Både Lars von Trier og Nicolas Winding Refn kaster i år lidt dansk stjernedrys over Cannes, da de to instruktørers seneste værker begge er udtaget til hovedkonkurrencen på den prestigefyldte festival.
Se også: ”Armadillo” vinder pris i Cannes.
Der er tale om Triers version af jordens undergang med “Melancholia” og Refns Hollywood-actionfilm “Drive”. De to instruktører er dog ikke de eneste danske filmmagere i Cannes, da også Frederikke Aspöck fremviser sin film “Labrador”, der dog er uden for konkurrence.
Dette er 11. gang Trier deltager i Cannes, hvor han én gang tidligere har vundet de Gyldne Palmer for “Dancer in the Dark” fra 2000.
Cannes bliver i år åbnet af Woody Allens seneste film, “Midnight in Paris”, der starter den 12 dage lange filmfestival, som begynder 11. maj.
Se også: ”Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives” vinder de Gyldne Palmer i Cannes.
#21 Antlion 13 år siden
Genialiteten ses når hans neurotiske gudsforhold (jeg vil ej kalde ham en ateist i sin inderste natur) og strenghed kombineres med det pretiøse, hvilket det i gjorde "Nattvardsgästerna". På Beckett'sk manér (jvf. "Waiting for Godot") skildres Guds fravær i form af ritualerne, der ellers burde bekræfte hans nærvær. Den desperate bestræbelse efter forsoning og den utilnærmelige skønhed sammensmeltes, således både menneskets bevidstløse tilværelse og ordets universelle gyldighed præsenteres.
#22 JannikAnd 13 år siden
Måske jeg bør gense enkelte værker igen?
#23 Bruce 13 år siden
Det eneste som foreligger, er disse outtakes fra filmen, som absolut "tænder".
#24 mr gaijin 13 år siden
#25 Fellaheen 13 år siden
Bergman, Trier, Strindberg og andre nordboere har bare en eller anden tunghed. Trier lider meget mere af det: et neurotisk, fordrejet syn på livet, en uoverkommelig dødsangst og et mærkeligt syn på kvinder. Jeg mener også der mangler sanselighed i både Triers og Bergmans film; det, de kan skabe er chokerende sammenbrud, ødelæggelsen af det moderne menneske, angst, mørke, osv. Når det kommer til atmosfære, sanselighed, kærlighed, osv. bliver det anstrengt og rammer ikke rigtig, f.eks. i Breaking the Waves. Jeg synes troen på Gud kommer ind i billedet med forholdet til kærlighed/sanselighed, ikke i traditionel forstand med en kristen Gud, men i en bevidsthed om det transcendentale overhovedet og films evne til at skabe mystik og nostalgi.
Ingen af dem havde eller har kapacitet til at skabe en film som Sokurovs "Mother and Son", de tvivler i for høj grad på det gode i mennesket, på det, der overskrider individet og dets angst for døden, og derfor også på deres egne kunstneriske evner. Naturen er grundlæggende død hos Trier og Bergman og menneskets hjerte er en kold klump fedt - når der foreslås noget transcendentalt er det ofte i parodiform eller dybt uautentisk som med "klokker i himlen"-scenen. Jeg vil sige, de ikke er fuldt ud bevidste med films evne til at manipulere med sindstilstande, de kan skabe det gotisk apokalyptiske, angst og chok, men ikke følelsen af uendelighed, mystik og dyb harmoni som i den sidste scene i Tarkovskijs "Spejlet". Det passer glimrende, som Bergman også selv sagde, at han kun meget få gange fandt ud af at manøvrere i "drømmenes rum" og at Tarkovskij tilsyneladende gjorde sådan med lethed.
Jeg mener selvfølgelig ikke at man skal være religiøs for at lave film, jeg tror heller ikke ikke selv på Gud, men som alle andre mennesker har jeg evnen til at tænke i harmonier og lade tingene flyde sammen i enheder, og den egenskab er desværre fraværende i både Triers og Bergmans film. Der er ikke nogen glæde ved barndomserindringer, universets uendelighed eller bare naturen, ingen manipulativ egentlighedsjargon som i en Kubrick eller Tarkovskij-film, de er for angste til at give slip på det ene liv, de har, tror jeg. Og på den måde er de jo ikke genier i den romantiske definition af begrebet, de har virkelig intet indblik i den del af mennesket, som tror på Gud og lader tilværelsen stå i et uskarpt, mystisk lys, hvor døden overvindes med henvisning til noget helt essentielt, en universel energi eller en livets strøm. Det er jo en videnskab at aktivere den her, mere patetiske, del af mennesket. Det er en fornemmelse for det nære, almindelige og essentielle, som Bergman og Trier ikke har, de forstår begrebet "Gud" alt for eksplicit og bliver anstrengte og kan ikke slappe af og føle efter.
Personligt synes jeg Persona er Bergmans bedste efterfulgt af Tystnaden og Nattvardsgästerna. Persona er mest af alt en meget skræmmende, nærmest gotisk, film, og den reproducerer fornemmelsen af et menneskes fald ned i det afgrundsløse dyb, en ækvivalent til Skriget tilsat Freud. Men ja, den handler om angst, undergang og tab af kontrol, og er lidt, som jeg ser det, en yderliggørelse af det, Bergman kunne med filmmediet. Jeg holder meget af den, især visuelt, men den er ikke ligeså god som f.eks. Mulholland Drive af Lynch, der er også er en freudiansk film og handler om et personligt kollaps med to kvinders indblanding. Mulholland Drive er netop sanselig og beskriver, efter min mening, faldet ned i dybet og drømmenes kollaps med langt større indlevelse. I Mulholland Drive er der i sandhed noget, der falder sammen, og Lynch formår også at fremmanipulere længsel, drøm, transcendens, ting der der ikke skildres ligeså autentisk i Persona. Faldet er mere angstfyldt, sindssygt og chokerende i Persona, men slet ikke ligeså smertefuldt som i Mulholland Drive, fordi sidstnævnte formår at give rædslerne en relation til noget tidligere, mere harmonisk.