The Tribe
Udgivet 28. okt 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Det lyder umiddelbart som en parodi på en kunstfilm: to timers socialrealistisk, østeuropæisk film uden dialog. Den kunne uden tvivl være blevet ganske frygtelig, men “The Tribe” har på trods af sine manierede form en nerve og en gennemslagskraft, der gjorde stort indtryk. Hvis jeg skulle placere den i en referenceramme ville det nok være Dardenne-brødrenes film, den polske instruktør Andrzej Wajda eller den uafrysteligt barske “4 måneder, 3 uger og 2 dage” fra rumænske Cristian Mungiu. De har samme rå, usentimentale blik og beskriver situationer, hvor medmenneskelighed og humanisme er sørgeligt fraværende.
Der er dialog. Problemet er bare, at den kun foregår på tegnsprog. Uden undertitler naturligvis. Vi følger en ung mand, der ankommer til en kostskole for døvstumme. Her bliver han en del af en bande, der tjener penge på prostitution, narko, vold og tyveri. Da intet forklares er det først gradvist, at sammenhængen går op for os. I fraværet af en forklarende og beskrivende dialog er personernes mimik, gestik og handlinger vores eneste mulighed for at forstå handlingen. Ingen af karaktererne kan forklare eller undskylde sig. Det er kun vores fortolkninger af deres handlinger, der giver dem mening. I begyndelsen virker skuespillet meget overdrevet, men efterhånden bliver det tydeligt, at det er en naturlig konsekvens af ikke at kunne forklare alting med ord.
Fraværet af dialog gør også, at fortællestilen bliver meget abrupt. Der springes fra stille stemningsscener til voldsomme optrin uden nogen overgang eller forklaring. Et godt eksempel er da et af bandemedlemmerne står og ryger på en parkeringsplads. Det er vinter, og man kan se hans ånde. Lastbilen bag ham begynder at bakke, og det er først meget sent, at det går op for mig, at han ikke kan høre den. Han bliver kørt over. Klip til næste scene, hvor hovedpersonen overtager hans job. Det kan virke som en meget klodset måde at fortælle på, men i konteksten af en film, hvor alt er overtydeligt og enhver dybere mening overlades til publikum, så fungerer det.
Titlen kan dels referere til den bande, som den unge hovedperson bliver involveret i, men så sandelig også til døvesamfundet som hele. Nogle instruktører rejser til den anden ende af verden for at finde isolerede miljøer, hvor man kan fortælle den her slags historier, men i dette tilfælde tilføres der endnu et niveau i det, at isolationen eksisterer midt i det almindelige samfund. Formen er dog til tider lidt for ekstrem. Der er indstillinger, der bliver ved for længe, og klip, der virker decideret forstyrrende, men det er skønhedsfejl i en af de mest fascinerende og formmæssigt interessante film i lang tid.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet