“Isle of Dogs”. Hvis man siger det højt for sig selv tilpas mange gange, så lyder det pludselig som en kærlighedserklæring.

Wes Andersons nye stop motion-film emmer da også af en smittende kærlighed til vores firbenede venner.

I den fiktive japanske storby Megasaki er det dog ikke kærligheden, der smitter, men hundene.

En farlig hundeinfluenza hærger byen. For at undgå, at smitten spreder sig til mennesker, sender den katteelskende borgmester alle byens hunde – deriblandt sin adoptivsøns elskede vagthund, Spots – i karantæne på en afsides skraldeø.

Her lever de stakkels kræ en forhutlet tilværelse, hvor de må slås for en diæt af æbleskrog, rådne sardiner og knuste æggeskaller.

En hverdag, der er meget langt fra hundekiks og klap på pelsen.

Blandt skraldebunkerne driver en gruppe af fem selverklærede alfahunde omkring. Rex, King, Duke, Boss og Chief er deres autoritært klingende navne. Sidstnævnte, en herreløs gadehund, ser nok sig selv som alfaernes alfa, men må ofte se sin vilje trumfet af en demokratisk afstemning.

Han er en ensom og utilpasset køter.

’Jeg bider', siger Chief, og det lyder som en dyb og smertelig eksistentiel erkendelse.

Men da borgmesterens adoptivsøn lander på skraldeøen, må han se sin instinktive uvilje mod mennesket nedstemt af sine flokfæller, der insisterer på at hjælpe drengen med at opspore sin hund.

Wes Anderson har altid været god til at skabe verdener, og Megasaki med dens rottebefængte skraldeø er ingen undtagelse.

Der er en detaljerigdom, der næsten er overstimulerende. Øjnene arbejder på højtryk i et forgæves forsøg på at få det hele med.

De udtryksfulde hundeøjne, den måde pelsen danser i vinden, de gamle bilvrag, de rustne fabrikker, de farverige sakéflasker, røg, damp, vand, skyer og fjerne bjerge i horisonten.

Det ser bare godt ud. På en mere forpjusket og beskidt måde end Andersons normalt minutiøst præcise og pussenussede dukkehusæstetik. De vilde hunde lader sig ikke tæmme af den stramme stil.

Ligesom i “Fantastic Mr. Fox” modarbejder animationsteknikkens små, indbyggede ujævnheder Andersons kontroltrang på en produktiv måde, der gør det hele lidt mere levende.

Til gengæld kunne Anderson godt have holdt plottet i lidt kortere snor.

Hundeeftersøgningen bliver undervejs overdøvet af en oppositionspolitikers jagt på en hundeinfluenzavaccine og et sideplot med en aktivistisk, amerikansk udvekslingsstuderende med et stort hundehjerte.

Derfor bliver det hele lidt længere, end det strengt taget behøver.

Men det er en lille anke, for selv de ligegyldige sidehistorier, der bremser fremdriften, flyder over med sjove detaljer. Anderson tager sig tid.

Blandt andet til en makaber sushi-tilberedning, der næsten i sig selv er nok til at retfærdiggøre fortællingens svinkeærinder.

Det er nemlig lavet med stor kærlighed. Til hunde, men også til Japan og japansk kultur.

Jeg har altid været fascineret af Wes Andersons stil, men oftest uden for alvor at blive engageret følelsesmæssigt.

Denne gang har de blanke hundeøjne dog fået mig til at klaske forpoterne sammen i applaus.

Og det lyder i hvert fald som en kærlighedserklæring.