Sværd, sved og sandaler

En af de film, der virkelig skiller sig ud i årtusindets første årti, er Ridley Scotts “Gladiator”. Det er ikke årtiets bedste film. Langtfra. Men det har afgjort været en af de mest indflydelsesrige. For hvor ofte har vi ikke hørt Hans Zimmer og Lisa Gerrards overdådige musik blive gengivet i andre film? Hvor tit har vi ikke set filmens replikker, karakterer og billeder blive skamløst kopieret? Og hvor mange gange har Orlando Bloom, Gerard Butler og talløse andre efterabere fejlet i forsøget på at skråle slagord med samme overbevisning som Russell Crowe? Ofte. Men “Gladiator” befinder sig stadigvæk på toppen af genrens podium.

Forinden premieren havde Scott dog begået så mange flop, at Hollywood tilsyneladende ikke turde lade manden lave andet end metervarer som “G.I. Jane” og “White Squall” (begge undervurderede i øvrigt). Så hvis “Gladiator” ikke bør tiljubles som årtiets største filmoplevelse, bør den i det mindste hyldes som værket, der genetablerede branchens tiltro til en af dens største kunstnere og dermed gav Scott ressourcerne til at lave endnu flere fremragende film. Og der er adskillige gode forklaringer på filmens succes. Actionsekvenserne er uden sidestykke. Slaget mellem romerrigets hær og de germanske barbarer kickstarter filmen i højeste gear, og de mange blodsudgydelser inden for Colosseums mure orkestreres fornemt af Scott – tempoet og intensiteten er skyhøj, men man mister aldrig overblikket. Visuelt og auditivt er “Gladiator” overdådig og blandt sin visionære instruktørs største bedrifter, hvilket siger en del. Oldtidens Rom har aldrig før fremstået så ægte på film.

Ensemblet kunne ikke være bedre. De nu afdøde legender Oliver Reed og Richard Harris leverer nogle af deres karrieres bedste præstationer. I en kvindefattig film overskygger danske Connie Nielsen ofte sine mandlige kollegaer med en indsats, der skriger autoritet. Og Joaquin Phoenix er fantastisk som seancens psykopatiske skurk, Commodus. Phoenix’ rækkevidde som skuespiller illustreres for alvor under scenen, hvor Commodus myrder sin far, kejser Marcus Aurelius. Hulkende og snerrende illustrerer Phoenix konflikten mellem Commodus’ enorme had og kærlighed til sin afvisende fader på en måde, der fremprovokerer både medlidenhed og foragt. Hvis Phoenix vitterligt har skrinlagt skuespillerkarrieren for at blive professionel rapper, er det et kæmpe tab for filmverdenen.

Men den rigtige nøgle til filmens succes ligger i Russell Crowes smykkeskrin. På udgivelsens kommentarspor joker den australske skuespiller med, at han selv ville kunne få de gule sider til at lyde spændende, men man tror sgu på ham. Tillægsord som “nuanceret”, “intens” og “fandenivoldsk” kommer til kort, når man skal beskrive Crowes præstation, og da han vandt sin første og hidtil eneste Oscar for at spille hærføreren Maximus, blot ét år efter at have spillet en 50-årig, overvægtig administrator i Michael Manns “The Insider”, lignede Crowe en mand, der ville vinde alt inden for sit felt inden for den overskuelige fremtid. Skuespilleren er faldet af på den på det seneste, men nogle af os har endnu ikke mistet troen. Personligt kan jeg slet ikke vente på “De Gule Sider: The Movie”.

Som historisk dokument er “Gladiator” dog mere eller mindre ubrugelig. Commodus regerede i årevis med farmand Aurelius ved sin side, før han blev kvalt i et badekar uden nogensinde at have mødt en mand ved navn Maximus Decimus Meridius. Søger man en historielektion, er man altså galt afmarcheret. Men er man ude efter en thriller med lige så stort fokus på sine karakterer som sine actionsekvenser, er man kommet til det rette sted. Filmens anden halvdel har sine sløve passager, hvor sniksnak og politiske intriger optager for megen spilletid. Men i en tid, hvor karakterudvikling, ordentlige replikker og gode historier ofte må vige for trættende, uopfindsom action, er et gensyn med “Gladiator” altid forfriskende.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.39:1. “Gladiator” ser slet ikke forfærdeligt ud på Blu-ray, og den ser afgjort bedre ud end på dvd. Den ser bare ikke godt nok ud. Distraherende glorier forekommer, og brugen af støjreduktionsfiltre har givet billedet et meget digitalt, fladt look og endda utydeliggjort små detaljer såsom enkelte pile i filmens åbningsslag. Udtværing optræder også undtagelsesvist – tjek eksempelvis tågen under titelsekvensen. Plusserne opvejer dog akkurat minusserne. Kontrasten er god, og i forhold til dvd’ens transfer er BD-udgivelsens langt skarpere, mere pletfri og samtidigt i besiddelse af langt renere og behageligere farver. Scenerne fra den forlængede udgave af filmen ser mere eller mindre upåklagelige ud, og der er sekvenser, der ser så flotte ud i HD, at man får det samme sus i maven, som da man så filmen i biffen.

Audio

Modsat transferet er udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor simpelthen perfekt. Alt fra ildkuglernes dybe brummen til den høje klang af de kolliderende sværd kommer krystalklart igennem. Replikkerne er aldrig tilnærmelsesvis utydelige, panoreringerne er altid naturtro og effektive, og den auditive atmosfære siger spar to – når gladiatorerne mødes af publikums skrigeri, da de træder ind på Colosseums slagmark, er gåsehud uundgåelig.

Ekstramateriale

Både biografudgaven og den forlængede (men på ingen måde forbedrede) version of “Gladiator” medfølger. De to kommentarspor (det ene med Scott og Crowe, det andet med Scott, fotografen John Mathieson og klipperen Pietro Scalia) er både informative og gemytlige. Man kan også vælge at blive præsenteret for alskens interessante informationer om både romerriget og filmens tilblivelse, mens filmen kører. Endnu flere godter befinder sig på udgivelsens anden disk, som huser 24 minutters slettede scener, adskillige billedgallerier og ikke færre end seks timers(!) fabelagtige, dybdeborende dokumentarer om alt fra filmens musik og look, til historien og computereffekterne. Wow!