For et par dage siden kom det frem, at Christian Bale skal spille Steve Jobs i Danny Boyles kommende film. Og nu tyder meget på at komikeren Seth Rogen og skuespillerinden Jessica Chastain også vil have en bid af æblet.
Se også: Officielt: Christian Bale skal spille Steve Jobs.
Seth Rogen er i forhandlinger om at spille Steve Wozniak, der var med til at grundlægge Apple sammen med Steve Jobs og Ronald Wayne. Wozniak forlod it-giganten som fultidsmedarbejder tilbage i 1987.
Jessica Chastain, der snart er aktuel i Christopher Nolans ”Interstellar”, er også på tale til en rolle i filmen, men det vides endnu ikke, hvem hun skal spille.
Manuskriptet til filmen er skrevet af Aaron Sorkin (”The Social Network”) og er bygget op omkring tre scener. Som Sorkin fortæller det til IndieWire: ”De vil alle foregå i reel tid. Hver scene vil foregå backstage under tre af Apples produktlanceringer. Henholdsvist lanceringen af Mac, NeXT og iPod.”
Det vides endnu ikke hvornår optagelserne til filmen begynder, eller hvornår den rammer biograferne.