Toptunede hestekræfter

Forventninger kan være et problem, der skal overkommes. På vej ind i biografen for at se Nicolas Winding Refns “Drive” forventede jeg at se en stram, lille adrenalinpumpende sag med læssevis af biljagter, og selvom “Drive” på mange måder også lever op til det krav, så er filmen ikke desto mindre en betydelig mere flertydig størrelse, end hvad det første indtryk antyder.

Ja vist, der er læssevis af spændingsmomenter, og folk bliver hakket til plukfisk på bestialsk vis, men samtidig indeholder filmen også så mange diabolske og nærmest abstrakte billeder, at den til tider mere minder om en særdeles syret David Lynch-film end noget, der kom ud af de 70’er-film, som den åbenlyst tager sit udgangspunkt i. Dette er en film, der synes at udspille sig i sit helt eget univers.

“Drive” åbner overvældende stærkt med en 8 minutter lang sekvens, der uden tvivl vil stå tilbage som en af dette års mest nervepirrende, hvori en navnløs chauffør må undslippe politiet på opfindsom vis. Han spilles af en ordknap Ryan Gosling og viser sig hurtigt at være en gådefuld skikkelse. Om dagen tjener han som stuntkører og arbejder i et bilværksted, mens han om natten kører for kriminelle, der ønsker en sikker og hurtig exit fra diverse røverier. Han er på mange måder en slægtning til en af Jean-Pierre Melvilles storbyssamuraier og lever til trods for det farefulde og formodentlig lukrative arbejde en fuldstændig spartansk tilværelse i sin beskedne lejlighed, uden kæreste eller andre venner end hans chef fra garagen. Han er snarrådig nok til at vide, hvordan man undslipper politiet, men besidder samtidig ikke sund fornuft nok til at fornemme, at hans chef har underbetalt ham i årevis. Man mistænker ham næsten for at være lettere autistisk.

Som enhver eksistentialistisk helt bliver han bragt ud af sin veletablerede sikkerhedszone, da han bliver forelsket i den kønne nabo og kommer med i et røveri, der selvsagt er dømt til at gå galt. Refn kender og anvender disse formulariske trin efter bogen, men samtidig skærer han også historien helt ind til den minimalistiske knogle, hvor der end ikke er skyggen af overflødigt fedt på plottet. Vi fornemmer nogenlunde, hvor historien er på vej hen, men interessen indfanges ikke desto mindre ved at se Refn sammenblande bløde følelser og ekstrem brutal vold til en bizar, uafrystelig mosaik, og ligesom i “Valhalla Rising” er der en følelse af at overvære et storladent skæbnespil, hvor tingene nødvendigvis skal og må ende, som de gør.

Hvad der først og fremmest gør “Drive” til en opslugende oplevelse er imidlertid selve udførelsen. I en tidsalder, hvor actionfilm efter actionfilm forsøger på at overdøve os med endeløst rabalder, er “Drive” en lettelse. Ligesom Polanskis mesterlige “Skyggen” fra sidste år føles “Drive” som en tilbagevenden til de facetter, som filmkunst i bund og grund består af. Ikke dyre CGI-effekter og vilde eksplosioner, men den velovervejede kombination af billeder og lyd, så man ikke har noget valg andet end at blive suget ind i fortællingen. For en filmelsker er dette en våd drøm i fuld størrelse. På lydsiden suppleres filmen af et soundtrack, der oser herligt af 80’er-synthpop, og som perfekt føjer til filmens unikke stemning og retro-fremtoning, men som samtidig også giver det hele ekstra kant.