X-Men 2
Udgivet 29. apr 2003 | Af: The Insider | Set i biografen
“X-Men 2” er desuden også en af de få 2’ere, som formår at finde den perfekte gyldne mellemvej mellem de folk som har set den første (og derfor ikke behøver/gider at have gentaget massevis af informationer fra 1. del), og dem som kommer med ingen forventninger, fordi de ikke husker (eller ikke har set) den første film. Jeg kan ikke forestille mig, at der er en eneste person, som har set den første, som ikke vil synes bedre om dette nye kapitel i den filmiske “X-Men” saga, da stort set alle elementer fra den første film er blevet fornyede, forbedrede og forstærkede. Den første film havde bestemt sin andel af højhastigheds action-sekvenser, men mange af 2’erens essentielt lignende sekvenser overstiger let kvaliteten af (og spændingen i) disse sekvenser. Et eksempel er scenen, hvor Stryker og hans militære rekrutter invaderer Professor Xaviers mutant-skole, hvilket er et enormt tempofuldt adrenalin-kick fra ende til anden.
For mig har “X-Men” altid nærmest været lidt af en religion. I sit enorme persongalleri, fyldt med interessante, originale og særdeles forskelligartede karakterer, som alle har hver deres fordele og ulemper, opnår “X-Men” universet (stadigvæk den mest populære Marvel tegneserie i verden) en nærmest uhørt kompleksitet og dybde, som med lethed kan udfordre enhver intellektuel skeptikers fordomme om tegneseriernes ligegyldige og kommercielle ensidighed. Denne litterære kompleksitet har begge film formået at besidde og udnytte, hvilket specielt er tydeligt her i andet forsøg. Det er den sublime sammensmeltning af så mange forskellige skæbner og synspunkter der gør, at “X-Men” overstiger alle Marvels andre tegnseriekreationer. “X-Men” har det hele… store konflikter, bred og smuk symbolik, velskrevne karakterer i alle mulige former og afskygninger, og så (selvfølgelig) verdens sejeste “bad good-guy”: Wolverine.
Denne gang er det ikke “mutanter vs. mutanter”, men “mutanter vs. mutanter vs. mennesker”, og derfor får vi introduceret en menneskelig skurk, nemlig den multi-dimensionale og dystre Stryker, som får tillagt et strejf af gru og ondskab af den talentfulde aldrende skuespiller Brian Cox. Der er mange personer at holde styr på for det nye publikum, men bortset fra et enkelt sted eller to kollapser filmen heldigvis aldrig under dette brede spektrum af personer. Wolverine er desuden (forudsigeligt nok) igen rollebesætningens mest fremtrædende og centrale personlighed.
I sidste ende afhænger din nydelse af “X-Men 2” af din interesse for forlægget. Men for engang skyld har det, at man er fan af baggrundsmaterialet ikke nogle negative følger (som det har været med nyere film som “Spider-Man” og “Star Trek: Nemesis”). For den almene filmgænger, som måske blot hungrer efter en hyggelig og spændende adspredelse fra dagligdagens hektiske tumult, vil “X-Men 2” tilfredsstille sulten . Men for “X-Men” fans (og dette er filmens store triumf) bliver hele oplevelsen større og betydningsfuld. “Spider-Man” manglede virkelig mange af de ting som “X-Men 2” hoster op med… små bidder af informationer… små hints og indforståede antydninger som blot fans kan nikke genkendende til, uden at det nogensinde virker iscenesat eller i overkanten (som om at det blot er der for at tilfredsstille kritiske, kræsne og krævende fans). “Spider-Man” virkede kold og relativt ligeglad med tegneseriens horder af fans, og mere interesseret i at bringe det typiske popcorn-ædende publikum til biografen for at se filmen (tydeligvis også reflekteret i valget af gigantiske mængder af kvalmende ‘product placement’ segmenter).
Hermed ønsker jeg ikke en fortænkt “Spider-Man” film udelukkende produceret for fans, men da den så åbenlyst ignorerede tegneseriens mange genkendelige elementer, opnåede den aldrig den eftertragtede status som den kunne have opnået. Heldigvis er dette ikke en taktik, som Bryan Singer og co. har valgt at anvende, og resultatet af dette er et værk, som på forbløffende vis lykkes at bringe entusiastiske fans og det almene filmpublikum sammen i en smuk union, samtidigt med at de tydeligvis respekterer deres gamle tegneserie-rødder i meget høj grad.
Der er dog enkelte problemer i filmen. Ikke blot problemer som hardcore tegneseriefans vil bide mærke i, men som andre filmgængere måske også vil lægge mærke til. Kelly Hu’s “Deathstrike” er en fuldstændig overflødig skurk, som (specielt i forhold til Stryker) visner bort i ens erindring om filmens mutant-kollektiv, og som er det eneste element i filmen, der virker udelukkende indsat for at kunne optage nogle halv-ligegyldige kampscener. Man kan heller ikke ligefrem sige, at “X-Men 2” stilistisk når visuelt bedårende tegneseriefilm som “Batman” og “The Crow” til sokkeholderne, men der er her selvfølgelig også tale om 3 vidt forskellige tegneserie-universer, som alle har deres udseende, og som alle kræver hver deres individuelle og særlige behandling på det store lærred. Og visuelt virker “X-Men 2” tro overfor billederne i tegneserien. Desuden savner jeg lidt den herlige selvironi som gav den første “X-Men” film en dejlig attraktiv selvbevidsthed, der gjorde den endnu mere interessant og unik. Men alt dette er bagateller i den store sammenhæng.
Det var et stykke tid siden, jeg sidst have siddet med et “X-Men” (eller “Projekt X”, som det hed på dansk) blad, men alligevel formåede “X-Men 2” på et sjæleligt plan at bringe mig tilbage til et sted i min barndom, hvor der ikke var nogen større lykke, end at få et nyt “X-Men” blad på en frieftermiddag efter skole. Derfor vil jeg være filmens bagmænd evigt taknemmelige. Den følelse har jeg ellers ikke haft i lang tid, selv ikke (i hvert fald ikke i helt samme omfang) da jeg så den første “X-Men” film.
“X-Men 2” er en af de mest underholdende film i årevis, og den bedste tegneseriefilm der er udkommet, siden Tim Burton udgav sit visionære moderne filmmesterværk “Batman” helt tilbage i 1989. Næste stop: “Hulk”.
Klik her for at læse mere om “X-Men 2” i Ugens filmz.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet