Mommy
Udgivet 31. mar 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Mor. Alt begynder med mor. Også i “Mommy”, hvor der panoreres op ad de lange stænger på alenemoderen Diane. De ligner et til et. Eller rettere sagt 1:1. Sådan er billedformatet. Helt kvadratisk, som at se en film med skyklapper på. Det er irriterende, intenst og en ret genial måde fysisk at videregive oplevelsen af at være fanget i ADHD-kroppen på sønnen Steve. Vidunderbarnet, det 26-årige instruktørtalent Xavier Dolan, graver i sin femte spillefilm videre i forholdet til hende hele verden drejer om – Mor.
Det brænder! Både på Steves behandlingshjem for ‘vanskelige’ unge og inden i ham. Der brænder en ild inde i ham, forklarer han. Og derfor nu også udenfor, på behandlingshjemmet. Symbolikken er elegant og tilgængelig, hvilket understøttes omsluttende af det radikale 1:1-formgreb. Det er ikke bare en film om en, der har ADHD. Selve filmen er ADHD. Fuld af overforstærkede følelser. Og de bliver ikke mindre kraftfulde af, at teenageren Steve nu skal hjem at bo hos den socialt og økonomisk pressede mor, der går klædt i pink og jeans med guld og similisten på baglommerne. Steve er som en moderne Emil fra Lønneberg en mundfuld for hende. Det kræver overskud på livskontoen at håndtere en, der i gamle dage ville være blevet smidt i skuret og snitte træmænd. Det overskud har hun ikke.
Godt tænkt er også det kitschede 90’er-soundtrack, der egentlig i vore dage burde være dårlig smag – ligesom Diane i høje plateausko og kort nederdel. Oasis, Dido, Céline Dion og gode gamle Counting Crows, der med den emo-poppede “Colorblind” spiller kontrapunktisk imod Steves vrede. Den bløde minimælksrock står i kontrast til den aggressive hiphop, der banker ud under ørebøfferne på den hyperaktive Steve. Vi kan kun lige fornemme det – musikken og følelserne – der pulserer inde i ham, imens han igennem Dolans linse opleves som en misforstået, forsømt dreng i det øjeblik her, hvor han er pakket musikømt ind i 1990’erne. ”I am ready, I am ready, I am… fine.”
Jeg har det også fint. Mere end fint, når jeg ser noget som “Mommy”, der mediebevidst bruger og misbruger alt det, der er unikt ved filmmediet, det, vi kan se. Til ikke bare at se på Steve, men være ham. Forstå ham. Og forstå hende, det hele begynder med. Forstå den uendelige kærlighed mor har til sin søn, selv om han stjæler, råber og slår. Hun ser ham igennem et ømt filter af Counting Crows, som selv ikke den vredeste hiphop kan overdøve. Der er ingen som mor. Eller Xavier Dolan.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet