Nebraska

InstruktionAlexander Payne

MedvirkendeBruce Dern, Will Forte, June Squibb, Bob Odenkirk, Stacy Keach

Længde110 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen13/02/2014

Anmeldelse

Nebraska

5 6
Lang dags rejse mod faderopgøret

Der er film, der finder deres udtryk i dramaet mellem karaktererne, film, der fænger ved klipningen og rytmen, film, man ser for realiseringen af et miljø eller en periode ,og film, som har et budskab, man ikke kan ryste af sig. Og så er der film, der lever i mellemrummene. På overfladen rummer de alle de elementer, men ingen af dem dominerer. Umiddelbart virker det, som om de ikke handler om noget. Nebraska er en sådan film. Den har sine højdepunkter i pauserne, i det, der ikke bliver sagt, og det vi aldrig ser.

Alexander Payne er kendt for sine sublime karakterstudier, hvor han formår at sætte publikum helt ind i hovedet på sine figurer. Alle, der har set “Rundt om Schmidt”, “The Descendants” eller “Sideways”, kan ikke undgå at elske hovedpersonerne i de film på trods af deres mangler og fejltrin. Jeg fik det samme forhold til Woody Grant i denne film, men modsat de førnævnte eksempler så fortælles Woodys historie for det meste udefra. Han er en gammel, små-alkoholisk mekaniker, hvis hjerne ikke længere kører på alle cylindre. Han har modtaget et brev, der fortæller ham, at han har vundet en million dollars, men trods konens og sønnernes insisterende protester nægter Woody at se, at det er et billigt marketingtrick, og han har derfor bestemt sig for at tage til Lincoln, Nebraska, 1200 kilometer væk, for at hente sine penge.

Efter flere forsøg på at stikke af og dertil indvilliger sønnen David i at køre ham. Sådan indledes en slags roadmovie, hvor vi gradvis får et indblik i Woodys liv. Men som tidligere nævnt er manden selv ofte fraværende. Bruce Dern, der unægtelig har sit livs rolle her, har sagt, at han spillede ham som en mand, der tjekker ud af virkeligheden 20 minutter af hver time. Det interessante er, hvordan folk agerer omkring ham. De taler ham efter munden, ignorerer ham, skælder ham ud, etc. Dern er perfekt underspillet og forsvinder næsten fuldstændigt i sin rolle. Netop derfor står de få scener, hvor han er helt til stede, så stærkt.

Hvad er det så for en historie, der fortælles? Det er en saga om menneskers essentielle nedrighed og smålighed. Det lyder mere deprimerende, end det er, men der er ingen tvivl om, at det er Paynes mørkeste film. Det, der gør den så mørk, er, at den insisterer på en kompromisløs autenticitet. Jeg kan genkende de steder, personer og situationer, som filmen viser, hvilket gør den svær at ryste af sig.

Jeg sad i lange perioder med et indtryk af trøstesløshed, men til sidst måtte jeg erkende, at der alligevel var noget smukt i den stædighed og kompromisløshed, som Woody eksemplificerer. Den kontrast afspejles smukt helt ned i fotograferingen. Phedon Papamichaels smukke billeder udstiller et goldt og forfaldent prærielandskab med spredte huse og flade marker, men giver sig også tid til at skildre den høje himmel, skyerne, der gennembrydes af solstråler, og ikke mindst de udtryksfulde ansigter. Den minder mig på mange måder om David Lynchs “The Straight Story”, men med en grundlæggende desillusion, der radikalt ændrer tonen.

“Nebraska” er en film, der bliver ved med at spøge hos mig. Paynes film gør altid indtryk, men denne gang er det, som om hans sorte humor stikker i halsen og bliver besk. Det er en overraskende god ting. Når fortællingen samtidig er så eminent forløst af skuespillerne, hvoraf June Squibb som Woodys skarptandede kone fortjener særlig ros, så kan den kun anbefales. “Nebraska” er en stor skefuld levertran, der smager grimt, men gør godt.

Kort om filmen

En gnaven gammel far tror, han er blevet rig, da han modtaget et lotteribrev. Han drager modvilligt ud på landevejen sammen med sin søn for at gøre krav på præmien. “Nebraska” er indspillet i intenst medrivede sort/hvide billeder i fire stater og fortæller en gribende historie om en families liv i dagens USA.