På torsdag går det løs. For den 22. maj indtager mutanterne de danske biografer i “X-Men: Days of Future Past”. I den anledning har 20th Century Fox udsendt en ny featurette, hvor stjerner som Jennifer Lawrence, Michael Fassbender og Hugh Jackman fortæller deres tanker om den længe ventede mutantfilm.
Se også: Filmz TV krydser klinger med Hugh “Wolverine” Jackman!
“X-Men: Days of Future Past” er baseret på tegneseriehistorien fra 1980’erne af samme navn. Omdrejningspunktet i tegneserien er en dystopisk fremtid, hvor størstedelen af verdens mutanter er blevet tilintetgjort af gigantiske robotter – de såkaldte Sentinels.
I filmen vender Hugh Jackman vender tilbage som Wolverine, og derudover medvirker navne som Halle Berry, James McAvoy, Michael Fassbender, Jennifer Lawrence, Patrick Stewart, Ian McKellen, Peter Dinklage og Ellen Page i denne stjernespækkede tegneseriefilmatisering.
“X-Men: Days of Future Past”, som er instrueret af Bryan Singer (“X-Men 2”) og skrevet af Simon Kinberg (“X-Men: The Last Stand”, “Jumper”), får biografpremiere den 22. maj i år.