Søndag sluttede årets Berlin Filmfestival. Dermed skulle de eftertragtede Bjørne-priser uddeles, hvilket betød en Sølvbjørn for Bedste instruktør til amerikanske Wes Anderson for “Isle of Dogs”.
Se også: Video: Sådan blev Charlie Kaufmans stop-motion-skabte Oscar-kandidat til
Det er Andersons anden gevinst ved Berlinalen, som tilbage i 2014 tildelte en Grand Jury Prize for “The Grand Budapest Hotel”.
Denne gang blev Wes Anderson så honoreret for stop-motion-animation, som han tidligere har haft succes med i den Oscar-nominerede “Fantastic Mr. Fox”.
Hovedprisen på årets Berlinale gik til rumænske “Touch Me Not”, der altså nu kan kalde sig Guldbjørne-vinder.
Norske “Utøya 22. juli” måtte derimod se sig forbigået ved prisoverrækkelsen. Den kontroversielle one-take-film følger pigen Kajas synspunkt i de 72 minutter, hvor Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker på den norske ø Utøya tilbage i 2011.
“Isle of Dogs” får dansk premiere d. 3. maj.