Tv-serien “Penny Dreadful”, der i USA bliver sendt på Showtime, får snart premiere på HBO Nordic. Serien, som bliver beskrevet som en psykologisk gyserserie, er nu blevet ledsaget af en ny trailer.
Se også: Kom med Julia Roberts bag kulisserne på HBO’s “The Normal Heart”
I Penny Dreadful finder man nogle af litteraturhistoriens mest ikoniske gotiske karakterer som Dr. Frankenstein og monstret, Dorian Grey samt en række karakterer fra Dracula-romanen placeret i Victoriatidens London. Serien sammenfletter disse klassiske gyser-historier, mens karaktererne kæmper med deres monstrøse fremmedgørelse.
Det er den Oscar-nominerede manuskriptforfatter John Logan (“Gladiator”), der står bag serien, som han både skriver og producerer. Rollelisten består af prominente navne som Josh Hartnett (“Black Hawk Down”), Eva Green (“Casino Royale”) og Timothy Dalton (“Licence to Kill”).
De første to episoder har premiere på HBO Nordic den 19. maj, mens nye episoder er tilgængelige de følgende mandage – inden for 24 timer efter den amerikanske premiere.