligere 26 minutters dokumentarer, som bl.a. gransker produktionens makeup og filmens kølige modtagelse i Storbritannien, samt 59(!) minutters slettede/alternative scener. Ekstramaterialet præsenteres i 480p.

Da den 19-årige Sam Raimi og hans klassekammerat Bruce Campbell i sin tid bestemte sig for at kreere en lille, billig og effektiv splatterfilm, havde de aldrig i deres vildeste fantasier forudset, hvor stor en succes deres lille guldklump ville blive. Filmen skabte sin egen lille niche indenfor det enorme filmunivers, som senere blev fyldt op med mange lignende værker – gode, såvel som ringe. Men hvad hulen er det ved “Evil Dead”, som har gjort, at filmen har overlevet så længe? Raimis håb var blot at få fremvist filmen i en håndfuld drive-in biografer. Men det lykkedes faktisk at den ud på det store marked i tonsvis af biografer, millioner af VHS-eksemplarer og flere DVD-udgaver, og sågar at skabe den største kultfilm nogensinde indenfor gysergenren.

Men hvorfor? Hvorfor taler man stadig om “Evil Dead”, og hvorfor har netop denne 23 år gamle film fået æren af at blive genudsendt i biografen her i lille Danmark? På overfladen er “Evil Dead” intet andet end en enorm simpel historie, som udspiller sig i et enormt velkendt miljø (en lille gruppe unge støder på nogle drabelige, grufulde døde dæmoner i en efterladt hytte midt i ingenmandsland). Desuden er mange af filmens special-effects – forudsigeligt nok – ikke just blevet bedre med alderen. Men i modsætning til filmens mange special-effects, er “Evil Dead” som film aldeles tidløs.

Det er på mange måder den perfekte gyserfilm. Den leverer varen, kort og kontant, med masser af energi og selvtillid, uden nogensinde at virke prætentiøs eller opblæst. “Evil Dead” var ikke skruet sammen af en gruppe forfængelige, penge-griske, hjerteløse fjolser, som så mange gysere i vor tid. Det er denne grad af filmisk ‘uskyld’, der gør den så opsigtsvækkende og attraktiv. Der er en lille smule teenager-romance i luften, men ellers dedicerer filmen hele sin spilletid til gyset. Det bliver til alt fra kannibalisme og voldsomme amputeringer, til en famøs ‘træ-voldtægts’ scene (som alene sørgede for at gøre filmen forbudt i mange lande) og en grufuld scene involverende en meget ‘alternativt’ brug af en blyant.

“Evil Dead” er langtfra nogen original eller særlig fortælling – historiemæssigt altså. Det, at en lille gruppe uskyldige isolerer sig i en hytte for at skjule sig for mørkets kræfter, er et plot, som er blevet brugt utallige gange i tonsvis af film, både før og efter “Evil Dead”. Filmen er også tydeligvis inspireret af Romeros to første “Living Dead” film og Hoopers “Texas Chainsaw Massacre”. Men Raimis stilistiske håndtering af filmens voldsomme begivenheder er i særdeleshed unik. Brugen af kameraet og klipningen er ofte kaotisk, men samtidig også særdeles effektiv og ekstremt fængende. Det er uden tvivl måden hvorpå filmen bliver fortalt, som er det centrale ved “Evil Dead” – selve plottet er bare drys på isen.

Bruce Campbell (som spiller filmens vigtigste karakter, Ash) er desværre aldrig rigtig slået igennem i filmverdenen, men hans rolle i de tre “Evil Dead” film har velfortjent gjort ham til et kolossalt ikon i den filmiske undergrund. Og det er i høj grad Campbells udstråling og karisma, som har været med til at gøre “Evil Dead” til en sand milepæl inden for filmhistorien. Det er nærmest en klassisk David og Goliath historie, om hvordan en lille produktion fejede alle de store blockbusters af banen og stjal genrens kongekrone lige for næsen af alle de andre film. Der er stadig meget få film i samme genre, som kan måle sig med “Evil Dead”. De fleste af disse synes tydeligvis inspireret af “Evil Dead”, såsom den brillante, hysterisk morsomme “Re-Animator”, som, ligesom “Evil Dead”, endda er blevet blåstemplet af kritikerne, på trods af det lidt overfladiske indhold.

Naturligvis bør filmens egen fortsættelse, “Evil Dead II: Dead By Dawn” (stadig hele gyserkomedie genrens film ‘numero uno’) også nævnes. Personligt synes jeg, at seriens 3. film (“Army of Darkness”) er ret middelmådig, og – i modsætning til de første to film – opblæst og ret uimponerende, men ligesom de to andre “Evil Dead” film er “Army of Darkness” en film, som bliver tilbedt af millioner af fans verden over.