Endnu et filmår går på hæld. Det er på tide, at der gøres status. Hvis man alene ser på biografpremiererne, så var 2014 ikke det bedste filmår nogensinde. Der var fantastiske film imellem, men der var også alt for meget, der kun var godt nok. Hvis man skulle have brug for argumenter for dette, så kan man kaste et blik på de anmeldelser, jeg har skrevet i år. Personligt var det også et frustrerende filmår, fordi jeg af forskellige mere eller mindre gode grunde missede nogle af årets mest ventede film. Jeg fik hverken set “Inside Llewyn Davis” eller “Interstellar”. Men jeg blev dog begavet med indtil flere sublime filmoplevelser. Richard Ayoades “The Double” og den desværre meget forsinkede premiere på “Bullhead” nåede ikke med på listen, men det gjorde fem fantastiske film, der bør stå på alles DVD-hylder. Drumroll, please:
5. “Nebraska”
Alexander Payne har en sjælden evne til at kunne indfange menneskeskæbner og skildre dem på en måde, så vi på trods af deres mangler og skæve kanter kommer til at elske dem. Den bitre, stædige og evigt forvirrede Woody er ellers svær at holde af, men Payne (med god hjælp fra Bruce Dern) gør ham så ægte og helstøbt, at vi kun kan overgive os. Paynes film har det også med at blive hængende længe efter, man har set dem. Så selv om “Nebraska” fik premiere i februar var den en selvskreven kandidat til denne liste.
4. “The Tribe”
En to timer lang, ukrainsk film uden talt dialog. Mere prætentiøst kan det næsten ikke blive. Jeg var selv skeptisk, men måtte helt og aldeles overgive mig til en film, der er så rå og kompromisløs. Mens vi følger de hårdkogte unge på døveskolen, bliver vi som publikum hevet helt med ind i deres univers. Et univers, der er skarp adskilt fra ‘de normale’, og som næsten er uden for tid og rum. Et godt eksempel på en film, der vælger én tilgang og lykkes med den.
Wes Andersons film gør mig bare glad i låget. De er eksplosioner af papmaché, farvelade og fortælleglæde. Den her er en af hans bedste overhovedet og en sand fornøjelse for hans fans. Der er som sædvanlig et gigantisk galleri af fantastiske skuespillere i grotesk morsomme roller, og en historie der er så vanvittig og fortænkt, at den kun bliver mere rørende af det. Scenen, hvor Willem Defoe jagter hovedpersonerne ned af bjerget på ski, kommer jeg til at skulle gense mange gange.
2. “Tom at the Farm”
25 år gammel, har instrueret fem film (alle mesterværker), hvoraf den seneste modtog Prix du Jury i Cannes i år. Der er nogle mennesker, der er så talentfulde, at man bare får lyst til at slå dem. Xavier Dolan er et af de mest lysende nye talenter i film overhovedet. Selv om “Tom at the Farm” er noget af en genreskifte fra hans sædvanlige parforholdsdramaer til en højspændt thriller, så er det muligvis hans bedste film. Spændingen holdes konstant højt, mens man følger en yderst upålidelig fortæller, som får sig selv rodet længere og længere ud i et bizart trekantsdrama helt derude på landet, hvor man begynder at associere til “Deliverance”. Jeg glæder mig så meget til, den næste, “Mommy”, får premiere.
1. “Boyhood”
Ja, lidt kedelig har man vel lov at være. “Boyhood” topper sandsynligvis mange lister over årets film, men det er der faktisk en god grund til. Det er en film, man ikke helt kan slippe igen og som kun bliver bedre anden gang, man ser den. Den er dels en generationsbillede og et snapshot af en tid og et sted i den store amerikanske fortælling, men samtidig hæver den sig over det dokumentariske og bliver en fabel over det at vokse op i det hele taget. Linklater får sagt meget i løbet af en film, der på 2,5 timer virker forbløffende kort, så han næsten kommer til at glide henover den vigtigste livsvisdom. Nøjagtigt som det sker i vores egne liv.
