Xavier Dolan, der lige nu er biografaktuel med den kritikerroste “Mommy”, har indtil nu kun lavet fransktalende film. En engelsktalende debut var officielt på vej, men den må dog vente lidt, da han nu har kastet sig over et nyt projekt, som bliver ved de franske rødder med den dejligt storladne titel “It’s Only The End Of The World”.
Se også: Jessica Chastain lander hovedrollen i Xavier Dolans engelsksprogede debut
Xavier Dolan skulle ellers instruere “The Death And Life Of John F. Donovan” med Jessica Chastain (“Zero Dark Thirty”) i hovedrollen som sin næste film og engelsksprogede debut, men nu har den unge filmmager ændret i planerne, skriver Empire.
I stedet for vil han instruere dramaet “It’s Only The End Of The World”. Instruktøren fortsætter derfor i det franske og med sig tager han et stjernespættet cast, der blandt andet tæller Marion Cotillard (“Spurven – La Vie en Rose”), Vincent Cassel (“Black Swan”) og Lea Seydoux (“Adèles liv – Kapitel 1 & 2”).
“It’s Only The End Of The World” handler om en forfatter, der vender hjem til sin fødeby efter 12 år, hvor han vil fortælle sin familie om sin kommende død. Der er dog ingen empati at hente hos den dysfunktionelle familie, der konstant skændes og ikke er i stand til hverken lytte eller elske.
At Xavier Dolan rykker videre til et andet projekt betyder dog ikke, at “The Death And Life Of John F. Donovan” er skrinlagt permanent. Dolan fortæller, at den ikke passer ind i planerne lige nu, men han vil nok vende tilbage til den i fremtiden.
“It’s Only The End Of The World” begynder optagelserne i næste måned.